Debatindlæg

Jeg er 27 år og har igennem det sidste års tid haft dage hvor jeg går helt ind i mig selv. Jeg er studerende og har derfor nogle dage ledigt til at læse, men disse dage bruges ofte på at sidde hele dagen under et tæppe foran fjernsynes, ikke motiveret til noget, andet end at holde mit hovede aktiveret ved at leve mig ind i de dårlige serier eller film jeg ser, så glemmer jeg nemlig alt omkring mig. Aner ikke hvorfor det sker, men føler mig ret ulykkelig til mode og har ikke lyst til at snakke med nogen. Hvis min tlf ringer tager jeg den sjældent eller skal kæmpe en indre kamp for at svare. Jeg spiser ikke meget de dage, men tyer gerne til slik og usunde sager, hvilket jo ikke ligefrem hjælper på den dårlige samvittighed jeg får af at bruge en hel dag på ingenting. Nogen gange forekommer det i 2 dage, men ikke længere.

De dage hvor jeg har arbejde, 2 gange om ugen, har jeg sjældent lyst til at tage afsted, men når jeg er på arbejdet er jeg social og glemmer de dårlige dage. Ligeså er det når jeg har aftaler med folk, jeg vil sjældent afsted (føler ikke jeg har tid, eller at jeg hellere vil være hjemme). Men når jeg så kommer afsted og ses med folk har jeg det super, og det samme når jeg kommer hjem. Ofte kommer der dog også en dårlig samvittighed i forhold til de ting jeg ellers gerne vil nå.
Normalt er jeg et meget optimistisk menneske som altid ser de positive ting i alt der sker, men er følsom og let til tårer.
Jeg ser mig selv som ret normal, udadtil for andre er jeg ret aktiv, danser meget (har taget en danseuddannelse idet jeg tog orlov fra mit kandidat studie for at prøve min store interesse af), så mødes med en del dansere hvor jeg også glemmer dårlige dage. Skal snart skrive mit speciale, og har et godt studiejob. Men der er bare de der dage, og hele tiden en generel følelse af jeg ikke slår til, kan ikke lige så meget som alle andre, manglende retning i livet... ja og flere selvbebrejdende tanker, som jeg godt ved er dumt, men de forsvinder bare ikke rigtig.

Jeg har læst at det findes folk der har depressioner der varer timer til dage, som er tilbagevendende, men synes det virker lidt mærkeligt at kalde dette jeg oplever depression? men undre mig alligevel over min egen måde at være på, og om det kan være det jeg har symptomer på.

Nogen der har oplevet lignende? eller kender nogen der har?

Har ikke lyst til at gå til lægen da jeg nok mest af alt føler det er dovenskab eller almen mangel på retning i livet. Men der er bare et eller andet underligt ekstra ved det jeg oplever, som jeg ikke kan forklare mig selv.