Debatindlæg

Selvmordstanker
Dette brev blev ikke hvad jeg havde tiltænkt - hvilket var et første udkast til et farvel til denne verden - et selvmordsbrev, om nogen vil. Men min indre stemme tog over, og nu er det ikke andet end et forsøg på at nedfælde mine suicidale tanker, og motivationen bag at ne skrive dette og sende det til dig må du ikke spørge mig om, for jeg aner det ikke, og du ved det sikkert bedre end eller i det mindste ligeså godt som mig.
Kære verden.
Jeg har set dig, og synet har snart forfærdet mig, siden fyldt mig med håb, fortvivlelse, længsel og alle andre ting et ungt sind kan fyldes med. Jeg har hørt dig, og mens tonerne af din smukke klang kan få mig til at glemme alle pinsler og lidelser der finder sted på dit sted, kan dit barske støj få min snude til at vende ned af. Og apropos snude; ligeså godt du kan dufte, ligeså fæl en stank kan du rumme. Og jeg har smagt dig, jeg har smagt hvordan du det ene øjeblik kan forstene alt omkring mig inklusiv tiden, mens du et øjeblik efter kan smage så grimt at ikke det fattigste barn i verden ville misunde det øjeblik jeg smagte på dig. Og jeg har følt dig, åh hvor jeg har følt dig. Og forundres over hvad der er bedst eller værst, eller hvordan man nu vil formulere sig: den lidenskabelige berøring fra en kvinde til hvem man har tabt hjertet, eller manglen på samme.
Og alle de ting jeg har oplevet ved én sans, går igen i alle sanser, og er allestedsnærværende i livet. Jeg er ung, men føler jeg har oplevet det hele. En tilværelse fuld af modsætninger, rutsjebaneture op og ned, hen og over og jeg ved ikke hvad. Jeg har måske dog aldrig betragtet mig som værende rigtigt lykkelig. Jeg har haft mange glade og gode stunder. Disse stunder er ofte kendetegnet ved en lykkerus der har varet en given rum tid, hvorefter jeg har vendt tilbage til den nøgterne reflektoriske tankevirksomhed som, på trods af at jeg ofte bilder mig ind at mit selv ikke har nogle rigtige karakteristika, må siges at kendetegne mig, hvis du spørger mig selv altså. Og hvis vi bliver ved det emne - hvad ville folk sige hvis de blev spurgt om hvad der kendetegnede mig? Jeg aner det ærlig talt ikke. Et af de spørgsmål der har naget mig mest i løbet af hele mit liv, har været om jeg er en attraktiv fyr for personer af det modsatte køn. Nolge gange når jeg kigger mig i spejlet ser jeg en ret flot fyr. Andre gange ser jeg en virkelig grim fyr. Det samme på billeder. Endnu en gang, en kendsgerning som efterlader mig med stor undren. Men det er ikke en rar undren. Ingen af de ubesvarede spørgsmål om livet jeg tumler med til hverdag kan betegnes som hverken konstruktive eller behagelige.

Måske er alt dette bare et udtryk for at jeg mangler anerkendelse, spørger du måske? Og jeg må svare måske. Og jeg må spørge, hvor svært kan det være at komme med uforpligtende komplimenter? Bare fortæl mig at jeg er ok, at jeg nok skal klare mig, og at du elsker mig (altså ikke du, som læser dette brev. For det ville være mildest talt åndssvagt at føle det på baggrund af dette brev, det kan selv jeg se. Det var måske mere ment som et udtryk for hvad jeg savner i mit liv). Hvor mange personer har fortalt mig de elsker mig? 3. Min kusine, min mindste lillebror og min ekskæreste, og alle meget få gange.
Denne stemme som diktere hvad jeg skal skrive virker så fjern så fjern for alle de ting jeg oplever, jeg sanser. Og det er mildest talt frustrerende, for tænk hvis den ikke talte mig fra alle de ting jeg egentligt godt vil, og nu snakker vi både om handlinger, men også om de ting jeg godt vil tænke om mig selv, andre mennesker og livet generelt.
Jeg har nået til den konklusion at min tilværelse er fuldstændig formålsløs. Jeg ved selvfølgelig at jeg kan bidrage til en fremtidige arbejdsgivers virksomhed, for jeg er en meget dygtig arbejder hvis du spørger mig. Og det gælder stort set i hvilket som helst arbejde. Men reelt set tror jeg ikke min tilstedeværelse har nogen egentlig betydning for andre folks lykke. Ikke et menneske kan jeg