hvad sker der lige...
Written by
undersøgende
16. jun 2013 00:20
midt i 30´erne, burde egentligt ikke have noget at klage over, har et godt arbejde, som jeg har kæmpet mig til.
Har jobsikkerhed, god økonomi, en dejlig kone.
men livet er føles bare presset ud af mig, det er underligt.
startede for 5-6 år siden, man står i en situation, som man egentligt har arbejdet for at nå til, men det var ikke lige det, målene var opnået, men... ingen glæde.
De sidste 2 år har været rigtigt slemme, så slemme min kone er begyndt at blive berørt af det.
Jeg er træt, så enormt træt, jeg føler reelt ikke noget mere, det er underligt, ting gør mig ikke glad, jeg har ikke lyst til noget, intet... gør tingene af ren reflex, eller fordi jeg føler jeg "skal" hvilket hiver alt energi ud af mig.
de sidste mange år har været 60+ timers uger på arbejde, blev så ramt af sygdom, men holdte mig igang på arbejde, troede i en periode at det var noget der ikke kunne ordnes og at tiden var ved at rinde ud, men kom igennem det.
Min læge sagde jeg var "slidt" ikke depressiv, men SLIDT, især pga. arbejde plus jeg ikke lige var for heldig med helbredet... han mente jeg var en af de slemmeste tilfælde han havde set, og vil have mig til at slippe, men føler lidt det at slippe, vil gøre jeg ikke kommer tilbage.
Det er en underlig følelse at kunne se tilbage på 5 år, og så ikke kunne holde fast i et eneste positivt øjeblik, et tidspunkt hvor man reelt føler man har haft lyst til at smile. (der må være nogle, måske man bare skyder dem bort)
Jeg har egentligt mest lyst til at skære alt væk, Kone / Hus / Biler / Arbejde, og så låne et lille værelse, og bare låse mig inde.
ikke fordi jeg føler mig bedre i det lukkede rum, men fordi jeg føler jeg ikke er så stor en byrde, og at jeg er fri for at "gøre ting" for at omverden fungere.
åhhh gud hvor er jeg træt.
Jeg har egentligt aldrig haft tanken om at afslutte det hele, jeg har da haft tanken at min omverden nok ville være et bedre sted uden mig.
Især min kone...
hvorfor er det så svært at være glad og tilfreds.
Ja, sådan er det at have en depression!
Written by
irsten
16. jun 2013 08:05
Hej ”Undersøgende”
Ja, sådan er det at have en depression. Din læge kalder det, at du er ”slidt”. Men depressioner kommer jo af belastninger, og du har efterhånden ophobet så mange belastninger, at du nu har en depression.
Hvis jeg var dig, ville jeg gå til læge en gang til og bede om hjælp – enten i form af et antidepressivt middel eller en henvisning til psykologhælp eller gerne begge dele.
Sørg også for, via blodprøver, at blive tjekket for ernæringsmæssige mangler. En D-vitamin-mangel kan være ”det strå, der knækkede kamelens ryg”, hvis du forstår mit desværre lidt klodsede billedsprog.
Hvis jeg var dig, ville jeg IKKE træffe vigtige beslutninger lige nu. Jeg forstår godt dit ønske om at rende fra det hele og bare være dig selv. Det er svært nok at være dig! At skulle fungere med familie og arbejde, hus og biler er en tyngende byrde. Sådan er det jo at have en depression.
Enhver kan blive syg. Enhver har ret til at melde sig syg og sige til familien, at andre må tage sig af diverse pligter. Det vil din kone forstå, hvis du forklarer det for hende.
Og derefter er det dig, det drejer sig om. Jo før du træffer beslutningen om at koble fra og give dig selv hvile, jo før kommer du til kræfter igen.
Held og lykke med det. Jeg er overbevist om, at du nok skal blive rask.
Mange hilsner
Irsten
hej undersøgende
Written by
britte
16. jun 2013 09:53
Jeg syntes du skal kontakte din læge igen ,for mig lyder det som om du har en depression ,jeg har selv en depression,og genkender det du beskriver .det er meget hårdt men med den rigtige hjælp ,kan du blive rask igen . Held og lykke
100 km i timen
Written by
Skovtrolden
17. jun 2013 18:57
Ja din læge siger du er "slidt", det tror jeg på, jeg tænker at hele dit system er gået ned med stress/overbelastning igennem for lang tid, og deraf følgende depression/udbrændthed.
Det lyder også som om der er gode grunde til det, - du har knoklet på, 60 timers arbejde om ugen er rigtig meget, livstruende sygdom som man kommer over, sætter dybe spor i sindet og bevidstheden, - du har arbejdet igennem hele forløbet, jeg tænker om ikke der ligger en masse følelser og reflektioner, behov, savn, angst osv. osv. som mangler at blive taget hånd om?
At det er overstået nu, betyder jo ikke at sind og krop har glemt det.
At have lyst til at droppe det hele og mure sig inde i en lille ensom og overskuelig verden uden ansvar og påvirkninger, tror jeg ikke er det oprigtige behov, men mere sindets nødråb om at det hele er blevet for meget.
Jeg tænker at du skal igang med at finde dig selv igen, finde ind til kernen, det er også derinde glæden bor og udspringer fra.
Hvordan du skal gøre det afhænger jo af hele situationen, nogle har det godt med at slippe arbejdet, andre går helt i stå, men hvis du har mulighed for at drosle ned i hvert fald, og så søge noget hjælp, fx. samtale-terapi hvor det hele kan blive vendt med en uvildig person der har indsigt i sindets måde at arbejde på og som du føler tillid til, så kunne det være et sted at starte.
Jeg tror i hvert fald det er nødvendigt at finde noget ro, måske er arbejdet blevet brugt lidt som en flugt i den tid med sygdommen og måske i det hele taget? jeg skal ikke kunne sige det, men uanset hvad lyder det i hvert fald som om der er nogle meget store hængepartier der skal tages hånd om nu, og hellere nu end senere, jo før jo bedre, da det øger mulighederne for at komme godt ud igen på den anden side.
Jeg ønsker dig det bedste :-)