Debatindlæg

Jeg har altid været den tavse pige, som aldrig har fortalt andre mine følelser, når jeg er ked af det eller ensom, det hele skyldes min barndom..

Hver gang jeg er alene er jeg meget trist og ensom,og ville ønske jeg kunne få mig selv til at fortælle alt hvad jeg har oplevet, været udsat for, men alt det har jeg altid holdt skjult og forsøgt at glemme.

Det er hårdt at gå rundt med alle de følelser, og samtidig være smilende.
Jeg vil ikke virke svag.
Og med min hårde facade som jeg har opbygget, virker jeg ikke det mindste svag -udadtil..
Nu har jeg skrevet en masse om min barndom og følelser inde i dagbogen her inde, og nu kan jeg slet ikke stoppe med at græde, jeg fortryder at jeg har fået prikket hul på det som jeg har gemt altid.
Plus jeg lige har taget nogle forskellige tester på nettet om depression, og alle viste 'svær depression'
(det er jo selvfølgelig ikke sikkert de passer)

Men nu aner jeg ikke hvad jeg skal gøre, jeg har stortudet i over en time nu..
Jeg burde jo snakke med lægen, men lige nu har lyst til at lade være og pakke det ind igen...

Håber der er nogle som kan hjælpe bare en lille smule? Tror jeg vil have nemmere ved at snakke anonymt nemlig...