Debatindlæg

Et sådan lidt ubrugeligt svar er at alle gerne vil elskes, ses som dem vi er og have omsorg.

For nogle af os kan det behov så vise sig på den måde. Da du ikke har fået svar fra andre er det åbenbart ikke noget alle føler. Problemet er vel at du ikke kan lide at have det på den her måde.

Psykologer kunne nemt mene at det er noget borderlineagtigt eller et par andre diagnoser som jeg lige nu ikke kan huske hvad hedder, men hvad det hjælper at få sat den slags diagnoser på ved jeg ikke.

Hvis man har en ordentligt terapeut vil det kunne være et emne man kan tage op i terapi, hvis det ødelægger ens liv.

Hvis du kan finde den her bog, den bør være til at få fat i via et bibliotek, kan du se om du føler du har det på den måde.
Hvis du har det så glem kognitiv terapi!

Tabt, fortabt, fundet igen
Af: Gitte Ullstad

Om tidlige skader på sindet og deres heling (anden udgave)

Bogen beskæftiger sig med et tema, der har betydning for mennesker hele livet igennem. De tidlige skader på sindet er ofte påført barnet inden toårsalderen,
før den sproglige bevidsthed. Disse skader kan skyldes omsorgssvigt, overgreb eller fejltolkninger af barnets behov og individualitet, og de kan resultere
i eksistentielle problemer og traumer.

Terapeutisk intervention kan være en heling, men ikke alle terapeutiske modeller er lige velegnede.

Bogen redegør grundigt for de tidlige skader, deres opståen og karakteristiske træk i de første kapitler, og senere beskrives det terapeutiske helingsarbejde.


Forfatteren bygger på forskellige psykologiske teorier, hvor Jung er en af de mest omtalte.

Bogen er omfangsrig, grundig og videnskabelig i sin form og sprogbrug. Den henvender sig alene til alle de fortabte børn, der nu som voksne kæmper med at
finde glæden ved livet.

Interessant læsning, som kræver fordybelse og indsigt i psykologiske termer og teorier.



Fakta

Forfatter: Jytte Back Grønkjær

ISBN: 87-7739-866-1

249 kroner, 240 sider

Forlag: Forlaget Hovedland

Hej Ninse,

Jeg kender det og har det på samme måde. Det er en evig konflikt inde i mig mellem barnet og den voksne.

Jeg er 29 år og inden i føler jeg mig 90% af tiden som en 10-11 årig lille pige. Det viser sig mest hvis jeg skal noget jeg ikke har lyst til eller er bange ved, så får jeg følelsen af at jrh har lyst til at ringe til min far, så han kan stryge mig over håret, berolige mig og sige at alt nok skal gå og at han nok skal hjælpe mig eller tage sig af det eller befri mig for det farlige.

Men ja, følelsen af hjælpeløshed kender jeg, og den dominerer meget hos mig. Jeg har Borderline personlighedsforstyrrelse.

Tak for dit svar mif, berolifer miglidt at jeg ikke er den eneste, og synes samtidig det er meget tankvækkende det du skriver at du har borderline, for har selv tænkt om jeg måske selv var det - eller havde en anden ppersonlighedsforstyrrelse.

Men den psykiater jeg så blev henvist til dømte mig mig så ude på 5 min og sagde det hade jeg ikke, men dog uden at teste mig, så blev ærlig talt lidt modløs og opgivende og orkede ikke at prøve at overbevise hende, men prøvede bare at forlige mig med at kuren for mig jo er den same uanset diagnosen nemlig psykoterapi, og har heldigvis fundet en rigtig god psykolog, som jeg fler tillid til, så nu snakker jeg bare med hende om mone "sorger" og det er jeg tilfreds med i hvertfald som jeg har det nu. Så det jo godt nok.

Min psyk formår virkelig at give mig tryghed og hjælper mig meget så det er rigtig dejligt at mærke.

Jeg føler mig også overmandet af følelser som gør, at jeg spørger om jeg er egoistisk. Jeg vil så gerne have at alle kan lide mig.
Som barn og ung havde jeg venner og var den søde og hjælpsomme og nu kan jeg godt se lidt på det, som at jeg var med altid som bagerst. Sammen med min gode veninde og så hendes veninder.
Jeg har gennem voksenlivet haft veninder som har brugt mig ttil at læsse af på. Da jeg på et tidspunkt også åbnede mig og fortalte om mine problemer følte jeg da også at hun lyttede.
Men jeg er altid blevet brugt, været der 100% for så at blive holdt lidt udenfor når tingene igen blev gode.
Jeg har altid haft brug for at blive bekræftet. Behov for at mærke jeg er god nok. Den veninde der har brugt mig hvorfor kan hun ikke gå hen til mig på mit kontor. hvorfor skal jeg altid besøge hende. Det giver en følelse af at jeg da godt må være der men hun vil ikke opsøge mig.
En kollega der ikke vil tale til mig men svare når jeg spørger. De får mig til at føle mig så ked af det usynlig
Jeg er ellers sprudlende og fuld af liv - men får altså følelsen af at de ikke kommer til mig
Men jeg er vel bare en kæmpe egoist

Kære Nina

Jeg forstår så meget det du skriver og jeg har det lige sådan. Det jeg skrev igår blev vist pakket for meget ind. Når dem jeg holder af svigter mig en smule går jeg helt i sort. Vi er til en event og min veninde og hendes veninde og mig har altid holdt sammen. Så det gør ondt når de begynder at gå og 10 meter henne vender sig om og siger vi går nu vil du med. Det gør ondt at når vi skal med bussen fra festen går de sammen op ad trappen og ikke kigger efter mig. De gik og så kunne jeg vel komme. Jo tak men havde de ikke haft hinanden var det vel mig hun fulgtes med, men nu gik de bare og så kunne jeg jo komme eftrer hvis jeg ville.
Jamen det gør bare ondt, jeg har selvmedlidenhed og føler mig kasseret. Men hvorfor skal der så lidt til at gøre mig ked af det. Jo hele bussen ventede på mig, men jeg havde jo ikke fulgtes med nogen så der var ingen jeg lige kunne sige til at jeg skulle på toilet. Og bussen holdt ikke på det aftalte sted så jeg blev væk. Men tak alle kolleger i skred jo også to og to. Og tak kære veninder I to gik jo også sammen - og ja jeg kunne da bare komme. Nå det er nok egoistisk at føle det er synd for mig, men den følelse fylder altså sindsygt meget. Øv hvor ville jeg ønske at jeg kunne være ligeglad. Jeg hader at have uvenner og jeg er fantastisk til at tilgive. Nå mine veninder får det nok aldrig at vide for jeg skal ikke udsætte dem for kritik. Og de ville vel heller ikke kunne forstå det. Jeg er jo nok for egoistisk.