Debatindlæg

Hej Steffen

Jeg har haft mange depressioner, hvoraf en stor del har været af svær art. Angst har jeg derimod ikke ret mange erfaringer med.

Men jeg kan fortælle, at netop ved afslutningen af en sådan svær depression, er det et par gange sket, at jeg har fået angstanfald. Jeg havde en helt klar opfattelse af, at angstanfaldene hang sammen med, at jeg var ved at komme mig!

Jeg ved ikke, om jeg kan forklare det, så det kan forstås ordentligt. Ved en svær depression er man jo stivnet og fastlåst. En svær depression kan jo godt forstås som en slags stivnet og fastfrosset energi. Men netop når man ved hjælp af et antidepressivt middel har fået energien til at flyde mere frit og er på vej mod at blive rask, er det min erfaring, at der kan komme angstanfald.

Der var en psykolog, der engang forklarede mig, at depression og angst godt i visse tilfælde kan forstås som hinandens modsætninger. Jeg vil forsøge at forklare det symbolsk med billedet af et pendul: Når energien er mest fastfrosset, står pendulet i en yderposition (svær depression). Når energien er ved at blive løsnet, men endnu ikke er i balance, svinger pendulet over i en anden usund yderposition (angst).

Hos mig gik angsten helt væk efter kort tid, og jeg følte mig derefter fuldstændig rask – indtil belastninger i mit liv efter kort eller lang tid gav mig endnu en depression ;o)

Hvis det er samme problematik hos dig, er jeg overbevist om, at du forstår min noget kryptiske forklaring. Men vi er jo alle forskellige, og depression og angst kan give sig udslag på mange forskellige måder. Så der vil nok være nogen, for hvem min forklaring ikke giver mening.

Under alle omstændigheder er det vigtigt, at man får den rette behandling. Medicin er ikke tilstrækkeligt, for depressionen kommer jo bare igen, når man holder op med at tage medicinen, hvis man ikke får behandlet årsagerne til depressionen.

Men det lyder, som om du er ved at være rask! Til lykke med det!

irsten

grunden til at jeg spørger om dette, er at jeg nogen dage kan føle mig helt ovenpå, hvorefter det hele bliver noget lort igen, bliver let til tårer har hjertebanken osv. hvorefter jeg kan ha det sådan okay, nogen timer efter.. Vil dette ikke blive betegnet som angst?

Hejsa.. Irstens svar er sikker rigtig godt.. Men, Men..
Angst og depression hænger ofte sammen.
Som jeg læser Irstens svar henviser hun til at angst måske ofte kan komme når depressionen er ved at lette!

Jeg er sikker på at det er Irstens erfaring at det kan forholde sig sådan.......Men jeg er selv af en noget anderledes oplevelse..
Jeg tror depressioner er forskellige.. Nogle bliver lammet/stivnet og kan stort set ikke foretage sig noget.. Andre bliver urolige, angste etc.. Jeg har selv prøvet det sidste - svær agiteret depression uden psykotiske symptomer hed diagnosen.. Jeg var slet ikke frosset, stivnet eller hvad man vælger at kalde det.. Og angst var et meget påtrængende symptom..

Nu kender Irsten og dig måske hinanden rigtig godt. Hvis det ikke er tilfældet forstå jeg ganske enkelt ikke hvordan Irsten kan synes at det er som om du er ved at blive rask..

Det er selvfølgelig vigtigt at få den rette behandling. I mange tilfælde kan terapi afhjælpe depression - evt. sammen med medicin..
Men at sige at depressionen bare kommer tilbage igen, når man holder op med medicinen - det er vist nok lidt (læs alt) for langt ude.. i hampen... :-)

Men jeg er slet ikke ekspert - jeg er blot en person med en del erfaring (har kronisk depression) og har prøvet både læger, psykologer og psykiatere..

Kan ikke lade være med at tænke at Irsten tænker som mange mennesker i DK.. "hvis man har depression - så skal man da bare have nogle "lykkepiller" Når man får dem - ja så har men det godt..

Desværre er effektive lidelser slet ikke så lette at fjerne... Men gid det var rigtigt

Jens

Ps. jeg undskylder på forhånd alle udsagn som kan virke som en fornærmelse.. Men jeg kunne ikke lade være :-)

Hej Steffen

Nej, jeg synes ikke, at de symptomer, du beskriver, lyder helt som angst.

Min definition af angst er sådan her: Der er tale om angst, når kroppen opfører sig, som om der er fare på færde i en situation, hvor der slet ikke er nogen grund til at være bange.

Det er klart, at hjertebanken kan være et af symptomerne på angst, men hvis du havde angst, ville du ikke være i tvivl, hvilket jeg nu forstår, at du er. Jeg svarede i den tro, at du var sikker på, at der var tale om angst.

Imidlertid synes jeg alligevel, at dine reaktioner godt kan være tegn på, at du er i bedring. Når man har en svær depression, er man som regel meget fastlåst og hæmmet. Kan du genkende det?

Når depressionen er ved at lette, bliver der mere bevægelighed i ens måde at være på. Man får lettere ved at reagere på, hvad der foregår, og på, hvad man føler, end når depressionen er sværest. Der er jo ikke noget forkert i at græde, hvis man er ked af det – tværtimod. På den anden side skriver du, at du også indimellem har det bedre.

Ud fra de erfaringer, jeg har med depression, tolker jeg det, som om du er ved at få det bedre, men umiddelbart lyder det ikke, som om du har angst. Hvis du har behov for et mere kvalificeret svar, synes jeg, at du skulle spørge din behandler.

Mange hilsner

irsten

For dit svar, skal til læge den 19' så må jeg jo lige forhøre mig der;)

Jeg havde ikke angst da jeg var indlagt på ambulatorium, og var derfor ikke med i angstgruppen. Det er et stykke tid siden og jeg er nu forholdsvis velfungerende. Men jeg er begyndt at få mini-angstanfald. Jeg ved ikke engang hvordan jeg skal forklare det, men jeg har følelsen af at (ligesom Irsten skriver) at der er fare på færde, at jeg er udsat så snart jeg går ud af døren, selvom jeg bare skal ned og handle ind. Jeg får også nogle specielle "angstanfald", varer kun et par sekunder, der popper billeder af scenarier hvor jeg har opført mig åndssvagt eller sagt noget forkert ind i hovedet, og jeg får hjertebanken og ondt indvendigt. Det kan ske tyve-tredive gange om dagen. Det er næsten ikke til at holde ud, jeg er under angreb fra mit eget hoved. Ved ikke om det er angstanfald men det er ihvertfald angst.
Jeg har ikke været til psykolog i lang tid, jeg har ikke orket, men jeg skal til lægen i næste uge og forhåbentlig få en henvisning, det kan ikke blive ved på denne måde.
Er der nogen der ved hvordan man får det til at holde op?

Hej Steffen

Jeg synes, at du skal gå ind på www.angstforeningen.dk. Der finder du mennesker, der har angst og ved, hvad det er. Der er et forum også, hvor du kan snakke med andre og dine symptomer. Angstanfald er i min verden heller ikke tegn på helbredelse..

held og lykke

Maxi

Hej Steffen, Maxi og alle andre

Maxi skriver:

”Angstanfald er i min verden heller ikke tegn på helbredelse”

Det er det heller ikke i min verden. Men jeg kan forstå, at jeg muligvis bliver tillagt den opfattelse på grund af mit svar til Steffen fra den 8. juli.

Jeg fik det indtryk ud fra Steffens kortfattede spørgsmål, at han havde haft en moderat/svær depression, som nu var gået over/ved at gå over. Hans spørgsmål drejede sig om, hvorvidt ”angst er en naturlig efterfølger” til en sådan depression.

Det kan man naturligvis ikke give et generelt svar på. Folk er forskellige. Nogle har depression og ingen angst. Andre har angst og ingen depression. Atter andre har begge dele.

Men da jeg læste Steffens spørgsmål, fik jeg lyst til at fortælle om mine erfaringer, som er, at jeg et par gang ved afslutningen af svære depressioner har oplevet angstanfald. Og at disse angstanfald forekom logiske, set i lyset af, at energien ikke længere var så fastfrosset (som under depression), men var blevet mere letbevægelig og flydende, i og med at jeg ved hjælp af antidepressive midler var ved at få det godt. Den underliggende årsag til de psykiske vanskeligheder var der stadigvæk og var endnu ikke blevet bearbejdet. Den kom så kortvarigt til udtryk som angst, fordi det antidepressive middel hindrede, at jeg fortsat reagerede med depression.

Jeg syntes, at mit svar var meget optimistisk og konstruktivt. (For det var jo vigtigt, at Steffen her ved afslutningen af sin depression ikke blev slået ud af de nye symptomer, men bevarede sin tro på, at han nu var ved at få det bedre).

Men jeg gav på ingen måde udtryk for, at mine erfaringer og den forklaring, jeg gav, skulle være noget generelt, der gælder for alle mennesker. Og det fremgår jo også af min overskrift, hvor jeg skriver: Ja, sådan tror jeg det er hos nogle mennesker.”

Altså hos NOGLE mennesker, ikke hos alle. Og hvis der er nogle, der har læst mit svar, som om jeg opfatter angst som et sundhedstegn, så er det altså en misforståelse ;o)

Mange hilsner

Kameliadamen