Hvad stiller jeg op?
Written by
Victoria29
16. dec 2011 13:50
Min mand gennem flere år har fået en depression. Han smed en bombe for et par dage siden, hvori han sagde at han ville skilles fra mig og vores to børn. Det kom langsomt frem under vores samtaler, at han har lidt af depression i et stykke tid og har prøvet at skjule det. Derudover har han haft lyst til at dø. Så det er rimelig slemt. Problemet er bare, at han skubber sig mere og mere væk fra os og hævder fortsat at han vil skilles. Han har ikke overskud til hverken hjem eller sine børn. Det eneste han kan forholde sig til er at stå op og gå på arbejde. Han har ikke fortalt dette til andre, så han har det bedre med venner da han ikke behøver forholde sig til noget som helst. Dette knuser mit og mine børns hjerter, for vi vil ham stadig og vil støtte ham i alt det her. Men han vil ikke søge læge eller snakke meget om det. Til tider lukker han lidt ud, men lukker hurtigt i igen. Jeg aner ikke hvordan jeg skal forholde mig til ham, og hvordan jeg bedst muligt kan støtte ham? Han vil jo gerne væk fra alt det her familieliv, men samtidig bliver han boende og er sammen med børnene hver dag. Jeg aner ikke hvor jeg står, og hvordan jeg forholder mig til et menneske med en depression der pludselig siger han vil skilles?
Hej Victoria.
Written by
Teresa
16. dec 2011 20:08
Jeg husker da min depression var værst, så mistede jeg ligesom følelserne for min kæreste. Noget jeg nu slet ikke kan forstå.
Det er ikke til at sige hvor længe din mand vil være syg. Men hovedsagen er at du jo ikke kan holde på ham hvis han vil gå.
Hvis han vil gå... så må han jo gå. Nogen gange gør deprimerede dette fordi de mener de er en belastning for familien. Så jeg ville nok kontakte hans familie og fortælle dem om situationen. Du kan åbenbart ikke få ham til at bede om hjælp, det kan være de kan.. eller i det mindste, så sidder du ikke med den viden alene.
Man kan ikke tvinge ham i behandling medmindre han er i livsfare.
Husk også dig selv i dette hér. Du kan gøre alt hvad du føler du kan gøre... men når det kommer til stykket, så kan han gøre hvad han vil.
Hvis det hele går godt og familien får ham i behandling, så er der jo en god chance for at han kommer tilbage.
Måske kunne i snakke om en pause.. hvor han bor for sig selv? i alle tilfælde, så ville eg tage en alvorlig snak med familien.
Held og lykke.
Tak for svar
Written by
Victoria29
17. dec 2011 08:25
Jeg har godt læst, at folk der er deprimerede bliver fuldstændig følelsesløse og nogle gange tager beslutninger, som ikke er gennemtænkte, da de ikke kan se fornuften i det de foretager sig.
Det er bare møg frustrerende, at blive forladt af en på grund af en møgsygdom.
Lige nu bor han stadig herhjemme, men jeg forsøger at være mere væk hjemmefra når han er hjemme, så han kan få den ro det kræver. Men det er svært med to små børn.
Jeg har fået familien ind over, men han hævder at han vil klare sig selv ud af det. Og det kan jo desværre tage noget tid:-( Han er ikke til at rokke i, hvad angår behandlingsmuligheder. Så familien kan intet stille op heller.
Det er derfor det er så frustrerende. Hvordan kan jeg bedst støtte ham som pårørende? Aner ikke hvor meget jeg skal presse ham eller hvordan jeg skal forholde mig til det hele?
Han er tynget af en forfærdelig følelse af at være en byrde for os. Og han kan slet ikke overskue børnene, når de er helt rundt på gulvet.
Det er svært!
Written by
kvinde1955
17. dec 2011 09:40
Jeg har selv haft det, som din mand har det nu, dog uden at bo sammen med en mand. Men med voksne børn på sidelinjen.
Jeg vil råde dig til, at fortsætte livet, som det har fungeret hidtil, og bede ham blive i sin seng, hvis han gør børnene utrygge. Han får sig ikke taget sammen til at flytte, før han har det betydeligt bedre og når han har det, vil han slet ikke. Så vil han blive hos jer. Vis ham på en stille måde, at du elsker ham, og at du vil hjælpe og støtte ham det du kan. Lad ham være i fred, hvis det er det du fornemmer, han ønsker.
Jeg håber, han en dag vil modtage hjælp, eller kan hans sygdom trække ud.
Kærlig hilsen
Hejsa igen
Written by
Teresa
17. dec 2011 12:56
Når han nu ER så sløj, så ville en deltids sygemelding muligvis være en idé. Hvor han kunne være hjemme hvor børnene er i skole/institution.
Mænd de ER sgu også nogle idioter med dét dér: Jeg vil selv klare det - jeg er ikke syg... Forhelvede altså.
Du må tage en alvorlig snak med ham. Sig at det at søge hjælp er en god gerning overfor ham selv og familien. Måske skulle du sætte den lidt på spidsen og sige at den byrde netop vil blive løftet hvis han søger hjælp. Du kan fortælle ham at store inflydelsessrige finansmænd går ned med nakken.. OG SØGER HJÆLP. Sådan er det... har man ondt i foden går man til fodlægen, har man ondt i sindet går man til lægen og snakker med ham. Der er ikke noget flovt ved dét. Dét er sgu mere flovt at lade være. Spørg ham evt om der er noget han er bange for... Det lyder til han helst vil være "the manly man" så det kan være den omvendte psykologi virker: ala... Du TØR ikke gå til lægen...
Umiddelbart tyder det for mig ikke på at han oprigtigt ikke vil jer mere.. jeg tror han er træt og deprimeret og holder ikke til alt det uro.. og hvis han så samtidig føler at han er en byrde.
Du kan ikke gøre andet for ham end at støtte ham, lytte til ham spørge om han har brug for noget.