Debatindlæg

Hej alle

Jeg har ikke været aktiv herinde længe, jeg følte jeg havde det godt, var faktisk helt overbevist om at jeg nok var helt færdig med depression, for jeg havde styr på det hele.. Men sandheden er egentlig bare en helt anden. Jeg tror jeg har valgt bare at lukke af og ikke ville indse det nok ikke alt var så godt som jeg gerne ville gøre det til.
Jeg har gået sygemeldt så længe det nu er tilladt i vores verden. Og blev derefter gennem jobcenteret sendt ud i praktik, det gik fantastisk og jeg gik på et år fra 20 timer om ugen til 34. Jeg elskede min praktikplads og de mennesker der var der. Det var min lille familie. Desværre stoppede det da der bare ikke var råd til at ansætte mig(fik den bedste anbefaling med derfra). Vi flyttede og jeg kom under en anden kommune. Kom ud i ny praktik 25 timer om ugen, men dagene gik med at sidde ned og glo fordi der virkelig ikke var noget at lave. Det var til gengæld to dejlige kvinder jeg kom til at arbejde sammen med, som jeg stadig er i tæt kontakt med. Praktikken dernede stoppede to måneder før planlagt, fordi både de og jobcenter mente jeg var for god til at sidde der. Jeg var jo en dygtig pige med ben i næsen, der kunne lave noget. (de bedste komplimenter) Man bliver en halv meter højere når man får så gode kommentarer med på vejen.
Jeg fik ny praktik plads i en stor butik, jeg gik på med krum hals. Men det skulle hurtigt vise sig at stemningen dernede var rigtig dårlig. Opdelt i to grupper. De unge som havde kontakt til hinanden privat også, så derfor snakkede man kun arbejde når man var på arbejde. Fik overhovedet ikke lov til at komme ind på livet af dem. Den anden gruppe, blev jeg hurtigt en del af, de ældre hyggelige mennesker. Men desværre også de mest negative. Dem der ligemeget hvilken arbejdsplads de bliver sat på er negative og kan finde noget irriterende ved det hele. Chefen selv snakkede jeg med den anden dag jeg var der og ellers ingen kontakt der. Ikke en gang så meget som et smil fik man med på vejen når man gik forbi ham. Det endte med at fra min kæreste stod op om natten (pga hans arbejde) kvart over tre til mit vækkeur ringede fik jeg ingen søvn. og ellers kun meget lidt hvor jeg falder hen men pludselig vågner op med den vildeste hjertebanken. Når jeg så står op følte jeg mig helt ved siden af mig selv, kvalme ondt i maven nogle dage hovedpine. Og når jeg så havde afleveret datteren i skole og stod og ventede på bussen, skulle jeg kæmpe for ikke at begynde at græde. Når jeg kom på arbejde, blev jeg gerne hurtigt sat igang med noget men kunne ikke rigtig komme op i tempo og så mange gange jeg overhovedet kunne slippe afsted med det gemte jeg mig på toilettet, bare lige for at trække vejret.
Nu er jeg så sygemeldt. i første omgang 14 dage. Da jeg har fået ny læge har jeg fået et fint skema med hjem jeg skal svare på med de sædvanlige spørgsmål.... har du øget appetit, mindre appetit, mistet lysten ttil livet, sover du mindre osv osv osv.... Men jeg har aldrig svaret på sådan et skema før, da der ikke tidligere har vret nogen tvivl om jeg havde en svær depression. Nu aner jeg ikke en gang selv hvor jeg ligger. Nu er jeg jo bare hjemme og har det egentlig okay. Men desværre skal kæresten ikke sige ret meget til mig før jeg får lyst til at græde. Og han har rigtig svært ved at forstå jeg ikke bare går nogle ture og bliver luftet lidt i stedet for at sidde hjemme og hænge.
Men hold kæft jeg føler bare jeg svigter ham, min datter, min arbejdsplads... Og samtidig med føler jeg mig ikke ret meget som en del af samfundet når jeg bare er hjemme. Jeg ved jo jeg har det bedst med at komme hjemmefra og få noget input fra andre mennesker, men tanken om jeg skal derned igen er lige så det hele vender sig i maven på mig... Måske det bare ikke er det rigtige sted jeg er kommet hen, men vil ikke svigte dem og føler mig som en der bare giver op.... øv øv.....