Og tør du fortælle om det?
Der er mange bøger om depression - men ikke en bog, der taler med og til almindelige mænd om fødselsdepressioner. Og hvorfor er der ikke det, når 7 procent af alle fædre rammes af en fødselsdepression? Det kan du være med til at lave om på! Jeg hedder Helle Eriksen og er forfatter til bogen "Da håbet vendte tilbage - om at overvinde stress og depression".
Jeg kunne godt tænke mig at interviewe dig (mand), der har haft en fødselsdepression, fordi jeg overvejer at skrive en bog om det.
Om interviewet og dig
Jeg kunne tænke mig at interviewe dig i en time eller to om dine oplevelser. Du er naturligvis sikret fuldstændig anonymitet, og du fortæller kun det, du selv ønsker at fortælle.
Hvis jeg beslutter at skrive en bog om den mandlige fødselsdepression, er det helt op til dig at beslutte, om du vil være med. Du vil naturligvis modtage interviewet og have mulighed for at redigere i det. Det er dog også vigtigt, at du har lyst til at fortælle, og at du tør være ærlig. Kun sådan kan vi lave om på forestillingerne om, hvad en mandlig fødselsdepression er eller ikke er.
Om mig og kontaktoplysninger
Jeg er cand.mag. i retorik og arbejder med kommunikation til dagligt. Jeg bor i Hvidovre. Interviewet kan foregå hos mig eller hos dig, så længe du bor i Storkøbenhavn.
Kontakt: Helle Eriksen, sendhellepost@hotmail.com, telefon 50 74 49 57. Læs desuden om min første bog på www.hellesord.wordpress.com.