Debatindlæg

Hej Hanskæreste
Jeg ved ikke om du stadig er på i dette forum, men jeg søger også nogle at tale med som er kæreste med en deprimerede.
Mit problem er at vi ikke bor sammen og dermed føler total afvisning og bliver ignoreret som er det hårdeste jeg endnu har været ude for. Men man svigter jo ikke dem man elsker bare fordi de er syge. så vil meget gerne høre fra andre hvordan I er kommet igennem den svære periode.

Hilsen
Gekko11

Hejsa

Jeg er selv kæreste til en deprimeret mand og jeg må godt også en at dele hverdagens svære tanker, følelser og bekymringer med. Måske kan vi alle tre lave el lille "gruppe" hvor vi dele vores fustrationer.

Mange hilsner
randi48

Hej i 3(Randi48, Gekko 11 og hanskæreste.)

Jeg er en 34 årig mand der har været sammen med min kæreste i 12 år hvoraf de 11 år har været påvirket af depression fra hendes side. Jeg må ærligt erkende at jeg hen af vejen har jeg misted mine venner og bekendte pga. dette forhold. Jeg er begyndt at erkende at jeg har ikke de resourcer der er behov for mere, eller det føler jeg da og det er også grunden til jeg MEGET aktivt har ledt efter et sted hvor jeg kan komme ud med sine frustrationer over hendes lidelse. For tiden bruger hun(eller hendes sygdom) mellem 3-6 timer om dagen på at nedbryde hende og mig i processen. Jeg har ikke været i stand til at leve mit liv og forfølge mine drømme i 7 år da mit hjerte så simpelt blev ved med at sige"Du er nødt til at hjælpe, man kan ikke vende ryggen til." Jeg må også erkende at jeg personligt tager mig selv i at "små" græde flere gange om dagen bare for at få lidt afløb med mine følelser og frustrationer. Denne her ved snart ikke om det overhovdet er det værd når man tænker på hvordan hendes familie og samfundet reagere på hendes lidelse.... Jeg håber og ønsker virkeligt jer alle 3(og andre i samme situation) det bedste og håber i har nogle der kan hjælpe jer, for jeg har ingen og det virke bare ikke at stå alene med det. Best

jeg er gift med en alkoholiker med gentagne depressioner , han drikker ikke mere. men har en depression. Lige nu bor vi ikke sammen , og hvor jeg kender følelsen af afmagt og sorg, jeg græder også for mig selv, føler i jer ikke ensomme? min mand kan ikke tale om problemer og det er blevet for svært for mig at leve med det. sidt vi var sammen ,kom jeg til at græde og kunne ikke holde igen ,Det hjælper jo ikke en deprimeret ,så lige nu må jeg melde pas og holde afstand.Føler mig meget skyldig

Jeg har bevæget mig ind i de pårørendes område, selvom jeg egentligt er deprimeret/stressramt. Jeg synes I fortjener en kæmpe ros for at være der for jeres pårørende. Jeg ved I gør en kæmpe forskel, selvom det ikke altid virker sådan, og jeg ved I kæmper måske jeres livs hårdeste kamp.

Mit bedste råd til jer at I skal huske at tage vare på jer selv. Husk jer selv. Gør noget for jer selv som gør jeg glade og frem for alt giver jer energi, for det har I brug for. Besøg venner/familie og hav et liv som I nyder, så tror jeg nemlig I kan være bedre til at være der som pårørende. Og man skal ikke fikse noget som pårørende, man skal måske bare lytte, måske bare være der (men ikke hele tiden, for I skal også selv have et liv). Sørg for at vedkommende får professionel hjælp. I må insistere, hvis I bliver afvist.

Som deprimeret (selvom jeg "kun" er stressrelateret deprimeret) så forestiller jeg mig hvor opslidende min tilstand må være for mig mand. Jeg er bare stortseende hele tiden - og jeg hader det selv. Det er ikke mit normale jeg. Grunden til at jeg søgte info under jeres indlæg er, at det bekymrer mig vildt at se at min mand tilsidesætte sig selv, for at hjælpe mig. Han vil så gerne gøre mig rask, men i bund og grund er der kun mig selv der kan gøre mig rask - måske i samarbejde med fagpersonale. Jeg frygter nemlig hvis han en dag bryder sammen. Hvis han bryder sammen, hvem skal så holde "styr" på mig.

Så hold fast i jer selv. I er det vigtigste led. Ingen dårlig samvittighed når man siger fra, hvis I kan mærke er et nej er det der skal til for at I klare igennem det her.

Good luck, everyone.