Debatindlæg

Jeg er en pige på 24, som igennem de sidste 3 år, har bøvlet med en depression, den er slem til tider, og andre gange, har jeg en okay periode. Men jeg kommer fra en familie hvor der har været misbrug fra min mors side. Jeg har altid skulle være mægleren mellem mine forældre og søskende. Og de seneste par år, er det gået rigtig godt med min mor, og det har åbenbart været svært for mig. For nu var der ikke nogen jeg skulle passe på mere. Ingen der kunne sørge for at mine tanker og behov blev skubbet væk. Nu er de helt up-front, og kan ikke takle dem. Og det har så gjort at min familie har vendt mig ryggen. Altså de er stadig i mit liv, men de vil helst ikke påvirkes af min negativitet, så de har bedt mig blive væk, eller blive indlagt. Og i mine øjne er det jo ikke så slemt. Skal ihvertfald ikke indlægges, tror bare det er deres måde at "håndtere" det på. Jeg er flyttet meget igennem de sidste 6 år. Har aldrig rigtig følt mig "hjemme". Jeg flytter altid efter et års tid. Men nu hvor jeg endelig er begyndt at læse, og ved det er det jeg gerne vil, og har fundet byen Århus, som jeg er blevet utrolig glad for, er det bare ligesom om det hele smuldre i hænderne på mig. Jeg har svært ved at følge med i skolen, har ikke lyst til at møde op, og være omringet af så mange mennesker jeg slet ikke kender, synes der er så meget hjemmearbejde, og jeg orker det ikke. Men det er jo det der skal til. Jeg står og ikke har tag over hovedet om 2-3mdr. Det er umuligt at finde en lejlighed i Århus hvor man må have en lille hund med. Og min hund er mit et og alt. Lyder totalt kliche og åndsvagt, men han er den eneste jeg ved der aldrig smutter fra mig, eller skuffer mig, han er altid glad. Og det er bare ubetinget kærlighed. Selvom det til tider er meget krævende og hårdt, vil jeg ikke gå af med ham for noget i verden! Men nu står jeg og har en skole jeg har svært ved at passe, en by jeg elsker, men ikke kan bo i. En familie der ikke vil hjælpe mig, nu hvor jeg har allermest brug for det. Og fordi jeg er så trist og vred og indelukket, har jeg skubbet de fleste mennesker væk fra mig. Jeg kunne ALDRIG nogensinde drømme om at tage mit eget liv, aldrig! Men nogen gange tænker jeg, at det ville være meget nemmere hvis man ikke var til. Jeg ved ikke hvad der skal ske nu, jeg er på total bar bund. Og kan ikke tænke længere end 2 timer frem. Jeg vil så gerne ud af det her, og komme op, og kunne klare mig selv, få mit liv tilbage. Der er sket så meget igennem mit liv, som jeg aldrig har fået bearbejdet, og det kommer så og bites my ass nu. Åhh, det lyder bare som en omgang ævl, men jeg skulle bare ud med det.