Debatindlæg

Hej med jer

Vil gerne gentage spørgsmålet fra Steffen, da jeg forstår hans fustration omkring hvad man gør når man har et "anfald" - man ønsker jo at dette skal gå over hurtigst muligt - da det er en meget syrealitisk oplevelse, at få et angst anfald... ( man kan ikke forklare fornuften i det - bagefter ) - :(

Håber nogen vil dele deres erfaringer med Steffen og mig :)

God Jul til alle

Hej Steffen og Webm

Jeg vil meget gerne bidrage med mine erfaringer.

Jeg har kun oplevet ganske få angstanfald. Men det var frygtelig modbydeligt – også fordi det var svært at forstå ”fornuften” i det, som du skriver Webm. Derfor prøvede jeg at forstå ÅRSAGEN til reaktionen og gøre noget ved den årsag.

Jeg skal lige sige, at jeg definerer angst på følgende måde: Angst er, når kroppen reagerer, som om der er fare på færde, men uden at der faktisk er noget som helst fare til stede.

Jeg oplevede et par gange under min uddannelse, at jeg pludselig fik angstanfald i timerne. Det var så slemt, at jeg var nødt til at forlade lokalet. Første gang fulgte min veninde mig ud, for hun havde set, at jeg var begyndt at reagere underligt. Det var hende, der forklarede mig, at det var et angstanfald, jeg havde.

Det var en stor hjælp, at hun holdt om mig og beroligede mig. Men næste gang jeg fik et anfald, skete det også i en undervisningstime, og så begyndte jeg jo at fundere over, hvad det var ved denne undervisning, der fik mig til at reagere med angst.

Jeg fandt ud af, at problemet var, at undervisningen foregik på et alt for højt niveau. Læreren havde ingen forståelse for, hvor vores niveau lå. Og der var ingen, der turde stille spørgsmål, for det ville jo afsløre den afgrundsdybe uvidenhed.

Den situation gav mig en uvirkelighedsfornemmelse: Jeg var ganske vist til stede i timerne, men på en passiv måde, og jeg gjorde ikke noget aktivt for at ændre på forholdene, så det blev til at holde ud.

Derfor besluttede jeg, at jeg i hver eneste time ville stille læreren et par konkrete spørgsmål. Det havde to virkninger: For det første blev jeg en AKTIV deltager, dvs. jeg var med i det, der foregik. Undervisningen var ikke bare noget, der foregik hen over hovedet på mig. For det andet var mine spørgsmål med til at give læreren et vink om, hvor de studerendes niveau lå. Og når undervisning foregik som en dialog mellem de studerende og læreren, i stedet for som en enetale, var undervisningen mere levende og lettere at forstå for alle.

Til at begynde med var jeg selvfølgelig nervøs for, at de andre ca. 35 på holdet ville synes, at jeg ”fyldte” for meget. Men det viste sig, at de var glade for forandringen. De havde jo også døjet med den alt for abstrakte undervisningsform, men ingen havde turdet gøre noget, for alle var bange for at afsløre sig som dumme og uvidende.

Nu er jeg godt klar over, at der er mange, der læser dette, der vil tænke: ”Jamen, det Irsten taler om, er en speciel situation. Vi går ikke i skole, men får alligevel angstanfald! Vi kan ikke finde nogen indlysende årsag til angstanfaldene og derfor heller ikke gøre noget ved nogen årsag!”

Ja, men måske kan mit eksempel alligevel være et BILLEDE på, hvad der foregår. Jeg tror, at angst kommer, når man ikke er en aktiv deltager i sit eget liv. Når tingene foregår hen over hovedet på én, uden at man selv har nogen indflydelse, og nok også, når man er så bange (for angsten!), at man kryber sammen i et hjørne af sit livsrum.

”At krybe sammen i et hjørne af sit livsrum”(!) Hvad i alverden mener du så med det? vil I sikkert spørge.

Jo, psykisk velbefindende handler blandt andet om at føle sig hjemme i sin krop. At kunne mærke sine følelser og fornemmelser, sine ønsker og behov og handle i overensstemmelse med dette og IKKE i overensstemmelse med, hvad andre mener og synes, og IKKE i overensstemmelse med, hvad man bør. Selvfølgelig er der visse ting, man er nødt til at gøre, især når man har børn, men det er min opfattelse, at alt for mange presser sig hen i et hjørne, så de kun fylder en lille bitte del af deres livsrum. Der er ikke noget at sige til, at kroppen i den situation reagerer med angst.

Jamen, hvordan skal man ændre på det?

Tjah, en god begyndelse er at begynde at bevæge sig noget mere, i stedet for at krybe sammen i angst. Det er en måde, hvorpå man kan gøre noget konkret for at fylde sit livsrum ud og selv bestemme over det, akkurat lig

... akkurat ligesom jeg dengang begyndte at ”fylde” i undervisningstimerne.

Jeg vil mene, at gode måder at bevæge sig på, er f.eks. vandring eller cykling ude i naturen eller måske svømning. Løb har jeg dårlige erfaringer med, da det at løbe godt kan associeres med en flugt og måske kan fremprovokere noget, der minder om angst.

Og så vil jeg anbefale terapi. Jeg ved godt, at det lige for tiden er kognitiv adfærdsterapi, der anbefales, men efter min mening er det et problem ved kognitiv terapi, at den bygger på det intellektuelle, uden at tage ret meget hensyn til krop og følelser, ud fra en opfattelse af, at det intellektuelle er overordnet krop og følelser.

Det er en misforståelse, efter min mening. Man er nødt til at begynde med kroppen og lære den at kende, forstå dens reaktioner og lære sine egne behov og ønsker at kende. Derfor vil jeg anbefale kropsorienteret psykoterapi, som er den terapiform, jeg har haft glæde af.

Mange hilsner

Irsten

Jeg lider af virkelig slem angst og får også en del medicin for det. Når jeg får et angstanfald som er en 3,4,5 på en skala fra 1-10 så prøver jeg at strikke, tegne eller læse en bog og huske at trække vejret dybt ned i maven. Nogen af symptomerne på angst kommer fordi man hyperventilerer! Hvis jeg har et rigtig slemt anfald på lad os sige 8,9 eller 10 så tager jeg medicin for det er ikke til at holde ud.
Jeg går til psykolog og får hjælp til at takle angsten, men det er rigtig svært for det kræver at man kigger indad og på hvorfor man reagerer som man gør ved at få et angstanfald. De slemme anfald skal jeg med tiden også lære at klare uden medicin, men det tager som alt andet tid før det virker.
Mange hilsener

Linda

Jeg har heldigvis ikke haft så mange angstanfald, men alligevel alt for mange synes jeg.
Når jeg får angst så sætter jeg mig ned og fokusere på min vejrtrækning! Når jeg har nogenlunde kontrol over den, forsøger jeg at finde ud af hvorfor angsten kom!
Derefter finder jeg nogen at snakke med om det. Jeg har snakket med nogen de fleste gang efter jeg har haft et angstanfald, og de gange jeg ikke har gjort det, har jeg fået det meget meget skidt og har været tæt på at få et anfald igen.
Så hvis der ikke er nogen omkring mig, så ringer jeg til en bagefter og bare snakker om det. Det er ikke sikkert de kan hjælpe eller gøre noget for dig fysisk, men for mig hjælper det at snakke om oplevelse.
Heldigvis er jeg tilknyttet et "værested" hvor det er okay at være syg og hvor det er "normalt" at få angstanfald, så snakker tit med dem jeg ved der har det, og høre hvad de gør eller lytter de bare til mig, fordi de ved det hjælper.
Og et kram gør også meget :)
Men ord gør meget - for angst kan komme af meget!

Jeg ved da at der er mange der får medicin imod det, men ved desværre ikke hvordan det virker...

Jeg lider rigtig meget af angst,men har efterhånden lært at tage det i opløbet.
Jeg bruger nogle teknikker til at få hjerne til at tænke på noget andet. til at bryder spiralen man er kommet ind i.
Det kræver dog at man øver teknikkerne mens man ikke har angst, så det bliver en naturlig ting at gøre.
Jeg tæller pige /drenge navne jeg kan komme i tanke om der begynder med bogstavet a-b-c og så videre eller tæller farver i et rum....f.eks først blå, så rød, så gul.
Angsten vil hele tiden forsøge at henlede din opmærksomhed på den, men så længe du kan holde den i baggrunden er den ikke så farlig
knus PSP tidligere kaldet snøfte1

Når du kan mærke angsten komme tæller du langsomt ned fra 100 til 0. Du skal hele tiden være med, tæller du forkert, starter du forfra. Jeg skal gennemføre tre gange, så er jeg så tilpas rolig, at jeg kan få vejrtrækningen på plads. Det kræver lidt øvelse, men er meget virksomt.

Kærlig hilsen

Man kan ikke både være angst og lave et regnestykke samtidig.

Man glemmer sin angst for en kort eller længere stund ved at give sig selv et regnestykke. Men man skal ville det, for det kræver en indsats ud fra devisen "Tør jeg forlade angsten".

Hej Steffen og alle andre interesserede

Regnestykker og andre tricks kan være udmærkede som en nødløsning. Men det bedste ville være at finde ud af, hvad der er årsag til angsten og så gøre noget ved den årsag, sådan at man på lang sigt ikke mere får angstanfald.

Jeg ved godt, at det kræver en stor indsats og som regel mange timers kostbar psykoterapi. Men det er jo en investering i ens fremtid. Alt andet er bare lappeløsninger.

Jeg vil ønske alle et godt nytår

Irsten

Sad lige idag og tænkte jeg ville starte en dagbogs tråd for mig selv og måske offentligt, for angst og/ eller øget alarmberedskab fylder rigtigt meget lige nu. Men så fandt jeg lige tråden her om angst. Jeg er for træt nu, og må gerne læse tingene igennem mere end 1 gang.

Knus.
nu håber jeg husker at komme tilbage til denne tråd ha ha ha..

Jeg har lidt af angst og angst anfald sidden min tidlige ungdom. I perioder har jeg været fri for den - i andre perioder fylder den rigtig meget. Lige pt er den vist det man kalder moderat. Det har bestemt været meget værre end nu. - 0g jeg tror eller håber aldrig jeg når dertil igen - hvor den bliver indlæggelses ustyrlig.

Jeg har forskellige måder at tackle det på - alt efter hvor slemt det er. Psykologer har ikke rigtig kunnet hjælpe mig. Eller skal vi sige den koginitive tilgang til det. Jeg kan ikke ændre det ved "adfærds regulering" Jeg er nødtil at forstå hvorfor - hvad er den bagvedliggende årsag til de anfald. Oftest er det lagerede hukkommelses ting - følelser der aldrig lagerede sig ... uden at jeg som ung vidste hvad det var for nogle følelser eller ting der udløste det.

Man kan konfrontere sig med sin angst... bedste eksempel jeg har på det er at jeg tog ud og rejse med en ven et stykke tid. Det på et tidspunkt hvor jeg rent faktisk ofte bare havde haft svært ved at tage en bus. Men at rejse med min ven gjorde mig tryg - og gav noget som jeg aldrig havde regnet med. Vild historie ...

Nu er det sådan at jeg igen alt efter hvor slemt det er bruger forskellige metoder. En af dem er afledningsmetoden. Bruger f.eks chatten - der bliver jeg ofte afledt ved at snakke med folk... om helt andre ting. Eller bare sidde og kigge. Det giver mig en mærkelig form for trygheds fornemmelse.

Nok det med at søge steder hen hvor jeg føler mig tryg der virker bedst for mig. At såkaldt forsøge at flytte fokus.

Når det er rigtig slemt tyr jeg til medicin.Det når jeg kan mærke at det vil køre alt for langt ud - og blive alt for smertefuldt...
Så giver jeg mig lov til at tage noget beroligene medicin ,og sove fra det. Det er nød løsningen. Men også for mig en måde at passe på mig selv på. Det er ok ikke at kunne klare den på anden måde. Selvom jeg da selvfølgelig ville ønske at jeg kunne klare den uden.

Håber du finder en måde der passer til dig at tackle det på Steffen.

eee

Hej
Når jeg er ude og købe ind,hjælper det mig at have et elastik om håndledet som jeg så hiver i når angsten kommer.

..Den fik jeg besked på at prøve af egen læge også, og det virker da, i få sekunder, men så må man jo bare hive og slippe i den igen ;)

Jeg sidder her og læser disse indlæg med stor interesse. Jeg undrer mig dog over at NLP ikke er nævnt som en mulig løsning på angstproblemer.

De beste tanker

Frank

Hej NLP-coach

Nu er det vel oplagt, at du foreslår NLP, fordi det er dit fag ;-)

I mit indlæg foreslog jeg kropsorienteret psykoterapi, fordi det er den form for terapi, som jeg har gode erfaringer med.

I de seneste år er især kognitiv adfærdsterapi blevet anbefalet. NLP hører man ikke så meget om, men efter min opfattelse er både kognitiv adfærdsterapi og NLP alt for overfladiske terapiformer, fordi de i overvejende grad – og via særlige teknikker − sigter på at få folk til at bruge deres viljestyrke og intellekt til at fortrænge uønskede tilstande så som angst.

Jeg mener, at både kognitiv adfærdsterapi og NLP overser, hvor stor betydning kroppen og dens reaktioner har. Begge terapiformer lægger efter min mening alt for meget vægt på det isolerede individ, og for lidt vægt på sociale sammenhænge.

Jeg kender faktisk en, der tog uddannelse i NLP, og som i mange år flittigt brugte de teknikker, hun havde lært. Hun levede et godt liv – indtil hun pludselig fik en stor sorg. Sorgen var slem nok i sig selv, men den gjorde også, at det - ved hjælp af NLP - omhyggeligt placerede låg over en masse irrationelle følelser pludselig røg af! Og nu var NLP faktisk ikke længere en hjælp, men tværtimod et problem. Hun er nødt til at gå et spadestik dybere, ned til kroppens reaktioner, hvor det virkelig brænder på.

Set ud fra mit synspunkt er NLP derfor at sammenligne med de regnestykker, som foreslås i et andet indlæg! Det er alt sammen noget, der foregår i hovedet og derfor ikke tilstrækkeligt til at helbrede noget som helst.

Mange hilsner

Irsten

Hej Irsten

Tak for dit input :-)

Jeg mener at uanset behandlingsform så er det vigtigste at det virker - om det er med regnestykker eller elastikker - Kropsorienteret Psykoterapi eller NLP.

NLP er velegnet fordi du bruger ord, billeder og følelser til at fremkalde ressourcestærke oplevelser. Med disse ressourcestærke oplevelser kan du f.eks udligne angst.

Et udemærket eksempel er at have eksamensangst - Her er NLP oplagt at bruge da du erstatter følelsen af angst med en ressourcestærk oplevelse.

NLP er rigtig meget - hvilket vil være for omfattende at komme ind på her. Hvis du eller andre har spørgsmål om NLP kan hjælpe i forskellige cases modtager jeg gerne en besked.

Frank

Ja, for mig virker det at nynne. Det handler for mig om at få fokus væk fra alle mine tanker og de ubehagelige følelser. Utroligt nok virker nynneriet både på de milde følelser af angst og de slemme anfald.

At der så er en risiko for at man føler sig som en total idiot - det vælger jeg at tage med.. :-)