At sparke til én der ligger ned
Written by
Lampeskærm
11. jul 2012 13:25
Jeg begyndte i går til psykolog for min stressrelaterede depression. Jeg havde store forventninger for glædede mig til at der nu skulle ske noget fremskridt og tages hul på tingene, så det kan begynde at gå lidt fremad. Samtidig var jeg skeptisk for de psykologer jeg har stiftet bekendtskab med tidligere, var én stor skuffelse.
Hun virkede egentlig rigtig sød til at starte med. Men så synes jeg hun begyndte at virke dømmende overfor de ting jeg sagde. Først slog jeg det ud af hovedet, men da vi så kommer hen til et meget ømt emne for mit vedkommende - et tidligere voldeligt forhold som jeg har været i - går det helt galt. Jeg husker ikke hvordan vi kom til at tale om det, men da jeg sagde jeg havde været i et voldeligt forhold, bad hun mig uddybe. Jeg fortalte så sådan i hovedtræk hvordan min eks var agressiv og at han tog kvælertag på mig, holdt mig fast, rev i mit hår, ruskede mig hårdt, løftede mig op alene i mit hoved eller gav mig knæ i maven eller kastede med mig/skubbede mig mod ting. Jeg var kun 15 og det påvirkede mig meget, eftersom han også psykisk manipulerede med mig, kaldte mig ting, brugte ting mod mig, sagde at ingen gad mig og jeg lige så godt kunne tage livet af mig selv for jeg var uønsket. Alt dette fortalte jeg psykologen.
Så "ånede" hun nærmest op og sagde "nååååhr jeg sad lige og blev helt bekymret for dig da du sagde voldeligt forhold og at du blev tæsket eller seksuelt misbrugt - og så er det bare en omgang teenagedrama som du sikkert selv har været med til at skabe"
Senere slog hun over i at mine forliste forhold hvor jeg også blev behandlet dårligt, er min egen skyld fordi jeg forventer for meget af folk og ikke kan glæde mig på andres vegne
Her faldt min verden i ruiner. For det første siger ALLE mine venner/veninder og familie at jeg er det mest medfølende og forstående samt ikke-egoistiske menneske de kender, så kan jeg slet ikke forstå hvordan hun kan kalde mig de ting.
For det andet har jeg kæmpet SÅ længe med at acceptere det der skete og på at komme over det - bl.a. med tidligere psykologer der netop sagde til mig at det var vold uanset hvordan man vendte og drejede det og at det derfor på ingen måde var min skyld. Skylden og skammen har jeg kæmpet med længe og kæmper med stadig. Så nu i mine nye problemer, blev der lige åbnet op for de gamle. Jeg sidder tilbage, fuldstændig ødelagt og grædefærdig. Det værste er at hun sagde flere grimme ting, men det ovenstående var uden tvivl det værste. Jeg forstår ikke at man som professionel kan sige sådan noget til et andet menneske og bagatallisere ens problemer på den måde. Jeg er i chok.
Hejsa,
Written by
Chloe
14. jul 2012 10:29
jeg kan godt forstå, at du er ulykkelig over situationen! Det er helt forkert, at hun begynder at dømme dig etc, når hun oven i købet slet ikke kender dig.
Det er ikke en psykologs opgave at dømme og sætte div. mærkater på (anklager pakket ind som "omsorg" og "sandhed").
Det er ubehageligt, at man skal blive anklaget for, hvordan man har det, og det følgende bliver brugt imod en.
En god psykologs opgave er, at være i stand til at være nærværende sammen med en. Være sparringspartner og en man kan stole på. Dette er åbenbart så ekstremt vanskeligt, at de færreste er i stand til det.
Jeg har fundet ud af, det ikke ligefrem skorter på elendige psykologer.
Jeg var senest hos en, som har skræmt mig væk for livet. Hun begyndte at tale om, at jeg besad en genetisk "fejl", fordi jeg ikke følte glæde! Og så videre.... Hun var meget, meget ubehagelig...
Min gode psykiater blev gal over udtalelsen mht. den "genetiske fejl", idet det self. er noget ævl og helt ude i hampen. Som psykolog er det heller ikke noget, som hun har kendskab til, og kan udtale sig om.
Min psykiater mener, at det vrimler med elendige psykologer. Hun har lokaler ved siden af en psykolog, som kender miljøet indefra og som er enig.
Har du endnu en aftal med hende? Jeg har simpelthen droppet "operation psykolog" for en tid, da den sidste simpelthen har skræmt mig fra liv og sans!
Kh
Chloe
Øv
Written by
studerende21
14. jul 2012 12:10
Det er da noget underligt noget at sige. Var det virkelig det, hun sagde, eller er det hendes mening, som du har forstået den, du gengiver. Jeg tror sagtens, at hun kan have sagt det, du skriver. Der må du ENDELIG ikke misforstå mig. Jeg ved bare fra mig selv, at man kan tillægge folk nogle meget grimme hensigter, hvis man har det skidt. Men hvis det var det, hun sagde, så tror jeg, du skal lede efter en ny psykolog. Dog kunne det måske være interessant at finde ud af, hvorfor hun sagde sådan noget l**t til dig. Hvis du overhovedet kan overskue det, kunne det måske være godt at spørge hende om det og fortælle hende, hvad det gjorde ved dig. Måske havde hun en god mening med det. Dog har jeg svært ved at se, hvad det skulle være. Man kan godt være i et voldeligt forhold, selv om man kun er 15.
Knus herfra