Debatindlæg

Du skal da bare skide på andres meninger.
Som om arbejde er alting.
Der er også nogle som hverken har familie eller venner.
- selv 56

Det er rigtigt. Det betyder bare så meget, hvordan andre reagerer. Specielt familie og venner.

Jeg ryger måske også på førtidspension på et tidspunkt, pga. en ulykke og depression/angst, og det jeg frygter mest, er også alle de sociale situationer, og hvad man så skal sige til middage og komsammener, og kan man overhovedet få en kæreste, når man ikke har job?

Jeg vil også gøre alt for at undgå de situationer. Det irriterende er så bare, at de andre ligesom har "vundet". Hvorfor skal man sidde hjemme som om man var anden rangs menneske, fordi folk ved så lidt om det, var være syg. Specielt de sygdomme, der ikke kan ses.

Det er jo ikke fair. Jeg tænker meget, at vi alligevel bliver nødt til at komme ud, så vi ikke mister nogle evt. gode oplevelser, og jeg arbejder lidt med hvilken "forklaring" jeg så vil give folk, når de nu for 17. gang spørger hvad jeg arbejder med.

Mit problem er nok, at jeg er for ærlig. Fortæller dem alt, når de spørger, og så begynder de at lege lege eller psykolog på en og siger "men du kan da bare ..." efterfulgt af 20 dumme råd, men selv prøvede for 10 år siden. Alt det første man selv ville have gjort. Og pludselig handler samtalen om ens sygdom. Det er også ulideligt for begge parter, egentlig.

Jeg overvejer lidt svaret "Jeg kan ikke arbejde efter en voldsom ulykke, men jeg er meget interesseret i ..., så det må du næsten hellere spørge mig om, for det kan jeg snakke en hel aften om" Med et glimt i øjet.

Jeg tænker, at man måske også kan hjælpe andre, ved at lede dem over på et samtaleemne, hvor man står mere lige, se heller ikke behøver træde rundt i deres uvidenhed.

Det bliver bestemt ikke let, men jeg tror, jeg bliver nødt til at prøve det en dag, for jeg savner efterhånden at komme ud.

Mange hilsner Løberen

Det er på flere måder rigtig svært at have en psykisk sygdom.
At være åben om sin sygdom kan give forskellige reaktioner.
Jeg har altid været åben om min depression og udbrændthed.
Men det er også vigtigt for èn selv, at man passer på ikke at "blotte" sig.
De reaktioner jeg mest har mødt er tavshed.
Selvfølgelig fordi det kan være svært for andre at tackle det,
men kan den depressions ramte klare det, skulle modtageren også kunne.
Det undrer mig, at næsten ingen har spurgt, "hvad er det helt konkret, der gør, at du har det dårligt ?"
Det har også været nødvendigt nogle gange at fortælle, at selv om jeg ikke sidder i min stol og ikke kan flytte mig eller sidder og græder, så kan jeg altså godt have det dårligt.

Hej alle

Det er et stort problem.

Men jeg tror egentlig, at noget af problemet skyldes vores egen holdning! Hvis vi føler, som du skriver, Hanstholm, at du næsten skal undskylde, at du får pension på grund af sygdom, kan det ses på dig.

Og sagen er, at den der ser ud, som om han er skyldig, automatisk får skylden! Skyldfølelse er lidt som lugten af blod. Så snart ulvene lugter blod går de til angreb!

At der er sådan, har jeg lært efter mange års erfaring. Et eksempel:

Vi er tre kvinder, der skal arbejde sammen om et projekt. En af kvinderne bliver syg og ringer til mig for at aflyse vores forestående møde. Hun er bange for den tredje kvindes reaktion på aflysningen, så derfor beder hun mig om at orientere den tredje, hvilket jeg påtager mig.

Den tredje kvinde er en meget fair, men også ret krævende og ilter person, så derfor er jeg også bange for hendes reaktion, da jeg ringer. Det høres åbenbart tydeligt på min stemme. Den tredje kvinde skælder mig ud!

Dagen efter får jeg en undskyldning og følgende kommentar: ”Hvorfor påtog du dig skylden, når det ikke var din skyld!”

Nej, og hvorfor påtager vi os skylden for, at vi blev syge, når det ikke er vores skyld?

Jeg vil opfordre alle på førtidspension til at rette ryggen og gå ud i verden uden skyldfølelser. Lad være med at forklare eller forsvare. Der er ingen grund til at være i forsvarsposition, for vi er ikke skyldige!

Jeg ved godt, at det kan tage lidt tid at lære at lade være med at se skyldig ud. Men det er vigtigt. Der er en tendens i tiden til at gå til angreb på den mindste lugt af ”skyld”.

Et godt trick, hvis man synes, at andre spørger lidt for meget, er at sige: ”Hvorfor vil du gerne vide det?” På den måde vinder man tid og når at tænke over, om man nu også er forpligtet til at stille til krydsforhør om ens situation. Men husk: Sig det med rolig stemme, aldrig som en, der er forurettet eller i forsvarsposition!

Mange hilsner

Irsten

Inde på K10.dk kører en hel tråd med hvad folk siger til andre, når de bliver spurgt om hvad de laver. Der er nogle gode nogle ind imellem, og du er bestemt ikke alene.

Uha den med "hvad laver du" kender jeg kun aaaalt for godt, samme gælder de lidt fordømmende miner man ind imellem får når svaret er faldet.

et tip jeg plejer at bruge er så at fortælle årsagen til det er kommet dertil at pensionen er løsningen- mit tilfælde et overfald med en jernstang samt 2 blodpropper folk har meget nemmere ved at forholde sig til en fysisk årsag og at der så ligger en psykisk grund til også er ikke for alle nemt at grasbe men, selvfølgeligt ikke alle herinde der har det så nemt med det som jeg :)

Hej alle sammen

Jeg er journaliststuderende i Odense og arbejder i øjeblikket på en radio-nyhed om psykisk syge unge, der kommer på førtidspension.
De nyeste tal fra Danmarks Statistik viser, at det skyldes psykiske lidelser i fire ud af fem tilfælde, når unge under 30 år kommer på førtidspension.

Det er ikke en ny debat, og meningerne er mange om førtidspension til psykisk syge - især til de unge. Desværre er det stort set kun politikere og diverse "eksperter", der fylder mediebilledet!

Derfor kunne jeg rigtig godt tænke mig at tale med en, der selv er kommet på førtidspension pga. psykisk sygdom (helst før de fyldte 30), for også at få præsenteret den anden side af historien.

Hvis det er dig, eller du kender en, der har lyst til at snakke med mig, så debatten ikke fortsætter med at være så ensidig, vil jeg meget gerne høre fra dig.

Jeg kan kontaktes på camha10@student.sdu.dk

Jeg håber meget på at høre fra en, da jeg synes, det er et vigtigt perspektiv at få på debatten!

Venligst Camilla Holmgaard
Center for Journalistik
Syddansk Universitet
camha10@student.sdu.dk