Debatindlæg

Mange nætter har været rædselsfulde at komme igennem. Fyldt med smerte og håbløshed. Ville jo så gerne kæmpe mig igennem dette forløb og komme ud igen som et nogenlunde helt menneske.
Men i nat blev tankerne simpelhen for tunge at bære. Selvmordtanker dukkede op, jeg er ikke træt af livet, men jeg er træt af kroniske smerter, at blive kastet rundt i systemet, at blive stemplet som mere psykisk syg, end gigtramt.
Alle burde jo vide, at har man mange smerter gennem flere år, bliver man også påvirket psykisk. Usikkerheden om at man nogensinde kommer til at fungere optimalt igen, fremtiden økonomien behandlinger osv.
Jo længere tid man er væk fra arbejdsmarkedet, jo sværere bliver det at overskue hverdagen. Det at være sammen med mennesker. Jeg har ingen kontakt med nogen, ingen familie til at støtte mig, har altid førhen været en stærk kvinde, der så lyst og positivt på livet. Men nu er jeg gået så langt ned psykisk, at jeg ikke orker at kæmpe mere.
Da selvmordstankerne meldte sig i nat, blev jeg virkelig bange. Jeg er jo ikke træt af livet, men træt af ikke at komme videre, at blive kastet rundt i systemet, træt af smerter der gør jeg ikke kan sove mere end et par timer af gangen.
Jeg tog mod til mig efter flere timer, og kontaktede vagtlægen. Første gang i mit liv jeg har brugt den måde.
Jeg forklarede ham så godt jeg kunne, hvordan jeg havde det, men blev ikke taget alvorlig.
Smerter.. tag nogle panodil, og gå til egen læge mandag! var beskeden. Han forstod slet ikke hvor langt ude jeg var.
Og jeg havde bare ikke det overskud der skulle til, for at banke i bordet, og få hjælp.
Der er længe til mandag morgen.. Der er få timer til natten igen, men flere smerter, og tanker der overmander mig.
Hvor går man hen inden......????