Debatindlæg

Jeg føler mig udstødt. Psykiatrien har opgivet mig. Min familie har opgivet mig. Mine venner har opgivet mig.

Det er da ikke min skyld, at jeg er ramt af psykisk sygdom?

Men sådan føles det. Når psykologen bliver irriteret på mig. Når lægen accepterer mine selvmordstanker. Når familien ikke længere orker at tale med mig. Når min barndomsven siger at jeg bare skal tage ansvar.

Jeg gør alt hvad jeg kan. Tror de ikke, jeg selv gerne vil være rask?

Jeg har så mange selvmordstanker. Alle siger "stop selvmord" og "søg hjælp". Men jeg har søgt hjælp. Flere gange end jeg kan tælle. Og det hjalp ikke.

Og selvmord er så tabuiseret. Det gemmes væk. Vi snakker ikke om, når endnu en person hopper ud foran et tog. Hvorfor skal det være så svært at få fred? Hvorfor skal mennesker dø på så grusomme måder?

Jeg synes det er så dobbeltmoralsk. Og jeg er så skuffet. Jeg havde aldrig troet at folk var så ligeglade. Her i verdens lykkeligste land.