Debatindlæg

Hvad er det for en person? Tidligere kæreste, en du har været forelsket i, en god ven eller....? Hvorfor ønsker personen ikk ekontakt længere?

Hilsen Dorte

Jeg fik hjælp ved en stress-coaching gennem et år (startede maj 2010) og sidste sommer fik han så nyt arbejde. Jeg fik så lov at beholde kontakten pr. mail.

Jeg kunne sende en problemstilling og fik herefter indput og forslag til løsningsmodeller.

Jeg kan bare nu fornemme på den ikke så hurtige respons, at han nok syntes at jeg burde komme videre, men jeg føler mig afhængig af hans mening.

Jeg har ikke som sådan været forelsket, men han fik det bedste frem i mig og jeg kunne lide mig selv i hans selvskab. Så et eller andet sted er der nok en form for følelser indvoldveret. Jeg føler mig bare ikke forelsket, men nærmer besat eller afhængig.

Hvad gør man?

Min første tanke er, at den proces du har været i gennem med coachen ikke er afsluttet "ordentligt". Man skal gøres parat til at stå på egne ben igen.

Er der nogen i dine omgivelser, som du måske kunne bruge til det samme? Fordele det lidt mere, så du ikke bliver besat/afhængig af en person.

Måske kan det også hjælpe hvis du skriver til ham/ mødes med ham og fortæller hvordan du har det, gør det klart hvad der sker i dig. Måske han kan hjælpe dig videre og måske hjælper det bare at få sat ord på det.

At han har fået det bedste frem i dig, er fordi det hele tiden har været der, han har hjulpet dig med selv at se det, og det forsvinder ikke fordi han ikke er der. Det skal du tage med dig.

Med tiden går det over at være "besat" af ham, der hvor det kan være tricky er hvis du overføre det til en ny person du møder. Du bruge tid og hjælp på at finde det i dig selv og beholde det uden "udefra faktorer".

Håber du kan bruge noget af det, vi er jo alle forskellige.

Knus til dig

Jeg har efterfølgende gået ved en kvindelig psykolog og her oplever jeg slet ikke samme afhængighedsfølelse, men jeg har så heller ikke turde fortælle hende rigtigt om det andet. Måske jeg skulle??

Jeg har så også været ved en psykiater nogle gange, men hans alder beskytter nok ham for min "tilbedelse" også.

Har en tid på onsdag ved psykiateren, og jeg tænker på om vejen frem måske er at få sat ord på. Håber lidt at jeg tør, for jeg tjekker mail-postkassen hele tiden - hele dagen. Tænker slet ikke på andet.

Det her dur ikke.

Jeg synes det er super hvis du kan få vendt det med din psykolog. De er jo ret gode til at få en til at vende tingene og finde løsninger selv. Samtidig tror jeg også det er rigtig godt du får sat ord på højt over for en anden....

Så håber for dig at du får dte gjort. For mig hjælper det at starte med at sige, der er noget jeg gerne vil tale om, men at det er svært at komme ind på... Så har man ligesom allerede "forpligtet sig" til at fortælle om det, og har erfaret at min psykolog så er god til at få mig ind på de ømme områder.

Held og lykke

Tak for det Dorte. Jeg tror at det må være den vej jeg skal.