Debatindlæg

Det her kommer til at stå ret underligt fordi jeg aldrig har sat ord på det før.. jeg tænkte bare at nu er det simpelthen tid til at få alt det her ud og se om det måske kan give en eller anden form for virkning i mit hoved - eller måske bare få at vide, at det er noget af det samme i bøvler med herinde..

Jeg har en stor tvivl til mig selv og hvad det her her ... jeg kan ikke rigtig forstå hvad der foregår og om det ikke bare er mit "pessimistiske jeg" der gør, at jeg er så doven, ugidelig og fjollet.

Jeg har nogle dage så svært ved at tage i skole at man slet ikke forstår det. det er ikke fordi jeg bliver behandlet skidt af folk i klassen eller noget i den stil, men jeg bryder mig ganske enkelt ikke om dem og vil helst bare deltage i samtaler fra ydersiden.
det er den måde de behandler hinanden på. bagtaler, råber, skændes, krammer, venskabelighed.
Det er bare ét stort følsomt kaos som jeg overhovedet ikke føler behov for at deltage i.
En overgang sad jeg hjemme og græd fordi en fra min klasse kastede fuglefrø i hovedet på en anden - fordi han lignede en fugl.
drengen det gik ud over tog det egentlig pænt og ville bare være venner med ham der gjorde det...

ej.. og det her handler ikke engang om klassen.. det var bare for at give et eksempel. sådan har jeg haft det i alle klasser, alle sammenkomster af mennesker .. arbejdspladser, møder .. ALT.

Jeg græder utrolig meget.. det er som om mine følelser sidder udenpå tøjet og alting virker så frygteligt uoverskueligt. Verden er ikke specielt interessant for mit vedkommende. at skulle bruge resten af mit liv på at skabe relationer med mennesker som jeg syntes har det med at behandle hinanden elendigt. tja, det virker bare utiltalende.

Jeg ved at jeg er kontrollerende som bare fanden. hvis der sker uventede ting kan jeg gå helt i spåner og slet ikke håndtere det følelsesmæssigt.

Jeg er så doven. har så ondt i skuldrene og hovedpine i så stor grad, at jeg tager flere lure bare for at overkomme dét at stå op og spise aftensmad.
Og nu græder jeg igen... for jeg er så frygtelig flov over at jeg som 23-årig er så fortabt, doven og rodet.

Kan ikke tage stilling til hvad jeg vil spise, hvad jeg vil lave og noget. hvis der ikke er planlagte ting på programmet for mig så lægger jeg mig til at sove ...
selvom jeg så går igang med at planlægge ting i god tro, så ender det med jeg aflyser ligeså snart der melder sig en minimal ændring ..
Det hjælper heller ikke på det at jeg har søvnbesvær og dødsangst der uanmeldt dukker op engang imellem og banker på.


Man ville aldrig tro, at det der står her er mig. for jeg virker bestemt ikke som om jeg er angst og hader verden i så ekstrem en grad som jeg gør.
for jeg får faktisk rigtig gode karakterer i skolen og fungerer når jeg får udleveret en opgave.

suk .. hold kæft en lang besked som nok både indebærer ligegyldige, flade beskrivelser og slet ikke fyldestgørende nok når det kommer til stykket.

SL