Debatindlæg

Jeg kan godt forstå at det er en svær situation og jeg kan selvfølgelig ikke fortælle dig hvad der er det rigtige for dig. Men jeg kan dele nogle erfaringer set fra den anden side.
Jeg er selv blevet afvist pga depression to gange i træk af kærester jeg var dybt forelskede i. Jeg valgte at være ærlig fra starten af om at jeg har tendens til at blive depressiv og har haft det i årevis. Men i begyndelsen af forholdene var jeg nok mest glad og forelsket og det tager jo noget tid at åbne helt op og vise hvordan man har det, fremfor bare at fortælle om det. Begge fyre bildte mig ind at det kunne de sagtens tackle og man vil jo forfærdeligt gerne tro på at der findes mennesker, der kan rumme en som man er, med både gode og dårlige sider! Men da jeg så 3-5 måneder inde i forholdene af forskellige årsager er gået helt ned med panikangst og depressive anfald - ja, så løb de deres vej... Og det gør så ufatteligt ondt! Når man langsomt har åbnet op og opbygget en hel masse dybe følelser for et andet menneske, så at blive afvist pga. af en sygdom som jeg jo i bund og grund ikke kan gøre for. Jeg kan kun prøve at blive rask og at være ærlig og kommunikere så meget som muligt, for jeg ved godt at det er hårdt for de pårørende. Men det er åbenbart ikke nok. Man skal være glad og succesfuld i denne verden for at være god nok...
Set i det perspektiv, synes jeg at det er godt at du er ærlig. Grunden til at jeg er ærlig fra dag 1 af er jo også et (omend mislykket) forsøg på at beskytte mig selv. Hvis andre ved at de ikke kan tackle det, så kan de ligeså godt gå med det samme! Det er trods alt mindre hårdt at miste en man lige har mødt, end en man er kommet til at elske...
Men når det så er sagt, så vil jeg også sige at der er STOR forskel på mennesker med depression - alle kan blive ramt, og to depressioner ytrer sig sjældent ens, selvom der måske er nogle fælles træk. Og der er stor forskel på hvordan man tackler en depression overfor sine omgivelser. På det grundlag, virker det meget generaliserende og som at skære alle over en kam, at du afviser ham udelukkende pga en depression. Man kan sige, at hvis du møder en, der ikke er depressiv, er der jo heller ikke nogen garanti for at han ikke bliver det senere - ligesom der heller ikke er nogen garanti for at du ikke selv en dag bliver ramt af depression eller angst eller en hvilken som helst anden sygdom og har brug for at andre vil være der for dig og acceptere dig som du er, med hvad du nu har at kæmpe med.
Men selvfølgelig er du nødt til at mærke efter, hvad du kan lige nu og her.
En idé: Måske kan I mødes som venner i stedet? Lære hinanden bedre at kende og kommunikere ærligt sammen om hvor I er hver især? Hvem ved, det kan være at han viser sig at være helt anderledes end din ex - måske et nyt venskab også kan give dig et større perspektiv på, at vi alle er meget mere end vores diagnoser.
Held og lykke :)

Jeg kan se du har været i et forhold med en Maniodepressiv, og jeg står selv lige og er kommet ud af et - der var præcis som du beskriver det: on and off - så var man god nok, og så var man ikke en dyt værd..

Jeg ville egentlig høre hvordan du kom videre, for jeg har meget svært ved det, når man jo blev så involveret som man blev.

Til dit indlæg her, kan jeg kun forstå du passer på dig selv! Det ville også skrive "Advarsel" inde i mig, når man har været i et sådan ustabilt forhold før, hvis en ny person i ens liv sagde de var depressive. Du skal tænke på dig selv først..

Mvh. Laus

Kære Nina,

Jeg kan sagtens forstå, at du føler, det rammer dig, når du læser sådan et indlæg, og det er jeg selvfølgelig også oprigtig ked af, for jeg ved selvfølgelig godt, at man ikke kan skære alle over en kamp. Men jeg blev så utilpas, da han fortalte om sin depression pga. mit forliste forhold med den manio depressive mand, jeg har været i forhold til. Der går ikke en dag uden, at jeg tænker på ham, selvom livet går videre. Han var mit livs største kærlighed, og jeg er heller ikke i tvivl om, at han var umådeligt meget forelsket i mig på hans måde, men han var desværre en af de bipolare, som ikke ønsker hjælp. Han fortalte først om hans sygdom, da jeg havde kendt ham i et halvt år. Da vi boede langt væk fra hinanden, så gik der noget tid før, jeg kunne se, at der var noget galt med ham, og jeg troede, at jeg blot så spøgelser, men desværre så var mine bange anelser sande om hans lidelse.

Jeg kæmpede virkelig meget med ham.

Hej igen Nini og Laus,

Til Nini: Jeg satte mig 100% ind i hans sygdom, fandt dette site, som jeg brugte ind imellem, når jeg havde behov for sparring med enten pårørende eller chatte med bipolare. Jeg læste en masse bøger om sygdommen, forskellige historier fra både pårørende og bipolare om deres oplevelser med sygdommen.

Jeg håber så inderligt, at jeg med tiden kommer helt over sorgen, at det ikke gik med ham. Den sorg og de oplevelser jeg havde med ham, kan jeg ikke byde min krop igen. Jeg tog 10 kg., begyndte at få grå hår plus rynker pga. min store sorg, at jeg tabte slaget.

Han gjorde det forbi 6 gange i løbet af det år, vi kendte hinanden. Jeg kontaktede ham hver gang efter lidt tid, og han ville prøve igen, men jeg hørte aldrig fra ham igen efter vores 6. brud. Nu er det et år siden, at jeg sidst kontaktede ham, men jeg har lovet mig selv, at jeg vil ikke involveres følelsesmæssigt igen med en, der er deprimeret, selvom jeg ved, det er unfair, men jeg gik utroligt meget igennem med ham. Han var selvmordstruende, eksperimenterede selv med sin medicin, ville ikke gå i kognitiv terapi, for det havde han prøvet en enkelt gang, og det ville han ikke prøve igen. Hans humør svingende ekstrem meget især om vinteren, men han ville ikke høre, da jeg spurgte om efteråret til hans depression, om det blev værre om vinteren, for han mente, at han havde styr på det. Det var så den vinter, at det endelig sluttede. Jeg fandt efterfølgende ud af, at han kørte et dbl.spil med en anden kvinde i den første tid, vi var kærester. Vi er nu blevet veninder, og vi har haft behov for at tale om det, da hun intet vidste om hans sygdom.

Jeg så andre tegn på, at han var mig utro, som jeg aldrig fik talt med ham om. Men jeg læste jo også, at man som bipolar kan få en svingende adfærd, og når man er manisk, kan man ha' tendenser til utroskab.

Jeg var da enorm ked, at jeg afviste den søde fyr, som var så ærlig om hans sygdom, men jeg tør simpelthen ikke prøve igen.

Til Lulu: Jeg har skrevet om mine oplevelser til Nini, som du kan måske lære lidt af.

Jeg er dog aldrig helt kommet mig over bruddet, selvom det nu er over 1 år siden, for han var mit livs største kærlighed. Jeg har lært at leve med sorgen og tabet, for det er svært at forstå, at han skubbede mig væk, når jeg ved, at han elskede mig på hans måde. Men jeg har sagt til mig selv, at han var nødt til det, så jeg kunne komme videre med mit liv. Han ønsker ingen hjælp, og jeg synes, det er trist for ham selv. Jeg kontakter ham dog aldrig mere, selvom jeg savner ham. Jeg har sagt til mig selv, at manden er syg, og han er født sådan. At han har påført mig meget smerte, kan han ikke gøre for inderst inde, for han har behov for kærlighed som alle andre, og han gør ikke disse ting for at gøre mig ked af det. Det er sådan nogle ting, jeg siger til mig selv, så jeg bedre kan forstå, hvorfor forholdet endte til sidst.

Jeg ved ikke, om det giver mening, men du kan jo gøre som jeg ofte gør nemlig at lave en liste (positive/negative) ting og skrive de ting ned. Det kan måske bedre få dig til at forstå, at det er ikke nemt at acceptere sygdommen, men det er en sygdom, han ikke kan gøre for, da han er født sådan. Det er et stof i hjernen, som han ikke kan producere på samme måde som os andre. Når han får sin medicin, så bliver han aldrig glad men heller aldrig ked af det. Groft sagt så har det den indvirkning, at dør hans mor, så vil han tænke øv og være ked et øjeblik, hvorefter han måske køber sig en is eller går i byen.

Vær god ved dig selv og tænk på ham som en gave, du har oplevet i dit liv men giv slip, hvis du kan, for du skal passe på, at du ikke ryger længere og længere ned i sølet, som jeg gjorde efter det endelige brud. Jeg græd i flere mdr., og jeg var utrøstelig, men tiden læger alle sår som man siger.

Skriv endelig igen hvis du har behov for en snak om det.

Jeg synes også at det er godt at du passer på dig selv. Depression har ngl fællestræk men den indgår i mange forskellige slags diagnoser, det er også vigtigt at huske. Det er også vigtigt at huske at der kan være stor forskel på om msk er i behandl eller ej. (medicin) eller uden, der er også stor forskel på hvor god selverkendelse msk kan have om deres sygdom. Lyt til din mavefornemmelse og pas fortsat godt på dig selv.

Jeg selv har tendens til depression, har haft en svær. Og på sin vis kan jeg godt forstå dig. Min mand skulle se og mine børn skulle se at jeg ofte græd. Jeg kan godt forstå at det er for hårdt for ngl.

Ja, men jeg kan genkende mit forhold i alt det du har skrevet. Vi var sammen i 7 måneder og han slog op 4 gange, hvoraf de 3 kom han krybende tilbage. Og han var den groveste når han slog op, fordi han prøvede at skubbe mig så langt væk som muligt. Den sidste gang vi slog op, var han nærmest voldelig af aggressioner han havde holdt inde, og som jeg ikke kunne forstå, for jeg prøvede jo bare at please ham på bedste vis.
Det er kun 1½ måned siden vi slog op, og han bor i England så heldigvis kom jeg hjem, og kunne cutte al kontakt til ham. Men han kontaktede mig forleden og ville "være venner" igen, som vi jo førhen har været. Han er åbenbart tilbage med sin eks kæreste igen. Jeg kan undre mig MEGET over at hun kan holde ud at være i sådan et forhold, men det er nok fordi hun er stærkere bygget end jeg var. Det gør ondt alligevel, fordi jeg også føler han er "mit livs kærlighed". Men samtidig så er alle mine minder med ham meget mørke og dystre, og det har absolut ikke været en dans på roser, tvært imod. Han drak og røg hash, og kom op og slås fordi han blev aggressiv. Og jeg støttede ham i alt, men det endte simpelthen med at blive min undergang. Havde tabt 7 kg efter jeg kun havde boet med ham i 2 måneder.. :/
Jeg prøver at sige til mig selv at han er syg, men det nager mig rigtig meget at hans eks kæreste er "bedre" for ham end jeg var. Det er et ordentlig hak i selvtilliden og stoltheden, når nu man synes at have brugt al sin energi på at forstå ham og hjælpe ham!
Jeg har sagt jeg ikke kan være "venner" med ham igen på den måde han ville ønske. Forstår slet ikke hans tankegang, det var nok det mest intense og skøre forhold nogensinde. Så at skulle "glemme" alt det og være venner igen, kan jeg slet ikke forstille mig!
Og han ville heller ikke have hjælp. Først nu "siger han" at han tager sine piller regelmæssigt og ikke ryger mere. Men jeg ved også godt at han lyver som bare fanden .. Især over for sig selv!

Hej Minna,

Jeg lever selv sammen med en mand på 10. år, der lider af depressioner og AHD. Det er til tider meget hårdt. Han er på kontanthjælp, men heldigvis kan vi godt få det til at hænge sammen økonomisk. Jeg får selv medicin for depression, så måske gør det det lidt 'nemmere', fordi man trods alt bedre forstår, hvad ens kæreste kæmper med.

Det gør i hvert fald én indsigt i kærlighedens natur. At det ikke er en dans på roser. Men man finder ud af, at man selv som pårørende kommer i anden række, og ikke altid får noget igen. Det er ikke sjovt, men giver mening et eller andet sted. Og nogle gange kommer man sammen ind i det særlige rum, hvor den dybeste følelse af samhørighed er.

Jeg tænker tit, at alle vel oplever problemer i deres kærlighedsforhold. Sygdom, arbejdsløshed, seksuelle og økonomiske problemer osv. Mange vælger at gå fra hinanden - og jeg forstår det godt. Men så tænker jeg på mine forældres 65 år lange ægteskab. Der var ved Gud problemer! Min far var også depressiv og forsøgte selvmord flere gange, var alkoholiseret osv. Men deres kærlighed var de aldrig i tvivl om. Og som gamle elskede de hinanden mere end nogensinde. De kunne se tilbage på et langt liv sammen, hvor de havde udholdt svære tider, men kommet ud på den anden side.

Hvornår skal man give op? Jeg kan ikke råde dig. Nu ved jeg ikke, hvor gammel du er. Men det lyder ikke til, at du har børn. Hvis det er et ønske hos dig, er det også vigtigt at tænke ind i forhold til en kæreste. Men igen - man ved aldrig, hvordan mennesker udvikler sig. Mine søskende og jeg blev meget prægede af min fars sygdom - i den dårlige retning. Men det kunne have været taget hånd om, hvis de havde forklaret os børn, hvad der var galt. Og det gøres i højere grad i dag, hvor der er kommet langt større fokus på depression - og børn, for den sags skyld.

Og så vil jeg sige, at den pårørende virkelig skal sørge for at have sit eget liv ved siden af! Have interesser og venner/veninder, der kan give én energi og overskud. Gøre sig selv så 'usårlig' som muligt. En depressiv er langt fra rationelt tænkende altid - det er en del af sygdommen. Og har man isoleret sig sammen med vedkommende, går smerten langt dybere ind i sjælen.

Held og lykke til dig!