Debatindlæg

Nu engang, så gør du det for børnenes skyld. Om du er bange for at de skal lide samme livsgang ang. sygdom og medicin, eller du er bange for din reaktion på dem, ved jeg ikke, men jeg syntes det er et godt valg. Jeg kommer selv fra en familie hvor min far er alkoholiker pga. Bipolar Sygdom, og det var kort sagt et helvede, eftersom jeg formentlig lider af det samme, og vores op- og nedture, lå skråt for hinanden. Havde han det godt, havde jeg det skidt etc etc etc.
Det eneste du skal lede efter, er en partner der ønsker det for dig, som du ønsker for dig selv. Hvis han elsker dig, så elsker han de valg du har truffet.
Der er mange der ikke har børn, og det er også tit noget de selv har valgt. Du vil have tid til ting, som du ikke ville kunne, hvis du havde børn. Alt har fordele og ulemper.

Mvh Lowen.

som udgang punkt vil jeg sige bærn er kun til låns.
Man kan være forældre af navn og ikke af gavn, men man kan osse være forældre af gavn uden at være det af navn.

Pointen i det hele er, det er glæder og sorger ved selv at have børn, Mange falinier og især enlige forældre har ofte brug for en der lige kan være med på sidenlinine som reserve forældre.
Det jo lige er du måske kunne komme med på banen.
Jeg blev skilt i 1996 en lykkelig skilsmisse og vi er de bedste veninder idag lige fra dengang. Min lykke blev at et venskab opstod istedet for samliv så jeg stadig havde en og ikke følte mig alene i verden sammen med børnene.
Dels kender jeg en enlig mor som osse lige fandt en hjerte veninde som har været med så hendes børn ligesom følte der var flere voksne tilstede i deres liv. medgav deres kærlighed så ders opvækst blev bedre.

Klart det ikke kan erstatte ens egen lyst til egne børn.
der er faktisk ret mange idag der uden sygdoms problemer vælger børn fra og har et ok liv med det.
Måske du en dag finder en enlig far hvor du kommer med iet familieliv et vides jo ikke.
Valg uanset hvilken vi skal tage å vores vej er ikke altid nemme.
PT selv er jeg født forkert i ale retninger ( tvekønnet ) og to det valg i 1996 helt at leve som det jeg følte mig mest som nemlig kvinde. Så blevdermed enlig mor smiler.
Det har været svært og masse af modgang men set i bagspeglet ha nederlag gjort mig stærkere idag.
Alt dette har medført jeg ikke kun har mine 2 dejlige oksne unge drenge idag men en hel folk at tiløbende unge som har været venner med mine op gennem årende samt de der er kommet til senere. Der er jeg endt som pap mummy for dem af hjertet og gavn og ikke af navn .
Så Missdivine verden ligger åben for alle uanset hvor svært livet byder en det. men den kommer ikke af sig selv i postkassen man må ud og vise her er jeg. Så kommer der større gevinst end man aner på alle måder mvh conny karina A

det altid svært uaset hvilken valg du tager men om alter findes der et skønt liv osse uden børn. det kunne jo osse være du fandt en med unger eller børnebørn da jeg jo ikke kender din aldre og familie heller ikke tid af det gode vel.

Hej.

Jeg går selv med samme overvejelser som dig.

Jeg havde altid troet at min bipolaritet skyldes min opvækst(dårlig barndom, svigt etc.), men for nyligt fandt jeg ud af, at min mor også er bipolar.

Det fik mig til at tænke "Vil jeg risikere at mine børn får samme gener? Når jeg ved hvad man skal igennem?"

På den ene side vil jeg selvfølgelig ønske, at mine børn bliver sunde og raske.
På den anden side vil jeg da ikke bytte mit liv for noget. Sygdom eller ej. Jeg er glad for, at min mor fik mig.

Nogen gange føler jeg at den eneste forskel på mig og min omverden og familie er- at jeg ved jeg er skør i småt som stort. Og at hvis min familie opsøgte en psykiater vil de beste ikke slippe ud uden en diagnose. Min mor sagde på et tids punkt min pige er ikke skør hun ligner bare sin familie.
Og det har hun så evigt ret i- de kommer fra en tid hvor der ikke blev smidt rundt med diagnoser, og hvor systemet ikke havde så intimideret magt på mennesket.
Hele min familie er bornholmere og skrup skør- hvordan fanden havde de tænkt sig at der skulle komme et normaliseret menneske ud af det. I sidste ende kan man ikke mere end man har lært.

Og et liv uden børn.inderst inde er det det største der kunne ske liv i maven. Men omvendt har jeg frygten for at systemet vil spænde ben for mig og måske fjerne mit barn. Og tror et barn alene uden kærligheden til en mand vil være ensomt og tomt.
Syntes ikke i skal tænke så meget over arv og lad leve- kærlighed og omsorg til hinanden må være det største- og har du en stabil kærlig omsorgsfuld partner og du selv er i okay harmoni med dig selv, så syntes jeg som kvinde det er okay, at sætte børn til verden hvis der er kærlighed tid og rummelighed til det.
Som en så smukt skriver- jeg er glad for min mor fik mig
Livet er jo smukt , selvom det gør ondt at stå ved siden af

My