Debatindlæg

Jeg er selvskadende og har været det i 6 år, men har dog ikke gjort det i knap 1 1/2 måned efterhånden. Jeg har også mødt mange uforstående mennesker og faktisk kan jeg ikke huske, at jeg har mødt andre ikke-selvskadende som har forstået mig..
Da jeg startede i gymnasietiden havde vi idræt og det var forfærdeligt, for jeg vidste, at de andre holdte øje med mig og om der var nye sår. Jeg har altid gjort mit bedste for at skjule det, men det er ret svært, når man bliver nødt til at gå i fællesbad, fordi man ikke kan "glemme" håndklædet hver uge. Næsten hver gang spurgte mine venner mig, om hvorfor jeg ikke bare lod være. Som de logisk nok sagde, så kunne jeg bare lade være med at sætte en skarp genstand mod huden! Gid det bare var så nemt!!

Efter gymnasiet var jeg i behandling hos en psykolog, som jeg absolut ikke brød mig om. Han mente også at jeg skulle lade være og henviste til en masse statistikker i stedet for at snakke med mig om de problemer, som lå/ligger bag.

Da psykologbehandlingen slog fejl, så henvendte jeg mig til min læge, som jeg er meget glad for. Desværre havde han en meget lægelig tilgang til det og ville tjekke sårene for infeksion og om de skulle sys.. Det er også fint, men havde brug for noget mere..

Grundet andre psykiatriske problemer og selvmordstanker blev jeg indlagt og presset til at vise mine sår på lårene.. Siden hen har jeg læst i personalets "dagbog" om mig, at da mine sår på det tidspunkt var overfladiske, så var det ikke noget specielt og altså ikke andet end en pige, som forsøgte at være med på "modebølgen".. Jeg blev rigtig gal og faktisk har det medført at det blev mere omfattende derefter!

Konklussionen fra mig er, at det er svært at forlange, at ikke-selvskadere skal kunne forstå det, når nu de professionelle heller ikke forstår det.. Når jeg plejer at fortælle om det, så sammenligner jeg det med et misbrug. Trangen bygger sig op i kroppen og når man endelig gør det, så udløser hjernen endorfiner, som er kroppens svar på morfin.. Altså kan man blive lidt høj af det og kroppen ved nu, hvad der skal til, for at få den følelse igen..
Nu ved jeg ikke, om du stadig bor hjemme siden du har sådanne regler med dine forældre, men kan du overholde dem?
Min personlige oplevelse er, at når man man bevidst eller ubevidst beslutter sig for ikke at snakke om noget, så føles det som om der står en elefant i rummet, som ingen nævner og alle ignorerer.. Alle tænker muligvis på det, men ingen tør at sige det højt! Jeg skal ikke blande mig i, hvad der er bedst for dig, men jeg håber, at du har nogle mennesker omkring dig, som du kan snakke med, når du har det svært :)

Jeg har ikke den store viden om cuttere og jeg tror det er svært at forstå for de fleste. Jeg mener at det måske kan sidestilles lidt med alkoholisme, anoreksi eller narkomani mm. og at man ikke bare kan tage sig sammen og lade være selv om det lyder så nemt. Et menneske med depression, som mig, kan heller ikke bare tage sig sammen og være glad og energisk.
Jeg føler med dig og håber at får en god jul trods alt.
Knus

Hej tower84.
Jeg har kun skåret mig selv én gang i mit liv, så er langt fra erfaren inde for dette område, men før jeg blev syg var jeg nok lige som dine forældre. Også så jeg det nok som et råb om opmærksomhed.
Det er først efter jeg er blevet syg og har mødt smerten pyskisk at jeg kunne sætte mig ind i tanken, og efter at jeg er blevet gode veninder med en tidligere cutter har jeg meget større forståelse for det.
Så måske er dine forældre uvise om hvad der foregår inde i dig, og hvilke tanker du har dig når du skærre i dig selv..
Det er kun et bud..

Når det så er sagt, så synes jeg det er flot at du er ærlig omkring det (det er vi ikke i min familie), og måske skal dine forældre bare li ha det ekstra info om dine tanker for at de har en bedre forståelse. Eller måske fra nogen andre der er/har været cuttere...

Hej Tower

Jeg kender det alt for godt det med folk ikke forstår det. Det er som om de tager afstand fra det og bare straks ser det som noget dårligt og forkert noget. Men alligevel ikke rigtig vil snakke om det.

Jeg har skåret i mig selv siden jeg var 13 år dvs 9 år, og meget tit. Er så igang med at prøve at stoppe det fordi min kæreste og min familie ikke kan lide det. Men det er svært at stoppe efter så lang tid...

Mine forældre prøver at forstå men de tager meget afstand fra det og det eneste de siger er "Det må du ikke" men de sætter sig heller ikke rigtigt ind i hvorfor jeg gør det.

Jeg tror også bare det kan være skræmmende for dem at se deres kære gøre sig selv skade. Men jeg tror det er primært er fordi de synes det ser voldsomt ud med alle de ar osv.

Hej!

Jeg tror de ikke forstår det fordi de tror at det er en form for selvmord/selvmordsforsøg...?

Jeg har altid været selvskadende, lige siden jeg var 10-11 år. Når jeg blev sur eller ked af det gik jeg ud og slog på ting. Gerne buske med torne på. Når jeg kom hjem/ind så min mor det og sagde at det måtte man ikke gøre, man fik grimme hænder af det. Men samtidig sagde hun at jeg skulle sige i skolen at jeg var blevet revet af en kat/væltet på cyklen eller andet som de andre børn bedre kunne forstå.

Så når man allerede "lukker af" så tidligt som min mor gjorde (synes jeg) ja så er det svært.

Nu kan jeg gemme de fleste af mine mærker, er gået fra buskene til at brænde mig selv med metal-clips, det er lettere og kan laves til flotte mønstre. Men i sommers så min mor mit nylavet D på armen og hun spurgte "hvad er det?" og fulgte det meget med øjnene, men har nu valgt at ignorere det.

Så det er bare min "last"

Men jeg vil gerne sige at brændemærker er pænere end skæring. De bliver der i to tre år og en synlige, men så har huden healet sig selv. når man skærer er huden blevet mere ødelagt og danner arvæv som ikke healer (og forsvinder) igen.

Så bløder det heller ikke på samme måde og det er heller ikke så "selvmorderisk" (som jeg tror mange der ikke kender til cutting tænker at det er).

Det lyder som om, at du mor selv har været selvskadende, siden hun stort set er ligeglad, og fordi du skal lyve om ridserne i skolen.

Ved ikke hvad jeg ellers skal sige, for det lyder som om at det er helt almindeligt.

Har du nogensinde talt med en psykiater?

Det ved jeg ikke, men hun er selvpiner (foretrækker smerter frem for medicin og gider ikke gå til læge med mindre hun er ved at dø næsten)

Jeg har stort set snakket med psykologer og psykiatere hele mit liv, men aldrig om at jeg var selvskadende, der er ingen der har spurgt, skal vi ikke sige det sådan.

Ja jeg har svært ved at forstå hvorfor man vælger at sidde og skære i sig selv....men det er måske en bizarr form for fetish..
at man kan lide når det svider og kan lide at se blod....

for det er vel langt ifra et selvmords forsøg så hade man væl valgt at skære sig der hvor det virkligen kan gå galt...

Men måske er det en måde at få opmærksamhed..for det er væl ikke mange ældre som kunde finde på at sidde og snitte sig selv...eller er det.??...hvad hved jeg....

Hvor gammel skal man være for at være ældre?

At skære sig selv, kan også være i afmagt... eller afledning fra det, der gør mere ondt indeni, eller fra tankerne om at gøre noget, der både skader en selv og familien..

Jeg tror heller ikke det handler så meget om selvmord... der er i hvert fald metoder, der er hurtigere.. jeg tror man når at dø af kedsomhed inden blodtab...

Det er i hvert fald ikke altid for at få opmærksomhed..

Når det er sagt, kan jeg godt forstå hvor smerteligt det må være for pårørende.

Hej Lejonet

Tak fordi du skriver at du ikke forstår det! derfra kan vi jo arbejde med det som vi snakker om.

Når jeg skære/brænder mig selv er det en følelse af at det er det eneste rigtige. Har måske haft en virkelig dårlig dag og kan mærke en følelse af afmagt langsomt trappe op inde i mig. Har ikke tal på tiden, men omkring 5 timer hvor man har en følelse af at der er et tryk der bygger sig op og den eneste mulighed er at gøre sig selv skade.

Det er ikke for opmærksomhed eller selvmord. Hvor gammel er ældre? Jeg har gjort det i 20 år nu, så tænker ikke jeg "bare" kan stoppe fordi jeg er omkring 30.

Hvis følelsen kommer, så ved jeg kun en vej for at få den til at forsvinde.

Og til det med selvmord, jeg ved godt at cutting IKKE er et forsøg på selvmord, MEN tænker at omverden ser det som "Når jeg har skåret nok i mig selv TØR jeg også begå selvmord en dag"

Eller også tænker de nok, "sikke en stakkels sjæl der forsøger at liste sig til noget opmærksomhed"

Ja jeg kan nu også føle afmagt og hvordan det begynder at bobble indeni...og føle at man skal straffe sig self...

Men kunde nu aldrig drømme om at sidde og skære/snitte i mej selv...findes så meget andet at gøre og få vendt det negative til noglet posetivt ...selv om man som jeg lider af svær deprission..

På med lidt afslappnings musik så som opera og lægge sig ner og lukke øjnene og drømme sig væk eller tænke på noglet sjovt som man har oplevet....gør man så dette hverdag i 30 min..så stresser man helt af...lidt en form for meditation....

istedet for at tænke at man skulle få det bedre genem at skære/snitte i sig selv...man må ju bare få det endnu værre og tænke på hvad man enligen har gang i....

Men jeg vil nu ikke prøve på at gøre mej klog..for jeg lær nog aldrig kunde forstå at man vælger at skade sin egne kropp og skamflera den.....og desudom tro på at man skulle få det bedre..

Hej Tower, og alle andre.

Tror det er mere normalt, end man lige regner med, men alligevel er tabu.
Jeg er selv cutter, hvilket (tror jeg) er unormalt for en mand på 37, hvad jeg har forstået, ud fra hvad jeg har læst om emnet, er det nok mere yngre folk der gør det.

Jeg gør det, når jeg som I andre får har det rigtig dårligt, når man sidder og stirrer ud i luften, og bare kan mærke den indre smerte brænde. Når jeg snitter, føles det som om jeg får det bedre. Som om den psykiske smerte kommer ud, og overtages af en fysisk smerte, som er meget mere udholdelig.

Jeg snitter i mine underarme, og har skrevet ordet "had" med store bogstaver på den ene arm, på lårene har jeg stikmærker efter jeg stikker mig selv med kniv.
Det er kun min kone, og lægen jeg har vist det til. Efter lægen så det, sendte hun mig til psykiater, som jeg skal til om ca 14 dage.
Har ikke lyst til at andre skal se det, har en søn på 11, og han skal ikke vide, han far gør sådan noget. Jeg er kørelærer og må altid gå i langærmet trøje eller skjorte, så ingen ser det.

-Thomas

Hej Thomas

Puha det med lange ærmer kender jeg godt, jeg er så heldig at mine ar sidder højt oppe på armene at jeg kan rulle ærmerne op til under albuerne.

jeg er selv 27 så er ikke helt ung længere. Det er dog ikke så tit jeg gør skade på mig, men mere når hele min verden er ved at bryde sammen...

Jeg går kun med lange ærmer når jeg har sår og helt nye ar som er meget røde, ellers gør jeg det ikke, jeg har indfundet mig med at jeg skal have dem for evigt, så har accepteret dem, min venstre underarm er ødelagt og har en del tynde ar på højre arm.
Der er nogengange nogen der spørger hvad der er sket med min arm, nogengange fortæller jeg det, ellers siger jeg bare det er fordi jeg er kommet til skade (men går ikke ind i hvordan)

Jeg gjorde det meget i starten for at få opmærksomhed, sådan er det absolut ikke mere, jeg er begyndt at gøre det på benene, da jeg så kan gemme det, fordi jeg kun gør det når jeg skal straffe mig selv eller jeg fortjener at blive skåret i.

Det med alder, jeg bliver snart 33, og har skadet mig i mange mange år, officielt i 10 år, men helt fra 2.-3. klasse gjorde jeg det. Jeg har også taget rigtigt mange overdoser som selvskade.

I min verden kan jeg jo godt se at det er dumt og man ikke burde gøre det. Så når folk spørge ind til det er jeg lidt pinlig over at de har set "min svaghed". Jeg har ikke lyst til at de spørge mig "hvorfor har du gjort det?" mens de ser på mig som en freak. Jeg har lyst til at de spørger INDEN min verden falder (virkelig svært), eller hellere endnu, "hvad er der galt og kan jeg hjælpe dig?"-når de ser arene.

Men Måske skal man/vi/os blive bedre til at sige hvad der sker og hvorfor og ikke bare sige "det er ikke noget"

Hej havde lige glemt jeg havde oprettet denne tråd... sorry, men takker for alle indlæggene...

Vil sige det har intet at gøre med opmærksomhed eller fetish fra min side... Jeg har altid gjort det steder hvor folk ikke kan se det, fordi det netop ikke kommer andre ved.

Mine forældre har sagt at de er kede af det, fordi de tror det er fordi de ikke har givet mig en ordentlig opvækst og min kæreste er bange for at jeg dør af det.

Har ikke gjort det i 8 uger snart, men gud hvor jeg savner det! men nej det er ikke en fetish...