Debatindlæg

selv erkendte det, før jeg røg ned med et brag. Det tog hårdt på mig, og da jeg også skulle erkende jeg havde en depression udløst af stressen – så røg jeg bare længere ned.
Jeg føler jeg går rundt i en osteklokke, og ikke kan finde mig selv. Kan ikke tage mig sammen til noget og sover kun et par timer. Jeg har nu fået medicin for min depression, men synes egentlig ikke den virker optimalt, eller også er jeg bare ikke tålmodig nok.
Jeg har angst for, at komme ud blandt folk jeg ikke kender, og steder, hvor der er mange mennesker.
Er lidt bange for mig selv, for er blevet træt af livet, men ikke træt af at leve. Jeg føler virkelig det er en ond cirkel jeg ikke kan komme ud af. Den ene side af mig siger, at nu skal jeg sørge for, at få gjort noget praktisk ex. støvsuge, gøre rent osv., den anden side af mig orker simpelthen ikke, at tage sig sammen til at gøre noget – bare det, at stå op om morgenen kan være en kamp i sig selv. Har jeg så en ”god” dag, hvor jeg virkelig har taget mig sammen til ex. at støvsuge, så er jeg virkelig drænet for energi, og er SÅ træt bagefter.
Det medicin jeg har fået skulle hjælpe med, at få søvn. Synes der går lang tid inden jeg falder i søvn, og vågner flere gange i løbet af natten, men er konstant træt i hele kroppen. Ikke nok med kroppen er træt, så har jeg en konstant hovedpine der ikke kan drives væk.
Hvor lang tid går der inden medicinen begynder, at virke.
Hvornår kan man begynde, at tænke på arbejde igen osv. Jeg ved godt, at jeg nok ikke lige pt. skal tænke arbejde, men jeg er så bange for hele sygdomsforløbet og ikke mindst for systemet med sygedagpenge. Kan de finde på, at raskmelde mig før jeg selv er klar til det, eller kan de forstå hvad sådan en depression gør ved en. Jeg har så mange spørgsmål til det hele, men kan ikke finde ud af, at sætte ord på det hele.