Debatindlæg

Hej, jeg er en ung mand på 20 år, der går og roder med nogle personlige problemer, som jeg ikke ved, hvordan jeg skal komme af med. Der følger en lidt længere baggrundshistorie.

Jeg er vokset op i en familie, hvor jeg har været 10 år yngre end de fleste andre børn/unge, så jeg har altid været lidt anderledes end min sociale omgangskreds i skolesystemet. Som teenager brugte jeg derfor meget af min tid på mit værelse foran en computerskærm, frem for at deltage i det sociale med mine skolekammerater, og det var i og for sig ikke noget problemet. Jeg rodede med noget lav selvtillid, men jeg havde gode støtter i hjemmet og trods alt også venner, jeg så en gang i mellem fra skolen.
I 8. klasse flyttede jeg imidlertid til en privatskole, hvor alting gik nedad bakke. Jeg lukkede mig mere og mere ind i mig selv, havde færre venner. Jeg døjede med meget lavt selvværd og havde ingen kontakt (og har det stadig ikke) til 95% af mine klasse/skolekammerater. Mit sociale liv var ikke-eksisterende, og det påvirkede mig meget, og jeg sad ofte og græd for mig selv, når jeg var alene om aftenen. Jeg fik aldrig talt problemerne ud med nogen, til trods for en god og støttende familie. I slutningen af 9. klasse kulminerede det dog, da jeg efter at have indtaget en god portion alkohol til vores afskedsfest blev aggressiv og til sidst truede med selvmord. Jeg blev talt ned af nogle af de voksne ved afskedsfesten og blev hentet af mine forældre, som næste dag tog en snak med mig. Det var dog begrænset til, at vi kun snakkede om dette ene udbrud, og jeg fik ikke ordentlig forløsning for de problemer, jeg havde.

Da jeg kom i gymnasiet året efter tog jeg et valg om ikke at fortælle mine nye klassekammerater om min fritidsinteresse foran computeren, til trods for det stadig optog en størstedel af min fritid. Jeg mente, at det var nørd-stereotypen, der havde "ødelagt" mit sociale liv, og tog derfor afstand fra den. Det var hårdt at leve på en løgn, men jeg fik det imidlertid bedre, og havde det faktisk rigtig godt i gymnasietiden, hvor jeg fik gode venner og engagerede mig i det sociale liv.

Efter tre år på gymnasiet og ét sabbat-år efterfølgende, hvor jeg havde det rigtig fint, er jeg nu starte på universitetet, hvor jeg også er kommet rigtig fint ind i det sociale samspil, men jeg må desværre konstatere, at jeg den seneste måned eller to er begyndt at føle mig meget uønsket. Når jeg deltager i sociale arrangementer føler jeg tit, at jeg er en andenprioritet, og at jeg tit sidder alene. Jeg nyder at være sammen med mine studiekammerater, men har alligevel ikke lyst til at deltage i ting. Jeg lider af ugidelighed. Jeg vil enormt gerne engagere mit i mit studie, men kan ikke tage mig sammen. Jeg vil enormt gerne engagere mig i en sundere livsstil, men kan ikke tage mig sammen.

Jeg har det ikke som sådan dårligt lige i øjeblikket, men jeg har det langt værre end jeg før har haft og mit selvværd er dalet, og jeg er bange for, at jeg er på vej ind i en emotionel rutsjebane igen, som jeg var for 4-5 år siden. Jeg har overvejet at snakke med en psykolog, men jeg er ikke sikker på, om det er nødvendigt.

Er der nogen, der kender til min situation og har en idé til, hvad der vil hjælpe?