Debatindlæg

Hej Lillemy

Jeg har været i samme situation som dig, og jeg vil gerne fortælle om mine erfaringer.

Jeg har været eneforsørger for min søn, og jeg havde mange svære depressioner. Angst har jeg dog stort set ikke haft erfaringer med.

Jeg husker med pinagtig tydelighed, hvor svært det var. For mig var det værst, da min søn var 2 år. Han var ellers en harmonisk og glad dreng, men da jeg fik en svær depression, kunne han sidde i sin høje stol og græde ulykkeligt, tilsyneladende uden nogen grund.

Du skriver, at det virker som om din datter reagerer på, at du ikke har dit sædvanlige overskud. Det har gjort, at hun er blevet morsyg og pylret og krævende. Ja, det tror jeg også, desværre.

Det, der er galt, og som umiddelbart kan ses, når man har en depression, er, at man mangler sin sædvanlige udstråling. Man er jo nærmest helt udslukt, i hvert fald i blikket. Især helt små børn lever på en måde af den kontakt, de får via den voksnes udstråling.

Min søn reagerede på, at der var ”slukket for kontakten”. Jeg var dengang nødt til at bede noget familie om at passe ham i nogle uger, indtil jeg kom ovenpå igen. Men jeg fik flere alvorlige depressioner, og da var han blevet større og var begyndt i skolen, og så kunne jeg jo ikke sådan lige tage ham ud af skolen og sende ham på ferie. Men vi klarede os, fordi han havde mange legekammerater, som han kunne være hos nogle dage efter skoletid og i weekenden. Disse legekammerater havde jo også forældre, som gav ham noget voksenkontakt.

Har du ikke mulighed for at få noget aflastning? Kan din datter ikke være noget mere sammen med sin far?

Jeg synes, at du skulle forklare dine venner og din nærmeste familie, at du har brug for hjælp. Nogle gange hjalp det også mig, hvis en veninde kom sidste på eftermiddagen og ”tog over” så at sige. Veninden medbragte varer til aftensmad, som hun lavede, mens hun samtidig snakkede med min søn. Imens kunne jeg holde lav profil.

Desuden tror jeg, at det er vigtigt at give din datter en forklaring om din sygdom, der er tilpasset hendes alder. Sig, at du er syg, og at det vil gå over igen. Allervigtigst er det, at hun forstår, at det IKKE er hendes skyld, at du er syg/ked af det.

Så er der problemet med den dårlige samvittighed. Ved du hvad, jeg tror ikke på, at man arver tendensen til depression via generne! Og det siger jeg, selv om det meste af min familie har døjet med depressioner!

Jeg tror, at det er en større følsomhed, man arver. Og hvis man giver sit barn støtte og hjælp til at tackle den følsomhed, så kan barnet få et rigt og godt liv uden depressioner. Og når du nu bliver rask igen, kan du jo igen i fuldt omfang give din datter den støtte, hun har behov for. I mellemtiden må du bede om hjælp fra andre.

Jeg kan fortælle dig, at min søn burde være ekstremt meget arveligt belastet, idet der har været svære depressioner især i min familie, men faktisk også i hans fars familie. Min søn er imidlertid vokset op til at være en sund, harmonisk og robust mand, der nu er far til to følsomme døtre. Han har ikke haft nogen depressioner. Og heldigvis er både han og hans kone meget opmærksomme på at give deres døtre den nødvendige støtte. Så jeg håber nu, at denne ulykkelige tendens til depression er fuldstændig brudt.

Jeg tror fuldt og fast på, at din datter IKKE behøver at arve tendensen til depression.

I øvrigt er skyldfølelse og dårlig samvittighed noget, som Fanden har skabt! Jeg ved godt, at det er svært, men prøv at tænke på noget andet, når du mærker den dårlige samvittighed. Den kan ikke bruges til noget.

Jeg sender dig og din datter al min opbakning og alle gode tanker

Irsten

Mange tak for dit svar!
Jeg vil gemme det, og læse det igen - det giver mig meget!

Kære lilley Åby hvor jeg datiden grad desværre genkender det dunder bekskriver... Jeg havde på det tidspunkt en søn på 8 dvs at han så er 10 idag og jeg har som du evigtvtilbagevendende samvittighed over om jeg nu er en god nok mor om jeg nu gør tingene godt nok.. Men som mor tror jeg bare ikke man kan gøre det bedre end man nu engang gør man elsker betingelsesløst og gør alt hvad man kan for sine børn hvem kan forlange mere. En Ting jeg synes mannskalmligge stor vægt på er osse at dunhusker at fortælle din datter hvorfor du har det som dubhar det så hun ikke går og tror det er hendes skyld eller noget for de tænker meget mere over tingene de små end ci går og regner med. Så h ellers fortælle dem hvad det er der foregår det fårmbåde du og hende mestre f tænker jeg. Men udover atvtræne på hende er det osse yderst vigtigt at duntæpper påmdigbselv giv dig selv lov til atvhave det skidt uden den dårlige samvittighed for det er inden grad osse tiilladt obosar et skridtpå vejen mod helbredelse. Rigtig god bedring og pas på dig knus

Jeg er så glad for at få svar herinde!
Tak candy. Jeg tager dine råd med mig!

Kære lilley jamen det var da så lidt hvis mine erfaringer kan hjælpe dig. Deler jeg da gerne det er. Vel osse det depnet er til for at vi kan støtte og hjælpe hinanden:) knus og pas på dig

:)

Jeg kan så godt følge dig. Jeg føler jeg går glip af al den lykke der er omkring de små. Hader at jeger så trist mens de kigger glædesstrålende på deres mor. Hold op hvor gør det ondt ikk at være den mor man ønsker være;(