Debatindlæg

Hej Mariehønen

Jeg vil meget gerne prøve at bidrage med mine erfaringer.

Jeg har taget en universitetsuddannelse, selv om jeg havde mange depressioner. Angst har jeg dog stort set ikke nogen erfaring med og heller ikke piskesmæld.

Jeg forstår godt dit behov. Du har behov for at blive fredet for diverse krav fra samfundet, mens du forsøger at blive rask, og man kan jo ikke blive i sygedagpengesystemet. Der skal ske noget andet. Hvis du har været sygemeldt siden december 2012, vil kommunen jo i løbet af kort tid begynde at stille nogle krav.

Samtidig vil du gerne have et mål, og hvis du har fundet en uddannelse, som du brænder for, og hvor det er muligt at tage en del af det som selvstudium, er det jo en oplagt mulighed.

Muligheden for selv at tilrettelægge studiet og arbejde for fuld kraft i gode perioder og frede mig selv i dårlige perioder, var faktisk det, der gjorde, at jeg magtede at tage min eksamen.

Men sådan som du beskriver dig selv, så fungerer du faktisk ret dårligt: du kommer ikke ud og du er bange for kontakt med folk.

Er det sådan hele tiden, eller er det bare i perioder? Jeg vil mene, at du er nødt til at have det så godt, at du kan have en almindelig kontakt med andre mennesker og uden problemer kan være i sociale sammenhænge. Arbejdet på studiet foregår jo tit som gruppearbejde. Og kan man ikke fungere i en gruppe, så tror jeg ikke, at det går.

(For mit vedkommende var det sådan, at jeg fungerede fuldstændig normalt, når jeg var depressionsfri, men når jeg havde depressioner, og det havde jeg nok 3-4 gange under studiet, måtte jeg ligge fuldstændig brak, for jeg kunne intet!)

Og hvad siger din behandler til din plan om at studere?

Desuden skal du jo også tænke på det arbejde, som dit studium gerne skulle føre til. Er det et arbejde, du ville kunne klare?

For mit vedkommende var det sådan, at den naturlige vej at gå efter endt uddannelse var at blive gymnasielærer. Det gik godt, så længe der var meget stor arbejdsløshed, og det derfor kun var muligt at få deltidsstillinger, der blev suppleret op med arbejdsløshedsdagpenge. Men en fuldtidsstilling magtede jeg ikke.

Jeg havde heldigvis en mulighed for at blive selvstændig, hvilket gav mig fred for krav, jeg ikke kunne opfylde, men også stor usikkerhed angående indtjeningen – indtil jeg endelig måtte kapitulere og endte på førtidspension.

Som du kan se, får du ikke noget fikst og færdigt svar fra mig – kun overvejelser. Hvad du end gør, vil jeg ønske dig held og lykke med din fremtid

Irsten

Kære Irsten.

Tusind tak for dit indlæg - jeg kan se, du er ret aktiv herinde med at forsøge at besvare andres opslag, men jeg bliver jo straks bekymret for, om du kun er her for at hjælpe andre, og om du også husker at få passet på dig selv? (Lyder måske dumt, men jeg har bl.a. bekymringsangst og involverer mig derfor MEGET i andre menneskers liv/problemer:0)

Men det er nogle gode, realistiske tanker, du gør dig omkring min situation. Det lader til, vi har har depressioner på forskellige måder/baggrunde sikkert også, og hos mig har det nærmest fungeret som én lang depression de sidste 7-8 år. Derfor har jeg desværre ikke haft optursperioder som dig løbende men pga. en meget stor pligtopfyldenhed, har jeg klaret uddannelser med bravour og som sagt samtidig slæbt mig igennem arbejdsforløb.

Min form for sociale angst fungerer mest på den måde, at jeg simpelthen ikke magter at slæbe mig ud af sengen og væk fra mine nedrullede gardiner, fordi det kræver så meget af mig at være social. Folk ser mig som virkelig åben, omsorgsfuld og social, men mit problem er netop, at jeg ikke kan lade være med altid at interessere mig "for meget" for dem allesammen, så jeg simpelthen er så fyldt op af tanker og træthed i flere dage efterfølgende.

I forlængelse af ovenstående vil det være grænseoverskridende at skulle bruge meget tid med en studiegruppe, men omvendt tænker jeg også, at det kan være gavnligt for min behandling at tvinges til at samarbejde/ses lidt med andre igen (har jo til den tid været sygemeldt 9 mdr., hvilket dog indtil videre ikke har rykket noget).

Jeg er allerede kontoruddannet, og med en HA international business (uden intentioner om at blive revisor men måske konsulent for firmaers udenlandske medarbejdere eller lign.) ender jeg formentlig på kontor igen. Det er ikke godt for min nakke, ryg/piskesmæld samt psyke, hvis den ikke forbedres, men som fx. konsulent forestiller jeg mig lidt mere frihed til fx. hjemmearbejde til tider. - Hvor der jo i såfald vil være mulighed for at "gemme" sig lidt væk samt tage en middagslur nu og da og derefter genoptage arbejdet....

Jeg ved ærligt talt ikke, om jeg er for "virkelighedsfjern" og urealistisk i mine tanker omkring det, jeg vil bare så nødigt ryge ud af systemet eller videre på kontanthjælp. OG ja, sygedagpenge står meget klar til snarest at sende mig i træningsaktivering, selvom jeg ikke magter det ved siden af min 1 eller 2 ugentlige samtaler med div. i form af psykolog, psykiater, læge og fys. Heldigvis vil min læge sige, jeg ikke er klar, men det er jo desværre kommunens beslutning i forhold til lovgivnings-, statistik- og refusionsøjemed.

Jeg er rigtig ked af at høre, du er endt på førtidspension, men måske det har givet dig lidt ro på, og du (måske efter flere år??) accepterer, at det bare er sådan, dit liv er nu?

Og til sidst - jeg ved slet, slet ikke, om jeg bliver klar til at arbejde fuldtids igen, tænker det ikke pt., så jeg går selvfølgelig med overvejelser om f.eks. 25-30 timers job på egen regning, da flexjob formentlig ikke er en mulighed (eller ønske) med de nye regler. Men ved at udskyde den stillingtagen med et studie nogle år, håber jeg, jeg kunne være i bedring med masser af terapi de 3-5 år.... Selvfølgelig med forudsætning af et handicaptillæg (8.000 brutto oven i SU'en), hvilket dog er sindssygt svært at få.

Håber ikke, du er faldet i søvn i denne længe ventede nederste del af mit indlæg;0)

- min læge, psykiater og psykolog har før oplevet studier som værende gavnlige for deprimerede/angste i en årrække, hvor man jo så ikke er fuldtids, hvis man har handicaptillægget. Helbredsmæssigt vil psykiateren slet heller ikke anbefale studiejob ved siden af (og det er slet heller ikke en mulighed).

- min læge, psykiater og psykolog har før oplevet studier som værende gavnlige for deprimerede/angste i en årrække, hvor man jo så ikke er fuldtids, hvis man har handicaptillægget. Helbredsmæssigt vil psykiateren slet heller ikke anbefale studiejob ved siden af (og det er slet heller ikke en mulighed).

Hej Mariehønen

Tak for din omsorg ;o

Nej, jeg er ikke særlig aktiv her på Depnet. Men jeg har været det gennem adskillige år. Det gav mig meget. Når man har haft et dårligt helbred gennem mange år, gider familie og venner ikke mere høre om sygdom. I den situation gav Depnet gav mig en mulighed for at diskutere helbred, uden at plage nogen – ud over dem, der var stærkt utilfredse med mine indlæg, men at chikanere mig var vel så deres mission i livet på det tidspunkt ;o)

På den måde var alle tilfredse!

Ja, jeg har efterhånden lært at acceptere, at jeg ikke kommer i arbejde igen. Sidste år blev det desuden opdaget, hvad jeg fejler, her efter 9 år på førtidspension. Jeg har 2 fysiske sygdomme, der som sideeffekt ofte medfører depressioner, og jeg er nu kommet i behandling for de fysiske sygdomme. Men når der er gået så mange år, skal jeg desværre ikke regne med at blive rask.

Dit nye indlæg får mig til at spørge: Den uddannelse, som du overvejer, er den i virkeligheden den rette?

Når jeg stiller det spørgsmål, så er det, fordi det for mig er tydeligt, at du i virkeligheden interesserer dig for mennesker. Ud fra dit nye indlæg at dømme ville jeg have troet, at der var tale om psykiologi-studiet eller noget i den retning.

Så kan du jo indvende, at du slet ikke kan tåle at interessere dig så meget for mennesker, og at det derfor er bedre, at det er et studium, der IKKE handler om mennesker, og det har du måske ret i. Min erfaring er bare, at en sådan dyb interesse ikke kan fejes til side.

I den forbindelse kunne jeg godt tænke mig at spørge dig, om du kender til betegnelsen særligt sensitive mennesker. Det er ikke en diagnose, men derimod en medfødt karakteregenskab, der gør, at man får mange flere sanseindtryk end andre mennesker. Det er på en måde en fordel, fordi man som særligt sensitiv faktisk har et rigt indre liv, men hvis man ikke har lært at beskytte sig selv, bliver man nemt væltet omkuld.

Jeg kunne godt have dig mistænkt for at være særligt sensitiv. Hvis du ikke kender til betegnelsen, så prøv at søge på www.google.dk. Vi kan jo desværre ikke – uden videre – lave aktive links her på Depnet.

Der findes flere bøger om emnet. Jeg kan specielt anbefale Ilse Sands bog ”Elsk dig selv – en guide for særligt sensitive og andre følsomme sjæle”

Jeg tænker, at du kunne have glæde af bogen. Tanken er, at du ville kunne lære, at du ikke er unormal, men bare skal lære at beskytte dig selv, så du ikke oversvømmes af alt for mange indtryk, der udtrætter dig. Så vil du efterhånden kunne gøre de ting, du gerne vil. Det handler bare om at prioritere.

Og hvis jeg har ret i, at du er særligt sensitiv, så tror jeg absolut ikke, at HA er noget for dig! Jeg beklager, at jeg på denne måde bidrager mere – ikke mindre – til bunken af spekualtioner, som du har at slås med før en eventuel påbegyndelse af et studium.

Mange hilsner

irsten