Debatindlæg

Uhyggeligt nok, så giver jeg dig ret.

Det er en sygdom på lige fod med andre sygdomme og nogen gange tabes kampen.

Selvfølgelig skal man bede folk om at søge hjælp. Andet ville være uetisk. Fordi du har haft dårlige psykiatere, er det da ikke ensbetydende med at folk skal tage livet af sig selv?!? Hvad med de mennesker, der er kommet ud på den anden side som hele mennesker? Skulle de også helst bare have taget deres eget liv?!? Psykiatrien kan give dulmende behandling, men om man vil være rask... det er i bund og grund ens egen beslutning. Det kræver HÅRDT arbejde ofte resten af livet.

Jeg holder fast i, at det er dybt uetisk at love sårbare mennesker noget, man i mange tilfælde ikke kan holde.

Det er fint at opfordre folk til at tænke sig om en ekstra gang. Men sådan foregår det ikke. Selvmord fremstilles som et fænomen, der skal udryddes, og det bidrager yderligere til tabuiseringen af det.

Faktum er, at psykiatrien i mange tilfælde kommer til kort, og så bør folk have lov til en anden udvej. Det er uholdbart, som nu, at folk selv tager affære. Det svarer lidt til abort: Hvis man forbyder ogh tabuiserer abort, foregår indgrebene i det skjulte, til stor fare for kvinderne.

"Ens egen beslutning"? Ville du også fortælle en kræftpatient, at det var deres egen beslutning, om de klarede den? Nej vel, fordi visse ting i livet er ude af vores hænder.

Et godt råd, næste gang du begiver dig ud i en debat: Spar på de her: "?!?". Det virker lettere hysterisk, når du fylder din kommentar med blokbogstaver og spørgsmålstegn.

1: Jeg debatterer som jeg vil, og jeg bliver meget provokeret af at folk er modstandere af at bede selvmordstruede om at søge hjælp. Skal en kræftsyg så også lade være med at søge behandling?!? Der er jo temmelig mange, der dør af kræft, ikke? Og kemoterapi og strålebehandling er jo ikke det fedeste, så hvorfor ikke bare droppe de former for behandling?!?!
2: Og med psykisk sygdom bliver man desværre ofte meget egoistisk. Man glemmer, at andre faktisk er afhængige af, at man er i live, som holder af en, og hvis liv man ville ødelægge, hvis man droppede tanken om at få hjælp. Og jo, det kan jeg godt tillade mig at sige, for jeg ved godt, hvor hamrende egocentreret jeg var, da jeg var syg.
Så konklusion, JO!!!!! Selvfølgelig skal folk søge hjælp. Der er mange, der faktisk har fin gavn af den. At der så er folk, der er sværere at hjælpe end andre, det er en ting. Men man kan vælge, om man vil kæmpe eller ikke. Når man er syg, skal man ofte tære på de sidste af de sidste kræfter, ja, det er temmelig hårdt. Netop derfor skal man søge den rigtige hjælp, jo før jo bedre.

Jeg håber ikke, der er slemt selvmordstruede, der læser dit indlæg, og hvis de gør, så vil jeg sige til dem, at selvmord er det værste, man kan udsætte sig selv og sine omgivelser for. Det løser intet! Til gengæld kan man få det bedre, hvis man søger hjælp og rent faktisk kæmper for at få det bedre, også selv om det er pissehårdt og til tider en uretfærdig kamp. At søge hjælp er det første skridt på en meget lang rejse.

jeg vil giv dig rat ha sev ip livet det mae af gang .ta hjem og ta nåde truxal .truxal hjæpl ikke mig

Jeg har mistet min mor for nogle år siden. Hun besluttede sig for at tage sit liv efter mange års depressioner og yderligere kræftsygdom i de senere år. Jeg tror simpelthen ikke, at hun magtede mere. Vi talte ofte om, at hun skulle have noget psykologhjælp eller indlæggelse, men det ville hun ikke. Jeg tror ikke, at hun turde at tage hul på bylden. Hun havde haft en meget dårlig barndom, der forfulgte hende hele livet. Hun har formentlig tænkt, at med hendes alder i mente, så så fremtiden ikke lyst ud. Så i bund og grund forstår jeg godt hendes beslutning. Men man kommer ikke uden om, at det er meget traumatisk for de efterladte. Min gamle far døde et halvt år efter. Han og jeg var meget tæt på min mor og vi havde begge stor skyldfølelse over, at vi ikke havde opdaget, hvor slemt det egentlig stod til , i tide. Så det har bestemt en prisfor de efterladte.

Jeg synes, at der er stor forskel på om det er et ungt menneske, der vælger at tage sit liv eller et ældre menneske. Et ungt menneske har livet foran sig og håbet om, at det kan blive bedre. Et ældre menneske har levet en stor del af sit liv med erfaringerne om, at det ikke er blevet bedre og mister derfor troen på fremtiden. Der må man respektere , at livet kan være så hårdt, at det er den enkeltes eget valg. Jeg tror også, at den hjælp man kan få ofte er mangelfuld. Det er tit at sygdom tager tid , fred og ro, og det mestrer sygehusvæsnet ikke. En sengeplads er dyr , så Det er hurtigst muligt ud af vagten. Der er også derfor de stor mængder medicin er inde over, da der skal være resultater hurtigst muligt. Jeg må sige, at jeg heller ikke har den stor tiltro til systemet. Det er en kamp man selv skal magte og det kan være svært, hvis man har brugt en stor del af sit liv på det uden resultat. Godt at høre, at der også er mange der får det bedre.

Hvor har du ret1 Du risikerer at få skrabet din sidste selvfølelse og værdighed væk. Det eneste, jeg ønsker, er, at fungere- hvorfor kan de ikke unde os det? Rækker vi ikke til mere end efterrationaliseringer? Hjælp os, mens vi er!