Ud i verden igen.
Written by
ladyhope
20. apr 2013 17:14
Jeg sidder her og kigger ud i verden.
Engang var jeg en del af den.
Det er jeg ikke længere.
Jeg vil gerne tilbage igen.
Men jeg ved ikke, hvordan jeg kommer det.
Jeg befinder mig i mørket.
Derude er lyset.
Ville ønske der var en hurtig vej ud.
Tilbage til verden, lyset og livet.
Jeg befinder mig i et vaccum.
De andres liv forsætter.
Mens mit liv er gået i stå.
De kommer videre.
Jeg sidder fast.
Jeg ved, de prøver at forstå mig.
Men de kan ikke.
De lever.
Mens jeg forsøger at overleve.
en nærmest perfekt beskrivelse
Written by
Anonym
13. okt 2013 21:43
Det løber mig koldt ned af ryggen, så perfekt og rammende er din beskrivelse, af det jeg har tidligere været omgivet af... ville ønske der fandtes en kur mod de psykiske "spøgelser" der planter tanker i sindet..
kopi af mine tanker
Written by
alene37
1. feb 2014 23:02
Når jeg læser dit indlæg, så er det næsten en tro kopi af mine tanker. Jeg står på bunden af et stort sort hul - mit liv, som jeg kender det, er vendt helt på vrangen.
19 års forhold er ved at smuldre totalt og mine holdepunkter i livet er væk. Hvordan får man sig slæbt op til overfladen igen?
Jeg sidder i huset med børnene, mens hun har fundet en anden, der måske kan gøre hende glad. Jeg kan i hvert fald ikke
mere...jeg ser mig om i huset, som jeg er så fantastisk glad for og stolt over - det skal jeg også skille mig af med på et tidspunkt. hun kan ikke tilgive mig fortidens synder, og når hun så samtidigt sårer mine følelser, så får jeg sværere og sværere ved at tilgive hende.
Jeg håber du kan finde guiden mod livet og lyset - jeg har enkelte små lysglimt, som jeg håber at kunne følge.
Smukt
Written by
Skovtrolden
13. mar 2014 14:41
Det er et smukt digt, selvom det omhandler en trist tilstand.
Jeg kender den også godt, igennem mange år, de andre rykker sig, man står stille, eller sådan ser det ihvertfald ud umiddlebart.
Deres glæder tager man ikke del i med hjertet, selvom man smiler og gør sit bedste, det virker så underligt tomt, som om der er et hul inde i en selv der hele tiden gør at man ikke får det fodfæste der åbenbart er en selvfølge for de fleste andre.
Jeg arbejder på at finde mit eget lys, det er der, det ligner bare ikke alt det de andre oplyser sig med.
Og ja, sålænge der er liv er der håb :-)