Debatindlæg

Ved slet ikke hvor jeg skal ende eller begynde, er heller ikke lige så sikker på jeg har noget at spørge om, men har nok mere brug for at dele.
Jeg er under Assens kommune. Hvilket har vist sig at være helt fantastisk. Jeg er i kontanthjælpssystemet efter meget lang tids sygdom og derefter svært ved at finde arbejde. Jeg har overvejet uddannelse, men er bange for at med min koncentrationsbesvær, så ville jeg alligevel ikke kunne gennemføre det.
Efter jeg kom under Assens kommune i slutningen af 2011, kom jeg i en lille butik, hvor jeg var 5 timer om dagen. Det gik rigtig godt, men det var et roligt tempo,desværre også for langsomt et tempo til mig. Jeg blev flyttet til en noget større butik, hvor jeg faktisk glædede mig til at komme hen, jeg var positiv og optimistisk og havde hørt meget gode ting fra tidligere kollegaer. Har altid haft svært ved den første dag og er altid gået hjem med hovedpine pga af alle de nye indtryk. Så de første par dage tog jeg ikke så tungt og følte også jeg havde det rigtig godt. Til trods for jeg allerede anden dag måtte erkende at det timeantal var helt umuligt for mig at klare. Total falliterklæring at jeg så hurtigt følte mig dårlig tilpas.
Men så kunne jeg pludselig ikke sove om natten mere, jeg vågnede når min kæreste tog afsted tre timer før mit vækkeur ringede, og sov så meget uroligt et par minutter for derefter at vågne med vild hjertebanken og tanker der farede rundt i hovedet på mig, men jeg formåede ikke at få til falde til ro. Fik en gang et rigtig godt råd at jeg skulle tage dybe vejrtrækninger og bare lytte til dem, men det hjalp bare ikke noget. Jeg stod op når mit vækkeur ringede med trykken for brystet hjertebanken, en vild lyst til at græde og begyndende hovedpine.
Når jeg havde afleveret min datter i skole og skulle med bussen på arbejde, måtte jeg kæmpe for ikke at græde og virkelig kæmpe hårdt for ikke at overtale mine ben til bare at storme hjem og gemme mig. Jeg forstod slet ikke jeg kunne have det sådan. Min arbejdsplads, er et okay sted, med søde mennesker, men alligevel formåede jeg ikke at falde til, geme mig på toilettet mest muligt. Chefen viste ingen interesse i at jeg skulle falde til og kollegerne havde mere travlt med at bagtale hinanden, eller snakke arbejde.
Jeg endte med at blive syg af influenza og lå helt død en uge. Men hjertebanken forsvandt og jeg følte mig bedre tilpas. Jeg tog derefter afsted på arbejde igen, men lige så hurtigt jeg havde raskmeldt mig igen begyndte hjertebanken og tårerne pressede sig på. Jeg tog afsted i tre timer for derefter at tage hjem, med dårlig samvittighed over at jeg bare ikke kunne.
Med mange gode snakke med min kontaktperson, blev vi enige om at jeg skulle blive hjemme til jeg havde været ved lægen. Da jeg havde været hos hende blev jeg sygemeldt 14 dage. Der udfyldte jeg så et depressions skema fordi jeg kunne godt mærke jeg bare følte alt gik den forkerte vej og havde det bedst sammen med mennesker jeg ikke følte jeg skulle leve op til. Jeg var så igår oppe ved hende, hvor vi ik en lang snak og jeg godt kunne mærke at tårerne bare skulle ud så jeg græd rigtig længe og fik fortalt hende mange ting jeg egentlig slet ikke var klar over gik mig så meget på. Jeg er nu startet på Sertralin, da jeg tidligere har fået Citalopram, men de fik mig bare til at føle jeg befandt mig i en osteklokke. Jeg har allerede kvalme efter den første pille, men det skal bare virke den her gang. Har desværre været slem til at føle mig ovenpå og så bare selv trappe ud af pillerne. Jeg må ikke lave den fejl igen.
Jeg har ellers sværget til så meget kontakt til min kontaktperson som muligt omkring mit arbejde, men måtte bare overgive mig igår og sende en mail. Jeg fortalte jeg er sygemeldt de næste tre uger så vi kan se hvordan medicinen virker, og så derefter se om ikke jeg kan komme igang igen. Men at jeg nok desværre følte jeg måtte opgive og håbe jeg kunne komme et andet sted hen.
Idag modtog jeg en rigtig sød email retur fra ham om