Debatindlæg

Livets forløb for ”os andre”
Tja, jeg ved ikke rigtig hvor jeg skal begynde.
De sidste minder jeg har er fra min skoletid, ikke fordi jeg har ”traumer” omkring dengang. Det var ok, de andre elever behandlede mig ok og jeg følte mig aldrig udenfor. Og så alligevel……det er sikkert en historie som er fortalt igen og igen. Gymnastik var hadefaget fordi enten stod den på svømning og så kunne de andre jo se at man var lidt for tyk. Hvis ikke svømning stod den jo naturligvis på idræt af en eller anden art. Det var meget populært at lave 2 hold, dvs. læreren valgte 2 elever som skulle vælge hvem de ville have på deres hold. Tja…jeg blev som regel altid valgt til sidst fordi jeg ikke duede til noget….
Timen sluttede altid med at man skulle i bad….tja…igen man var jo lidt for tyk så sjovt var det ikke. Af en eller anden grund husker jeg det som om at læreren dengang ikke fattede at det var svært!!! Dagen i dag hvor jeg er blevet voksen forstår jeg simpelthen ikke at han ikke kunne se det. Måske kunne han, men var bare ligeglad, det ved jeg jo ikke.
Jeg blev ældre og som andre begyndte jeg at interessere mig for det modsatte køn, dvs. piger. Det fungerede bare ikke. Min usikkerhed var total og mit udseende var jo ikke noget at skrive hjem om. Ja ja…min mor sagde jo altid at jeg var flot, men det skulle jo hun naturligvis sige. Misforstå mig ikke, jeg vil mene jeg er ”nogenlunde” normal udseendemæssigt. Men ifølge mine oplevelser er det bare ikke nok. Man tager i byen med vennerne igen og igen og hver eneste gang er det altid en af de andre som bliver kontaktet af en pige. Det er aldrig mig. Jeg er for kedelig, grim og uinteressant i den sammenhæng. Dette stod på i mange år. Man tog glad i byen kun for at opdage at en pige kun gad snakke med ens venner. I øvrigt sker det stadig når jeg tager i byen med vennerne. Så jeg bliver jævnligt mindet om det.
Så den ”plade” om at det kun er det indre som tæller er ikke korrekt. Jeg har prøvet det hele mit liv. For at skabe kontakten og interessen hos det andet køn kræves ”skønhed”. Det betyder ikke noget hvor sød og rar du er hvis du ikke er pæn nok. Dette er faktum. Jeg er snart 40 år gammel så jeg ved hvad jeg taler om. Trist at det er sådan, men sådan er det. Det er jo ikke anderledes end hos andre dyrearter hvor det kun er de stærke som overlever.
Jeg bliver snart 40 år og har en ”kæreste” som jeg har haft i gennem flere år. Vi har det ok sammen, men vi har aldrig sex mere. Hun ”gider” ikke rigtig og jeg kan kun gætte mig til hvorfor. Hvis nu jeg så ud som ”de andre” ville hun jo nok gerne. Nogle gange frygter jeg at hun kun er hos mig pga trygheden. Jeg et ok job som jo giver smør på bordet. Men jeg skal jo heller ikke være for hård fordi jeg ved at det vil være svært for mig at finde en ny, hvis det overhovedet vil være muligt.
Jeg kunne blive ved med at skrive spalte op og ned…..men essensen er det samme. Hvis du ikke er pæn nok er livet meget svært og det er der ingen der kan ændre.
Desværre er der rigtig rigtig mange ”flotte” mennesker som ikke forstår hvor heldige de er!!!!
Tak fordi du tog dig tid til at læse min lille historie