Debatindlæg

For de som bor i København og omegn er Café Sygemeldt en fantastisk mulighed for at komme ud af ensomheden for en stund.
Café Sygemeldt har åbent hver tirsdag fra 10 - 13.
Den holder til i Skindergade 26.
Brugerne har forskellige diagnoser - men flere er depressionsramte.
Google selv Café Sygemeldt og læs mere.

Vanskeligt emne.. Jeg har det faktisk værre i selvskab med folk og føler mig langt mere ensom, end når jeg er alene. Derfor foretrækker jeg, at være alene det meste af tiden. Det er ikke spor ideelt, men det er det bedste af to onder.

Jeg tror, at jo mere man bærer rundt på af depression og tunge tanker, som man ikke kan dele med omverdenen, jo mere ensom føler man sig. Og er således langt mere ensom med andre mennesker, end når man er alene. Kender I ikke det?

Alting giver i bund og grund mere mening, når man har kontakt med mennesker. Hvis man skal lave noget praktisk, er det for mig nærmest helt umuligt at samle energi til det. Det er en af ulemperne ved ikke at være social.

Med nød og næppe får jeg udført de mest grundlæggende praktiske ting som at få vasket op, skiftet sengetøj og støvsuget etc. Energien til at opretholde mit liv, får jeg ved tanken om noget andet og bedre. I sig selv giver det ikke rigtig mening.

Chloe: "Alting giver i bund og grund mere mening, når man har kontakt med mennesker. Hvis man skal lave noget praktisk, er det for mig nærmest helt umuligt at samle energi til det. Det er en af ulemperne ved ikke at være social."

Hænger det sådan sammen? - det har givet mig noget at tænke over, for jeg gider/orker/magter heller ikke rigtig hverken andre mennesker eller den omgivende verden ret meget mere, og jeg får sværere og sværere ved at gide sætte mig igang med noget, men jeg tænkte egentlig ikke at de to ting havde sammenhæng, men det har de måske?
Kender godt til det i hvert fald, og man føler bare at man spilder tiden, men orker ikke rigtigt andet, og at føle sig ensom sammen med andre er i hvert fald endnu mere opslidende, så det ender med at man bare foretrækker sit eget selskab, selvom det muligvis går mere og mere i stå.

Og til trådstarter, jeg kender godt til det, folk omkring en ser ud til at have en verden der fungerer, og man føler bare man er blevet hægtet af, efterhånden som årene går mister man illusionen om at en eller anden dag bliver det altsammen godt igen.
Og nej folk gider det forståeligt nok ikke rigtigt, de har travlt med deres eget liv og magter ikke rigtig andres mørke.
Jeg prøver at finde lyset i de små ting, men det er ikke altid det lykkes.

Det at føle sig "bedst i eget selskab" er blot et tegn på "mindreværks komplekser"

Før i begynder, at "råbe op" - så tænk - jeg har været der selv.

Vi mennesker er ikke født til ensomhed (tværdig mod vi er et flok dyr ) - groft sagt !

Men ja vi søger indad i stedet for udad - når vi har det dårligt !

Dette er ikke godt ( husk i er lige så gode som andre ) - men en nem vej at undgå komfligter :(

Det er ikke andre, der udelukker os, men os selv... man skal kunne tåle kritik, som ros fra andre - ikke bare logge af, hvis man ikke lige "føler sig en af gruppen"....

Det at lærer, at omgå andre - kan være svært - der kan være gode tider og dårlige - man kan som sagt ikke være midtpunktet hele tiden - vel.

Så igen hvis vi mister omgangkreds og føler, at vi har nok i sig selv - lever vi på en løgn....

Vi har alle brug for andre - og dette er på "godt og ondt" - så lær at være jer selv i en gruppe, forklar åbent hvorfor i ikke lige kan være " on " hele tiden - og tro mig så begynder i af få selvtillidheden tilbage og i vil blive forundret over hvor mange, der vil forstå jer og jeres problemer....

Igen vi er ikke skabt til at være alene - det er kun en dårlig undskyldning over for os selv..

Og til dem der vil sige - jamen jeg har ikke noget "netværk" nu - så findes der virkelig mange muligheder for at blive en del af noget - interessegrupper, motion, hobby etc..

Kom ud og prøv at deltage i samfundet - det har i og samfundet godt af :D

Knus
Imex

Imix - jeg er sikker på dit indlæg er godt ment, men så "nemt" er det altså ikke.
Og at du selv har været der, er jo ikke det samme som at andre har problemer på samme måde som du havde det.

Jeg har da været "ude blandt andre" det meste af mit liv, så hvis det var en løsning burde problemerne have været meget mindre nu.
Sådan forholder det sig så ikke.
Man kan sige det skyldes mindreværdskomplekser, men de kan gå så dybt at det bliver til decideret angst, angst er en af de sværeste følelser at hamle op med ved egen hjælp, da den netop spænder ben for sig selv.

At gå ud og finde et "netværk" er i min verden temmelig ligegyldigt hvis jeg stadig føler mig anderledes og "fremmed", og nej det er desværre ikke nødvendigvis en følelse der går over efterhånden.
At arbejde med sit selvværd, jo selvfølgelig, men det er ikke noget man lige får styr på i løbet af et år eller ti for den sags skyld, det er jo forskelligt hvor ramt man er.

Så får man måske at vide at man ikke "Ønsker" at udvikle sig, dette er ikke sandt, men man kan godt nå dertil hvor man simpelthen for at beskytte sig selv mod en daglig regn af nederlag, vælger at krybe ind i hulen og blive der lige længere tid af gangen, det tjener ikke noget formål at være stærk hvis styrken mest af alt består i at udholde nederlag på nederlag.

Derudover handler det også om følsomhed, nogle mennesker tager alt ind fra omgivelserne, dette gør det meget mere ressourcekrævende at være sammen med andre, kombiner det evt. med socialangst og mindreværd, så bliver det rigtig hårdt.

Jeg ved skam godt at det ikke er andre der udelukker mig, det var det engang, det er det ikke mere, det er noget jeg selv skaber, men det gør ikke at jeg kan løse mit problem.

Jeg synes ofte man møder netop disse råd du kommer med her, og jeg er også helt sikker på de er velmente hele vejen igennem, - det er bare ikke altid man reelt kan gøre sådan, man er forskelligt ramt, og man må altid prøve at finde ens personlige "næste trin".
Det kan være et lille bitte trin der slet ikke er synligt i andres øjne, men man er nødt til at tage udgangspunk i dér hvor man er.

Det er ikke nødvendigvis at leve på en løgn at erkende ens følsomhed, det kan også være at man er nødt til at tage sig af at man er gået lidt for meget i stykker, ikke at man skal mure sig inde for resten af livet, men at man bliver nødt til at vurdere hvad der er godt for en og hvad der er for meget.

Jeg har selv været den der trodsede min kapacitet igen og igen og overhørte egne grænser og behov for andre ting end at "følge med toget", og det går man - åbenbart - bare endnu mere i stykker af.

Så ja - blev nødt til at skrive det, for det er ofte det man får at vide, men ikke altid det man kan gøre.

Skovtrolden: Jo, det er bestemt komplicerede størrelser og der er flere ting i spil;0)

For mig kræver det nærmest uanede mængder energi at være social. Bare tanken er nærmest uoverskueligt. Sådan har jeg det også, hvis jeg skal lave en praktisk opgave. Helt umuligt!

Hvis jeg fx. skulle male min lejelighed, da ville det imidlertid være langt mere overkommeligt, hvis jeg havde en ven, der kom og hjalp mig. En jeg kunne spare med, og aftale hvordan det hele skulle klares. På den måde ville tingene være "letter" og give mere mening. Nu, hvor jeg bare er alene, får jeg det simpelthen ikke gjort. Det sociale aspekt giver simpelthen en en følelse af mening og derved handlelyst.

Så det rummer bestemt en dobbelthed.

Imex: Skovtrolden har svaret meget godt på dine bemærkninger;0) Jeg vil bare tilføje, at det desværre ikke er så nemt at være social. Det er desværre heller ikke sådan, at blot man er social er alting fryd og gammen.

Ens mangle på sociale relation er i højere grad en reflektion af ens liv og derved et symptom. Således er jeg ikke sikker på, at det giver mening, at tvinge sig selv til at være social og udadvent.

Tidligere i mit liv var jeg langt mere social, end jeg er i dag. Jeg forsøgte at leve op normerne for, hvordan man bør leve. Men jeg var ensom i blandt mennesker, og det er langt værre end bare at være alene.

Nu har jeg langt mere kontakt med mig selv og lever derfor mere indadvendt. Og har det i bund og grund bedre, end dengang jeg var udadvendt. Det er bestemt ikke ideelt, men det er - trods alt - det bedste af 2 onder.

Først ja mit indlæg var velment og ( desværre ) rigtigt ( uanset om man vil det eller ej ) :(

Vi med ( stærkt ) angst - vælger den nemmeste vej - at skjule os, fra omgivelserne, da dette er det nemmeste. ( Husk nu jeg er der selv ) og ved hvor svært det er, at begynde at være social og ikke blot "gemme sig" bag angsten.....

Jeg har levet med "dyp angst" i mange år og ved virkeligt hvad der betyder noget...

Det værste man kan gøre er at lukke af for omverden, lukke af for at prøve og PRØVE SKRIVER JEG MED STORT, at være social.

Det er hamrende svært - i no - men for at få "ram på angsten" nytter, det bare ikke, at lukke sig inde...

Hvis man ønsker, at komme ud af den onde cirkel "angsten er" er man nødt til, at prøve at lukke andre mennesker ind, være social igen - og heraf tage de nederlag, som der helt sikkert vil komme, med et streg af stædighed og prøve at komme videre også efter et nederlag...

Det hjælper ikke, at gemme sig selv væk....

Der er måske også derfor, at den bedste behandling af os "angst ramte" er kognitiv behandling !!

Dette er velmenene ord - og kan fortolkes, som man nu selv vil !

Men ja inderst inde, så ved vi jo alle - at for at kunne gå det første skridt ( det gælder også i barndommen ) kræver mod og overvindelse !

De bedste hilser
Imex

Imex - det du skriver er rigtigt for dig, det er ikke det samme som at det er rigtigt for alle andre også.
Psyken er en kompliceret størrelse og rigtig mange ting spiller ind.

Som du kan læse oplever fx Chloe og jeg noget andet, - du kan ikke sige at det vi oplever ikke er ligeså sandt som det du har oplevet.

Man kan ikke kurere alting med stædighed, mod og overvindelse, og at man ofte "vælger" ensomheden, er ikke ensbetydende med at man mangler disse egenskaber.

Det er meget nemt at være lommefilosofisk og kaste sine egne meninger og evt. også erfaringer udover andre, men det er sjældent at det hjælper nogen - andre end måske lige én selv....

Du behøver ikke "råbe" PRØVE.
At lukke af kan også være nødvendigt for at finde sig selv igen, man kan ikke bare tvinge "udvikling" igennem, man er nødt til at have sig selv med.

Jeg er som sagt meget på bølgelængde med det Chloe skriver, angsten og indadvendtheden kom ikke først! - den er en reaktion på noget, psyken forsøger at beskytte sig selv, man kan ikke "bare" holde op med det, for så går man i stykker hvis man ikke er klar til det.

Men vi er mennesker og vi er forskellige, det håber jeg også at der er plads til herinde, da det vel netop er et sted for den slags og lignende psykiske udfordringer.

"Man kan ikke kurere alting med stædighed, mod og og overvindelse..."

Genialt skrevet Skovtrold!

Et andet aspekt er, at der ikke er en korrekt vej for alle. Dvs. den samme "medicin" kan gavne den ene med skade den anden (en får noget ud af at tvinge sig til at være udadvendt, imens en anden blot bliver mere deprimeret af social kontakt).

I mit tilfælde, får jeg ikke "ramt på angsten", som Imex skriver, ved at konfrontere den, idet den er en reflektion af en begrænset væren. Derfor er det meningsløst at bakse med omverdenen, når begrænsningen er inde i mig og uafhængig af andre mennesker.

Essensen må være - uanset hvem man er - at forsøge at finde ud af, hvad der er sandt og rigtigt for en selv, og ikke passe ind i en skabelon som andre har skabt.

For det første kræver det hjælp at håndtere angst. At på påstå at det handler om stædighed og mod er ganske enkelt noget vrøvl.

Men isolation løser rigtigt nok ingenting, da vi alle har brug for menneskelige fællesskaber, men disse skal vælges med omhu - det handler at sætte personlige grænser som nu er relevante for den enkelte.

Derfra kan man rigtig nok bevæge sig ud i verden, men det er F vigtigt at det foregår stille og roligt i et tempo som man selv kan være med i.

For mit eget vedkommende kan grænsen udmærket sættes ved ikke have lyst til at møde nye mennesker i længere perioder og holde mig til de mennesker jeg kender.

Martin

Chloe, skovtrolden etc.

Det at være ensom er jo ik en dårlig ting.
Det er alle de andre faktorer der spiller ind.
Vi er et socialt dyr som menneske, og vi er skabt til at leve i flok/grupper. Men det var for 1000 af pr siden at det var essentielt at være en del af en gruppe og have en rolle. Nu er tiden sådan at nan ik behøver ret meget "hjælp" for at overleve og derfor er det også op til en selv hvad man vil ha ud af livet. Vil man ha en god familie skal man skabe den selv. Vil man ha et godt arbejde skal man skabe den selv. Vil man ha venner og et netværk så må man gære en insats for at få det op at køre. Det er vigtigt at man for at der kan se en udvikling, at man rydder op i sin rygsæk. Ud med de ting der har en dårlig påvirkning for en så man kan sikre at man får det liv man ønsker (ud med: venner, dårlige vaner løse ender etc. Få ryddet op)
Det er hårdt men det er det der skal til. Og hvis man er bange for noget og ik tør give sig i kast med det, så find ud af hvorfor man er bange. Arbejdt med det og få det ført ud i en fremad rettet handling.

Pg husk i dem process at være positiv, tro på sig selv, og være glad for det du har. Man har hvad man har og udvikle det...