Debatindlæg

Jeg vil ikke leve mere.
Jeg er så hamrende træt af at tænke så mange tanker.
Jeg afskyr mig selv og jeg afskyr andre for ikke at være som jeg gerne vil have dem til at være.
Folk har nok i sig selv.
Jeg er på grådens rand hele tiden og jeg kæmper for ikke at vise min sårbarhed.
Jeg er så træt af det hele.
Hvis jeg dog forhelvede bare havde styrke nok til at skære mig dybt nok til at aldrig at vågne op igen.
Jeg vil væk fra dette sted.
Et sted der er så fyldt af dårlige ting.
Jeg væmmes.
I andres liv er så fejlfrit og ubesværet, så ubekymret.
Jeg kæmper for at holde mig selv oppe, hver eneste dag.
Jeg vil så gerne høres, men jeg tillader ikke mig selv at i skal se eller høre mig sådan.
Jeg er så fandes magteløs.
Jeg er så vred indeni, men jeg har ikke hvad der skal til for at bide fra mig.
Jeg er så led og ked af at være tine.
Jeg vil ønske at se døden i øjnene, men jeg tør ikke.
Gid at mit lys ville slukke uden at jeg selv skulle gøre noget ved det..
der er så fandes meget der presser sig på, men jeg formår slet ikke at komme af med det.
Jeg er til besvær for andre,
i tror ikke på mig.
Det er så svært at være mig for tiden.
Hvis jeg dog bare kunne græde og på den måde få det til at hele.
Lyt til mig. Hjælp mig.
Eller slå mig ihjel.
I andre nyder jeres hverdag, med familie, børn og arbejde og ikke mindst kærlighed og varme.
Hvad er der til mig?
Ja jeg er et kæmpe skvat.
Der er så helvedes mange tanker som jeg ikke kan sætte ord på. Jeg brænder bare inde.
Jeg kan gå og gøre rent, og pludselig blive overmandet af selvmordstanker, men mærker alligevel gemt inde bag ved en glæde ved livet. Og gør mig tanker om alle de smukke og skønne ting jeg vil miste ved ikke at være her mere..
lyden af fugle der synger, solen der skinner varmt og smukt.
At grine så tårende triller, nyde musikkens rolige toner.
Alt dette mister jeg ved at ligge begravet i mørket.
Hvis bare jeg vidste hvad jeg skulle gøre.
Hjælp mig ud af denne tilstand, jeg magter det ikke mere..
jeg kæmper i stilhed.
Jeg gider ikke mere.
Det hele virker så ligegyldigt..
giv mig nu forhelvede bare fred så jeg kan holde ud at være til.
Lad mig være som jer andre, lad mig tænke godt om mig selv og om jer andre.
Hvorfor skal dette ramme mig, jeg har kræftedme kæmpet hele mit forbandede liv.
Jeg orker ikke mere nu forfanden.
Lad mig græde ud og komme ovenpå, men end ikke det formår jeg.
Hold om mig, fordi du ved jeg fortjener det og fordi du ikke kan lade være.
Lad mig blive barn igen.
Trøst mig som var jeg spæd.
Elsk mig som det mest dyrebare der findes.