Debatindlæg

Der er slet ikke en eneste, der har kommenteret på mit indlæg om den nyeste hjerneforskning?
Var selv Blown away da jeg hørte om det, og forstår ikke hvordan der ikke kan være interesse omkring det?

Synes i øvrigt det er utrolig svært at komme i kontakt med nogen herinde. Der er aldrig nogen der kommenterer, eller skriver, og chatten har jeg opgivet. Øv. Jeg har ellers så meget at give, og ønsker ligesindede.

Hvor er i hende, og hvorfor kommenteres der mon ikke på mine indlæg mm?

Håber at høre fra jer snart XoXo Cillepunk

Jeg har godt læst om en kvinde med kun en halv hjerne. For en del år siden var der en historie om en kvinde der led voldsomt at epileptiske anfald. Man havde fundet ud af at det lå i den ene hjernehalvdel som i forvejen var næsten "kaput". Man valgte at fjerne denne halvdel, fordi anfaldene truede hendes liv. Det var et valg mellem pest eller kolera. Det viste sig at hendes anfald ophørte og hun kom til at leve et helt normalt liv.

Med hensyn til min egen to sygdomme, vil jeg ikke ved hjælp af tankens kraft kunne helbrede mig selv, heller ikke under kyndig vejledning. Her hjælper kun piller.

Knus fra AnnaMay

Hej Cillepunk

Jeg så dit indlæg og tænkte: Jeg må ved lejlighed sætte mig nærmere ind i, hvad denne hjerneforskning drejer sig om. Og så går dagene, og man har nok at se til og nye opgaver trænger sig på. Men jeg vil da gerne give en kommentar på det foreliggende grundlag.

Jeg er med så langt, at jeg ved, at hjernen gennem hele livet er i stand til at danne nye hjerneceller. Før i tiden troede videnskaben jo, at en voksen person ikke kunne danne nye hjerneceller til erstatning for dem, der går til grunde eller bliver beskadiget ved stress eller depression. Men den tanke er nu helt forladt. Når bare hjernen har de nødvendige byggesten, kan den godt danne nye hjerneceller. Og det er jo dejligt :o)

Men derudover må jeg sige, at jeg grundlæggende er mistænksom over for terapiretninger, der bygger på kognitiv terapi og lignende metoder. Jeg ved godt, at det er den slags terapi, der anbefales, men jeg tror, at eksperterne efterhånden vil skifte mening, når de opdager de negative konsekvenser af kognitiv terapi. Man er jo allerede ved at sætte spørgsmålstegn ved værdien af de mindfullnes-kurser, som kommunerne bevidstløst presser sygemeldte borgere ud i.

Min kritik mod kognitiv terapi skyldes, at man inden for den retning tillægger tanken og viljen alt for stor betydning på bekostning af kroppen, følelserne og det sociale.

Jeg har et mere helhedsorienteret (holistisk) syn på helbredelse, og jeg tror, at det er en fejltagelse i den grad at lade tanken og viljen kontrollere og regulere følelserne, og det er en fejltagelse at tro, at helbredelse af en person kan ske, ved at personen bare laver om på sig selv og sine tanker. (Hvis nu den pågældendes helbredsproblem skyldes, at han/hun bliver mobbet eller banket af sin ægtefælle, så er det jo ikke den syge, der skal laves om.)

Personligt har jeg altid haft en stærk vilje, og jeg har hele livet været meget styret af det intellektuelle (altså tankerne), og det er faktisk i sidste ende det, jeg fik depressioner af. For at sætte tingene på spidsen kan man sige, at jeg de første mange år af mit liv brugte kognitiv terapi på mig selv (jeg forsøgte at regulere følelserne ved hjælp af tankens og viljens kraft), og det blev jeg meget syg af!

Min opfattelse er derfor, at det er vigtigt at inddrage kroppen og følelserne og det sociale. Hvis man alene forsøger at lave sin hjerne om ved hjælp af sin viljestyrke og ved hjælp af tankens kraft, går det galt.

Men mennesker er jo forskellige, og jeg vil ikke udelukke, at der er nogle, der kan have nytte af den slags metoder.

Jeg satser mere på at lære at MÆRKE mine følelser og behov, i stedet for at undertrykke dem, og på at lære at leve i overensstemmelse med mine følelser og behov. Og jeg tror på, at min hjerne kan komme sig, hvis jeg lærer at leve på den måde.

Jeg har meget respekt for tankens kraft, for jeg ved, hvor undergravende den kan være for helbredet. Da min psykiater i sin tid sagde, at jeg ved hjælp af kognitiv terapi skulle lære at kontrollere mine følelser, sagde jeg: ”Jeg har hele livet kontrolleret mine følelser, og det er det, jeg er blevet syg af. Hvis du vil lære mig at kontrollere mine følelser endnu mere, dør jeg af det”. Og jeg droppede den psykiater.

Det var bare mine overvejelser. God weekend

Irsten

Kære Irsten,

Jeg har læst din kommentar, og må konstatere, at du helt og aldeles har misforstået den kognitive tankegang, og mindfullnessmeditationen.

Det handler NETOP om at mærke sin krop, sine følelser, sine tanker, sine behov. Blive opmærksom på disse, og derefter arbejde hen imod at opfylde sine behov, drømme og ønsker. Det handler BESTEMT IKKE om at undertrykke sine følelser. Tværtimod.
Det handler om at blive opmærksom på alt hvad der foregår inde I dig, bade fysisk og psykisk, og finde ud af, om du ubevidst går og har nogle forestillinger om hvordan tingene skal, eller bør være, og finde ud af, om det er realistisk, rigtigt (for dig), eller om der kunne være andre måder at gøre tingene på, så DU bliver gladere, sundere, osv.

Jeg ved ikke hvem, eller hvor du har fået den idé fra, at det hele skal foregå oppe I hovedet, og at det handler om at lukke af for alt andet. Det er en MEGET stor misforståelse, og den der har forklaret dig det sådan, må ha været påvirket af et eller andet stærkt (ej haha, bare for sjov), men vedkommende må I hvert fald ha misforstået hele konceptet TOTALT!

Mht. Det sociale aspekt, så er jeg fuldstændig enig med dig i, at der skal laves nogle ting om I omgivelserne, hvis man star i en af de situationer, du der beskriver. Men der er jo ikke andre, end den, der selv står i situationen, der kan ændre på de forhold.
Og hvis personen har nogle mærkelige forestillinger om, at “jeg må hellere blive hos min mand, pga. Børnene, og han skal nok ændre sig”, så bliver vedkommende nød til at se på de forestillinger, og se om de er realistiske, eller hensigtsmæssige. Er det bedst for børnene, at leve I en familie hvor modern blive banket til plukfisk? eller er det bedre, at se mor være stærk og sige fra,? Vil manden ændre adfærd? Er der beviser for det? Eller beviser for det modsatte? Osv. Osv.
Det skal komme fra en selv, at lave de ændringer, der skal til, for at man kan gøre det der er rigtigt for én. Men først må man kigge på det der foregår inde I én selv. Tanker, følelser, krop. Og er der muligvis andre muligheder?

“Man kan lede en hest ned til vandet, men man kan ikke tvinge den til at drikke.”

Livet er en lang rutsjebanetur, og man bliver nød til at mærke efter I sig selv, for at være rustet til nedturen, og huske at nyde opturen.

Og du har ret I at viljen skal være der. Viljen til at være åben, og uforbeholden og eksperimentere med alt hvad man tror ER og IKKE ER. Hvis man er lukket for nye muligheder, nye veje, så bliver man hængende I det same gamle, og kommer ingen vejne.

Mindfullnessen, er bare en metode, til at lære at være OPMÆRKSOM. Ikke I går, eller I morgen, men I nuet. Hvad foregår der I mig nu. Hvad føler jeg, hvad mærker jeg, hvad tænker jeg. For uden at kunne se indad, kan man ikke komme fremad.

Og ikke dermed sagt, at det er nemt. Åh gud nej. Det kan sgu tage mange år, at lære, og vi er I evig udvikling, og er I “skole” hele livet. Men det KAN lade sig gøre. Det ved jeg bedst, for det har været min redning, og jeg forsøger at leve efter det, hver dag.

Håber virkelig du har fået en anden tilgang til emnet.

Med venligste hilsner
Cillepunk

Hej Cillepunk

Måske er det ikke det svar, du havde håbet på at få. Men jeg ser, at du i den anden tråd skriver, at der aldrig er nogen, der svarer på dine indlæg. Og det er jo ikke rigtigt ;o)

Nu bruger jeg ikke selv dagbogen, men det må være muligt at skrive hele indlægget færdigt i et dokument, før du logger dig ind. Når du så er logget ind, sætter du dit færdigskrevne indlæg på. Det er den bedste metode, når man vil skrive længere indlæg. Det gør jeg normalt altid. Så undgår man, at en masse anstrengelse er forgæves!

Mange hilsner

Irsten

Hej Irsten,
Øhh?
Ved ikke lige hvad du mener, med, at det ikke var det svar jeg havde håbet på? jeg har jo lige svaret dig, med et laaangt indlæg?

Det er såmænd første gang jeg har fået kommentarer på mine indlæg, og jeg er sørme dybt taknemmelig og glad.

Jeg har iøvrigt fundet ud af det trick, med at skrive i et andet dokument først, og så poste. Men på det pågældende tidspunkt, var det første gang, og det var da bare smadder surt, at opdage det hele forsvinde:-(

Men vi lærer hele tiden:-) Også jeg, men tak for tippet.

mvh Cillepunk

Hej Cillepunk

Du har åbenbart lagt dit indlæg på, mens jeg lagde mit på. Sådan kan det gå ;o)

Jeg har desværre ikke tid til – lige nu - at svare dig udførligt, men jeg giver dig da fuldstændig ret i, at en terapeut – hvis vedkommende er kvalificeret – nok ikke kører løs med skadelige metoder, under påberåbelse af, at der skulle være tale om den højt besungne kognitive terapi.

Men desværre findes der alt for mange ukvalificerede behandlere – herunder den psykiater, jeg senest gik hos. Det var jo også derfor, at jeg droppede ham!

Og desværre går regionernes bestræbelser for øjeblikket ud på at lave såkaldte behandlingspakker, dvs. man laver et bestemt behandlingsforløb til en bestemt diagnose, uanset hvilken problematik den pågældende patient står i.

Og desværre forsøger man på korte kurser at uddanne f.eks. sygeplejersker til at give kognitiv terapi. Ikke at jeg har noget imod sygeplejersker – slet ikke! Men man kan nu engang ikke blive kvalificeret til at give terapi på et kort kursus.

Hvis man gør det, kommer man ud for, at depressive bliver langt mere syge, end de ellers ville være blevet UDEN kognitiv terapi. Jeg har hørt tilfælde, hvor en sådan kortuddannet terapeut i gruppeterapi har påført de depressive ekstra skyldfølelser, fordi terapeuten blev ved med at gentage, at depressioner er noget, man selv laver, fordi man tænker negativt! Ingen i gruppeterapien var i stand til at standse sygeplejersken, fordi hun udtalte sig med så meget autoritet. Hun havde jo været på flere ugers kursus i kognitiv terapi!

Hvis du er i tvivl om, hvordan kognitiv terapi praktiseres nogle steder, kan du bare læse psykolog Irene Oestrichs svar her i Depnets brevkasse. Hun kører også løs – uden at kende den pågældende spørger - med råd om, at man skal lære at regulere eller kontrollere sine følelser. Og Irene Oestrich går faktisk for at være højt respekteret inden for terapi-verdenen!

Selv har jeg haft meget gavn af kropsorienteret psykoterapi, som er den metode, jeg vil anbefale.

Mange hilsner

Irsten

Hej Irsten,

Kan ikke udtale mig om uaitoriserede metoder, eller kvaksalvere, og synes heller ikke din argumentation hænger sammen.

Der er jo ikke noget galt med den Kognitive terapi, men med de såkaldte andenrangs "behandlere" du har mødt, eller beskriver. Som sagt bliver du ikke til kognitiv terapeut, ved at tage et kursus på to uger.
Men du bliver altså heller ikke Psykolog ved at tage et kursus på to uger, men det betyder jo altså ikke, at Psykoterapi er en dårlig ting.

Har prøvet at søge på brevkassen efter indlæg fra Irene Oestrich, men der er ikke nogen af siderne der kan vises. Måske er de for gamle, eller også er de "forsvundet", da siden blev overtaget af Depressionsforeningen.

Jeg har meget svært ved at forestille mig, at Irene skulle stå inde for nogle af de ting, du mener Kognitiv terapi er. For mig lyder det som om de har været uheldig med at møde de forkerte, og for det andet har misforstået budskabet totalt.
Man skal jo også have for øje, at når man skriver et indlæg i en brevkasse, er det jo ikke det samme, som at gå i et terapeutisk forløb, og man vil altid få et mere eller mindre overfladisk svar. Hvis man virkelig vil til bunds, må man få en terapeut.

Jeg har meget stor respekt for Irene, og er sikker på hun vil tage udfordrigen op, hvis du skriver til hende om at forklare, hendes holdninger, meninger og viden om Kognitiv terapi. Og jeg er sikker på, at hun vil sige, at de "behandlere" du beskriver, ikke er egnede til at hjælpe folk med alvorlige psykiske problemer.

Kropsorienteret psykoterapi? Det lyder sørme spændende. Jeg bruger min krop rigtig meget i min stræben efter helbredelse. Jeg mediterer bedst når jeg fx. svømmer. Det er fantastisk. Hvad hedder metoden? Vil jeg meget gerne høre mere om?

Mvh Cillepunk

Jeg er tilbøjelig til at give Irsten ret i hendes argumenter omkring kognitiv terapi.

Lad mig lige slå fast, at en psykoterapeut er en alternativ behandler og har derfor ikke en sundhedsautorisation, som psykologer og sygeplejersker har. Dermed ikke sagt, at man kan uddanne en sygeplejerske i kognitiv terapi på 2 uger.

Jeg gik til kognitiv terapi hos en kyndig psykolog, men fik det kun dårligere. Lægen fattede mistanke til alvoren af min sygdom og sendte mig til psykiatrien. Her lærte jeg at skizofrene sådan set kan få det værre af kognitiv terapi.

Jeg mener ligesom Irsten, at det er vigtigt at inddrage kroppen og følelserne og det sociale og IKKE MINDST arvelige sygdomme. Hvis man alene forsøger at lave sin hjerne om ved hjælp af sin viljestyrke og ved hjælp af tankens kraft, går det galt.

Mange hilsner
AnnaMay

Hej Cillepunk

Jeg vil nu prøve at samle op på (nogle af) de ting, du har skrevet til mig, og som jeg ikke nåede at kommentere i første omgang. Du skrev, at jeg har misforstået kognitiv terapi og mindfulness og at den, der har forklaret mig om det på den måde, må have været påvirket af noget stærkt.

Det forholder sig sådan, at jeg har stiftet bekendtskab med kognitiv terapi ved at læse om det – først om fremmest en bog af grundlæggeren af kognitiv terapi Aaron T. Beck, og derefter har jeg læst to bøger af Irene Oestrich.

Den psykiater, der oprindelig (i 2001) introducerede mig til kognitiv terapi ved at sige, at jeg via kognitiv terapi skulle lære at kontrollere mine følelser, gjorde mig selvfølgelig interesseret i at vide, hvordan det kunne gå til, at en mand i hans stilling kunne være så fejlinformeret om depression og depressionsbehandling. Det var derfor, at jeg satte mig for at finde ud af, hvad kognitiv terapi gik/går ud på. Og jeg mente, at det bedste ville være at gå direkte til kilden: Aaron T. Beck. Jeg blev meget forstemt over at læse, hvad metoden går ud på.

Derefter blev jeg opmærksom på Depnets brevkasse, hvor Irene Oestrich tit kom med sådanne håndfaste råd af tvivlsom værdi til folk, hvis problematik hun ikke kendte noget til, andet end få linjer i et spørgsmål, og jeg læste et par af hendes bøger, og jeg blev virkelig overbevist om, at der foregik (foregår?) noget, som kan gøre folk mere syge, end de i forvejen er!

Jeg har printet flere af Irene Oestrichs problematiske svar ud og gemt dem, og jeg har også en enkelt gang skrevet til hende og gjort hende opmærksom på, at hendes svar kan gøre mere skade end gavn. I svaret til mig, som blev bragt her på Depnet, gav hun mig faktisk ret og lovede at være mere forsigtig i fremtiden.

Det er ærgerligt, hvis man ikke længere kan se gamle spørgsmål og svar fra arkivet, sådan som du skriver.

Alle kan jo blive klogere – også kognitive behandlere, og det er da fint, hvis det forholder sig, som du siger, nemlig at kognitiv terapi ikke længere er noget, der bare foregår oppe i hovedet, sådan som min klare opfattelse hele tiden har været, men at man nu om dage også inddrager kroppen og følelserne.

Med hensyn til det sociale, så er det fantastisk, hvis man også dér har ændret mening. Hovedsynspunktet inden for kognitiv terapi har ellers været, at man ikke kan lave sine omgivelser om! Det, man ifølge kognitionen kan ændre, er de tanker, man gør sig vedrørende omgivelserne. Hovedsynspunktet har været, at en person må tilpasse sig omgivelserne ved at ændre sine tanker. Man opfatter/opfattede det som en form for undvigelse, hvis en person flygter fra en indflydelse, der er skadelig (f.eks. mobning).

Men det er da fint, hvis man er begyndt at ændre mening :o)

Du skriver: ”Du har ret i, at viljen skal være der.”

Jeg ved ikke af, at jeg har skrevet sådan. Jeg påpegede tværtimod, at der er en stor risiko ved at være styret af en stærk vilje, sådan som jeg har været det meste af mit liv. Og jeg påpegede, at kognitiv terapi (sådan som jeg kender den fra de kognitive eksperters bøger og brevkassesvar) lægger alt for stor vægt på viljen. Det er efter min mening forkert at være så viljestyret. En helbredelsesproces skal helst udfolde sig af sig selv, lidt på samme måde som når en blomst udfolder sig af sig selv, når bare den får de rette betingelser. En helbredelsesproces må ikke være viljestyret. Så går det galt. Der er noget rigtigt i de gamle depressionsbehandleres udtalelse om, at ”man ikke kan trække sig selv op ved håret”.

Som du kan se, er det især kognitiv terapi, jeg har læst om. Mindfulness har jeg ikke ret meget kendskab til. Men jeg har bemærket vægtlægningen på nuet, og det er da også fint. Problemet er især, at vægtlægningen på nuet ikke er i stand til at helbrede PTSD, altså posttraumatisk stress-syndrom. Tankegangen inden for metoden er jo, at den syge (rent intellektuelt) skal lære, at fortid er fortid og ikke har noget med nutiden at gøre

Tankegangen inden for metoden er jo, at den syge (rent intellektuelt) skal lære, at fortid er fortid og ikke har noget med nutiden at gøre. Men kroppen husker jo de traumatiske begivenheder og er desværre ikke påvirkelig over for logiske argumenter. Kroppen har sin egen logik, der ikke fungere som det kognitive, og derfor kan man ikke bruge kognitiv terapi eller mindfulness på PTSD.

Og nej, jeg har ikke fået en anden tilgang til kognitiv terapi, udelukkende fordi du fortæller noget positivt om metoden. Jeg synes, at det er fint, at du har haft gavn af det. Men der skal altså mere til, før jeg ændrer mening ;o)

Mange hilsner

Irsten

Der er flere ting endnu, der er vigtige at kommentere:

Ja, det er et stort problem, at man ikke uden videre kan stole på de behandlere, der skal hjælpe psykisk syge. Jeg har dog ikke mødt nogen kvaksalvere, men ved, at de findes.

Og det er slet ikke nok, sådan som Annamay også påpeger, at en behandler har autorisation til at behandle. Hvis en behandler slavisk følger en terapi-metode, der er skadelig for den syge, så går det galt – uanset om behandleren har autorisation eller ikke.

Du spørger til kropsorienteret psykoterapi, som jeg har benyttet mig af. Der findes flere forskellige retninger. Der er noget, der hedder SE-metoden (somatic experience), som jeg først forsøgte at komme til. Men jeg endte hos en psykolog, der havde videreuddannet sig i en anden retning inden for kropsorienteret psykoterapi. Du kan f.eks. læse om det her:

http://www.vindinghoved.dk/index.php?side=kropsterapi-somatisk-psykologi

http://www.vindinghoved.dk/index.php?side=traumebehandling-og-psdt

Jeg er ikke sikker på, at ovenstående beskrivelser er helt dækkende eller fyldestgørende. Men jeg kan ikke rigtig finde andre lige nu.

Nu tror jeg, at jeg har kommenteret det meste af, hvad du kom ind på.

Irsten

Hej Irsten,

For mig at høre, har du aldrig RIGTIGT givet kognitiv terapi en chance. Du er tilgået emnet, med en allerede stærk overbevisning om, at det er noget skidt.
Du skriver selv:

“Den psykiater, der oprindelig (i 2001) introducerede mig til kognitiv terapi ved at sige, at jeg via kognitiv terapi skulle lære at kontrollere mine følelser, gjorde mig selvfølgelig interesseret i at vide, hvordan det kunne gå til, at en mand i hans stilling kunne være så fejlinformeret om depression og depressionsbehandling.”

Så allerede inden du læser bogen, er du overbevist om, at din psykiater er “fejlinformeret”!

Jeg er sikker på, at har man allerede besluttet sig for noget, så bliver det sådan. “det er som djævelen ville læse bibelen”. (og ikke for at sammenligne dig med djævelen, men jeg tror godt du forstår hvad jeg mener.) Man ser, hvad man vil se.

Det er ærgeligt, at du aldrig har givet det en fair chance.

Grunden til, at jeg mener du har “misforstået” konceptet (fejltolket ,what ever) er bl.a. når du skriver :

“det er da fint, hvis det forholder sig, som du siger, nemlig at kognitiv terapi ikke længere er noget, der bare foregår oppe i hovedet, sådan som min klare opfattelse hele tiden har været, men at man nu om dage også inddrager kroppen og følelserne.”

Det har aldrig været anderledes. Tanker, krop, følelser, hænger uløseligt sammen i en evig cirkel, hvor den ene påvirker den anden, og omvendt. Det er det, hele terapien er bygget op om. Det er det man kalder “den kognitive model” eller “diamanten”. Her er bare et par eksempler:

http://www.google.dk/search?q=den+kognitive+model&hl=da&client=firefox-a&hs=hu3&rls=org.mozilla:en-US:official&prmd=ivns&source=lnms&tbm=isch&ei=Th8UTt3SOsWCOv3bxJsL&sa=X&oi=mode_link&ct=mode&cd=2&ved=0CBAQ_AUoAQ&biw=1280&bih=666

Du undrer dig over mit afsnit om viljen. Det var ment som et modsvar til:

Min opfattelse er derfor, at det er vigtigt at inddrage kroppen og følelserne og det sociale. Hvis man alene forsøger at lave sin hjerne om ved hjælp af sin viljestyrke og ved hjælp af tankens kraft, går det galt.”

Før det første har jeg aldrig nogensinde hørt noget om, at man skulle ændre noget ved hjælp af “tankens kraft”. Det lyder meget hokus pokus på mig, og tværtimod skriver bla.a Henrik Tingleff I sin bog “Kognitive metoder I hverdagen”, følgende:

Kognitiv terapi sammenlignes ofte med det “at tænke positivt”. Dette er en meget forsimplet, og helt forkert beskrivelse af, hvad kognitiv terapi er. Kognitiv terapi er en tilgang til personlig udvikling, som bygger på, at tanker følelser og adfærd er tæt forbundet. Målet er selvfølgelig, at skabe positive tanker og følelser, men de skal være realistiske. Ganske kort fortalt handler de tom at arbejde med med sine egne tanker, og træne nye måder at handle på. Idéen med kognitiv terapi, er først og fremmest, at se på de problemer og udfrodringer, man møder I hverdagen med realistiske briller. Det duer derfor ikke blot at beslutte sig fo, at man fra I dag af kun vil tænke positivt. Man må derimod teste sine egne tanker og undersøge, hvordan det rent faktisk forholder sig. Derefter kan man så finde ud af, hvilke hensigtsmæssige handlemuligheder man har.

Positive tanker holder ikke I længden
Hvis man sætter tingene på spidsen, er det indlysende, at en overdriven positive tænkning ikke har nogen effect. Det kan jo ikke nytte noget, at man ser på opvasken, madresterne, og sodden op ad væggene, og siger “hvor er det dog et fin tog flot køkken jeg har”. All evil kunne se, at det ikke forholder sig sådan. Selv om man flere gange fortæller sig selv, om alle de positive ting ved køkkenet, vil opvasken blive stående. Det er klart for alle, at der I en sådan situation kun er ét at gøre, nemlig at finde børste og sæbevand frem. Derefter kan man så helt oprigtigt glæde sig over sit dejlige køkken.


Og du skriver videre I dit andet svar:

“Det er efter min mening forkert at være så viljestyret. En helbredelsesproces ska

Jeg tror det er nemmest hvis du læser mit svar til Irsten. Der kommer jeg også rundt om dine argumenter.

Ved ikke noget om skizofreni, og kan ikke rigtig udtale mig om det. Men det skriver jeg også i mit sidste indlæg.

Og tak for svar:-)

mvh
Cillepunk

Og du skriver videre I dit andet svar:

“Det er efter min mening forkert at være så viljestyret. En helbredelsesproces skal helst udfolde sig af sig selv, lidt på samme måde som når en blomst udfolder sig af sig selv, når bare den får de rette betingelser. En helbredelsesproces må ikke være viljestyret. Så går det galt. Der er noget rigtigt i de gamle depressionsbehandleres udtalelse om, at ”man ikke kan trække sig selv op ved håret”.

Her er jeg blot dybt, dybt uenig. Man SKAL da have sin vilje med! For hvis man ikke VIL være “rask”, eller lære at leve, på bedste vis, så KAN man sgu heller ikke. Jeg er sikker på, at du også har en stærk vilje, når det kommer til dit helbred. Det er man ikke I tvivl om, efter at have læst dine svar til mig. Du mener altså, at helbredsprocessen, “skal udfolde sig af sig selv”! ??? Det lyder virkelig passivt, og en smule naivt for mig. Man kan ikke bare blive stående og vente på et mirakel. Og jo, man KAN godt trække sig selv op ved håret, hvis man får den rette hjælp, og finder ud af, hvad man selv vil. For det behøver bestemt ikke være det same some ens omgivelser, eller samfundet vil.

Jeg ved ikke noget om skizofreni, og jeg kan på ingen made udtale mig om det. Det er meget muligt, at der skal andet til, og noget virker måske for nogen, og ikke for en anden. Det kan, og vil jeg slet ikke udtale mig om.

Men jeg mener bare, at du helt har fejltolket den kognitive metode. Og det er jo et faktum, at der er rigtig rigtig mange, som har gavn af den behandlingsform idag. Dermed ikke sagt at den er for alle, og at den skal stå alene. Men jeg synes heller ikke man kan bandlyse den, fordi nogen ikke kan bruge den.

Du skriver:

“Tankegangen inden for metoden er jo, at den syge (rent intellektuelt) skal lære, at fortid er fortid og ikke har noget med nutiden at gøre Men kroppen husker jo de traumatiske begivenheder og er desværre ikke påvirkelig over for logiske argumenter. Kroppen har sin egen logik, der ikke fungere som det kognitive, og derfor kan man ikke bruge kognitiv terapi eller mindfulness på PTSD.”

Jeg mener bestemt ikke, at det er “Tankegangen”. Det er jo ikke meningen, at man skal gå lallende rundt, og ikke reflektere over fremtiden, eller fortiden. Det er bare en måde at lære at mærke efter, hvad der sker i én lige nu, både tankemæssigt, følelsesmæssigt eller kropsligt. Det er Ganske umuligt, at føle, hvad man vil føle i morgen, og går er gået. Så må man tage fat om de problematikker, ens krop, tanker og følelser fortæller én nu, og vende og dreje dem. Finde sine behov, og en vej ud af smerten. Der er ingen der siger, at man ikke må gå tilbage. Det er ofte Ganske nødvendigt, for at finde ind til kernen af problemet. Men man kan kun komme videre herfra. Forhåbentlig bliver man klogere på sig selv, og finder en vej, hvor man kan leve med fortiden, og glæde sig til fremtiden. Og ingen siger det er nemt. Det er det bestemt IKKE. Men det KAN lade sig gøre.

Til sidst vil jeg lige sige, at jeg tror du misforstod lidt hvad jeg mente da jeg skrev:

“Som sagt bliver du ikke til kognitiv terapeut, ved at tage et kursus på to uger.
Men du bliver altså heller ikke Psykolog ved at tage et kursus på to uger, men det betyder jo altså ikke, at Psykoterapi er en dårlig ting.”

Her mente jeg blot, at fordi én incompetent person (her en sygeplejerske med kun 2 ugers erfaring I kognitiv terapi) yder en virkelig skidt præstation, betyder det jo ikke at kognitiv terapi er en dårlig ting.
Lad mig omformulere. Fordi du spiser et surt æble, betyder det jo ikke, at alle æbler er sure!

Jeg er godt klar over, at din vilje er sat til, ikke at stole på den kognitive model. Så jeg tror ikke vi kommer meget videre.
Men jeg vil sige dig mange tak for diskussionen. Det var rigtig spændende, og gav mig egentlig endnu mere mod på, at fortsætte ud af den bane, jeg er I gang med.

Jeg ønsker dig held og lykke, og mon ikke vi mødes igen en dag herinde☺
Mvh Cillepunk

Hej Cillepunk

Du skriver angående kognitiv terapi:

”Det er ærgerligt, at du aldrig har givet det en chance.”

Hvorfor det? Jeg fandt den terapimetode, der var bedst egnet i min situation. Og du har fundet den terapi-metode, som du kan gå ind for. Det er mig en gåde, hvorfor det skulle være ærgerligt.

Det er vigtigt, at vi alle sammen finder den vej, der passer bedst for os :o)

Mange hilsner

Irsten

Hej Irsten,

Jeg er meget glad for, at du har fundet den terapi, som passer til dig. Det skal der bestemt ikke være nogen tvivl om.

Jeg mener jo blot, at du har mistolket Den kognitive metode, på mange måder, og ville ønske, at du kunne se det som jeg ser.

Men det bestyder jo ikke, at det du nu har fundet, er forkert. Jeg er meget åben, og ikke ensporet. Det ene udelukker ikke det andet i min verden.

Held og lykke fremover
og tak for en spændende debat

venlig hilsen
Cillepunk

Hej Alle!

Som indspark i debatten omkring neuroplasticitet og de forskellige funktionsbaserede metoder, terapier og teknologier der findes og forskes i, så er her en interessant video med Dr. Sung Lee M.D, hvor han gør rede for sine erfaringer med Brainwave Optimization som metode til at optimere , balancere og harmonisere hjernen: http://www.vimeo.com/26725469

Den funktionsbaserede tilgang til at optimere hjernen er i sin vorden , men resultaterne taler for sig selv og der foregår pt. rigtig meget forskning på området, så jeg vil mene at vi fremover vil komme til at se flere og flere evidens baserede forskningsresultater som understøtter denne tilgang til at ændre på vores neurale make-up.

I kan se flere videoer og læse mere om teknologien på: www.wholebraintech.dk

Mvh.
Wholebrain