Debatindlæg

Hej Sille

Ja, man kan få et liv – også selv om det, man har oplevet, er rigtig grimt!

Man tror det ikke, mens man har det værst. Men sagen er jo, at alt det gode, der kommer, vil opleves endnu mere intenst, på baggrund af alt det grimme, man har været igennem – akkurat ligesom den dejlige forårstid opleves som endnu dejligere, på baggrund af den triste, grå vintertid.

Og ja, man kan komme over skyldfølelse.

Det er noget underligt noget, at man føler sig skyldig over noget, man ikke er skyldig i. Jeg tror ikke, at det er til nogen hjælp at forholde sig filosofisk til skyldfølelsen. Selv siger jeg bare, at den er en del af depressionen, akkurat ligesom de langsomme bevægelser og den stivnede mimik.

Om man skal tilgive sig selv?

Personligt tilgiver jeg mig selv for alle de små fejl, som alle – også jeg - kommer til at begå. Hvad angår den store, altødelæggende skyldfølelse – så plejer jeg at klage mig!

Hvordan det?

Jo, når denne ubegrundede, men altfortærende skyldfølelse rammer mig, så prøver jeg at give den et følelsesmæssigt udtryk, for at få den ud af systemet og helt væk! Man kan selvfølgelig ikke sidde og klage sig højlydt, hvis man befinder sig i et tog eller et andet offentlig sted blandt mennesker.

Men når jeg er alene, kan jeg godt klage mig højlydt, og hvis jeg er ude at gå, kan jeg slå i jorden eller i sneen med en pind, for på denne måde at vende denne indadvendte altfortærende skyldfølelse, så den kommer udad og væk! Og jeg kan trampe i jorden og bande og rase!

Væk med den skyldfølelse! Få den ud af systemet, så den ikke laver ulykker! At gruble over den og forholde sig filosofisk til den, er det samme som at dyrke den, og det går ikke. Ud med den! Væk med den!

Filosofi i det hele taget og indisk filosofi med det særlige begreb om karma er interessant at fordybe sig i. Men under en depression er det bedre at undgå det filosofiske og i stedet forholde sig konkret til sin krop og sine følelser og sørge for at livet bliver levet i kroppen og ikke bare i hovedet!

Hvis man endelig skal være filosofisk, så foreslår jeg den kristne ide om en NY BEGYNDELSE, symboliseret ved fødslen af lille Jesusbarn.

Alt kan blive nyt, og man kan få det godt igen …

Mange hilsner

Irsten

Kære Sille

Jeg kom til at tænke på en spejdersang. Jeg er ikke specielt religiøs, men denne sang betyder meget for mig og jeg synger den ind imellem for mine børn. Jeg finder en slags trøst i den.

Prøv at læse den og se om du måske kan se det samme som mig.

"Du, som har tændt millioner af stjerner,
tænd i vort mørke en tindrende tro.
Du er vort lys, og du vogter og værner
os, så vi sover i tryghed og ro.

Tak for den lysende dag, der er gået,
gaven til os, dine hænder har rakt.
Tilgiv os det, som vi ikke fik nået,
tilgiv alt ondt, vi fik gjort eller sagt!

Tak for hver glæde, der fyldte vort hjerte,
hver gang du gjorde vort liv til en fest.
Hjælp os at bære hver byrde, hver smerte,
du ved alene, hvad tjener os bedst.

Tak for de mennesker, som blev vor støtte,
når vi fandt vejen besværlig at gå.
Hjælp os i morgen at hjælpe forknytte,
mød du os selv i de svage og små!

Du, som har tændt millioner af stjerner,
mørket i verden vil du byde trods.
Du er vor Far, den, der vogter og værner,
lys i det mørke, som kommer fra os..
"

Isoperla - Den sang har en stor betydning for mig også. Især de sidste linier!

Det er min aften sang til min søn, han synger den så tit for sin dukke efter jeg er gået ud.

Men Sille, ja, tilgivelse er er svært at give sig selv, men det er muligt...

Hej Sille, Isoperla og Bella

Salmen er meget dejlig, og jeg ville ønske, jeg kendte melodien ordentligt. Jeg har kun hørt den et par gange.

Men Silles problem er jo denne forfærdelige skyldfølelse over noget, hun faktisk IKKE er skyld i. Giver salmen også hjælp til det problem? Det synes jeg ikke!

Og hvis den gør, hvad hjælper det så, at Gud tilgiver én, hvis man ikke kan tilgive sig selv?

I årenes løb har jeg kun fundet én løsning på det problem, og det er at give smerten og pinen et konkret udtryk, ved at klage mig, slå på noget eller rase.

Jeg opfatter denne fuldstændig ubegrundede skyldfølelse som en form for indadvendt aggression. Den eneste løsning er at forsøge at vende følelsen, så den kommer ud af ens egen krop, ved at blive at blive udtrykt – og i øvrigt søge behandling for depressionen. Når man bliver rask igen, forsvinder disse skyldfølelser heldigvis af sig selv ;o)

Mange hilsner

Irsten

Undskyld Irsten. Du er nok ret, jeg havde ikke et brugbart forslag til Sille og sangen kan hun ikke nok bruge til noget.

Hej Isoperla

Der er selvfølgelig ikke noget at undskylde, og jeg er sikker på, at der er nogle, der kan få glæde og hjælp af salmen.

Jeg ønskede bare at fokusere på problemet angående de totalt ubegrundede skyldfølelser, fordi Sille skrev om dem.

Sådan som jeg ser på det, så er disse skyldfølelser totalt ulogiske og irrationelle, og lige præcis derfor er det så svært at finde fred på almindeligvis vis.

Mange hilsner

Irsten