Debatindlæg

Hej søde dig.

Jeg har selv på antidepressiver i 8 år og kan slet ikke huske livet uden, men hvis du først er startet for en uge siden, kan det jo på den ene side godt være bivirkningerne ved opstart, hvor man kan få det rigtig dårligt. Giv det en måneds tid, og hvis det ikke bliver bedre, er spørgsmålet jo, om du reelt ikke er bedre stillet uden dén medicin, hvor du jo godt nok også har det dårligt,men hvor du i det mindste har det dejligt med din mand og har ham til at støtte dig. Han lyder jo fantastisk, siden du har elsket ham så mange år og endda foretrukket ham fremfor din søn, så der må være noget der bliver berørt i din hjerne, siden du nu har det sådan og selvfølgelig bliver bange og ked af det. For mig lyder det i hvert fald ikke som om, du bare pludselig kan se alle hans fejl, som aldrig har været af betydning før i alle de år, fordi han virkelig er så slem, som du tænker lige nu. Er sikker på, du finder følelserne frem igen - du vil jo virkelig gerne og har dårlig samvittighed, og du ved, de er derinde:0)

Held og lykke til dig, håber psykologen bliver god for dig.

Tusind tak for dit svar!:) Er også sikker på at det hele nok skal
Lysne meget snart. Jeg havde denne grimme "angst" lignende følelse af tomhed, når jeg var sammen med min mand, altså før jeg begyndte på antidep. Så det er ikke pillernes skyld. Men holder hele tiden fast i, at bøtten nok skal vende. Tak igen:)

Det var da så lidt, det kan altid være rart at høre om andres syn på tingene.

Er ked af at høre, det allerede var startet inden pillestarten, jeg har selv haft kriser med mine ekskærester, hvor jeg blev bekymret for, om det skulle være os, fordi følelserne var væk. Men din situation lyder som om, forholdet/du selv virkelig er værd at kæmpe for. Vær ærlig over for din mand uden selvfølgelig at gøre ham alt for utryg, når han reelt ikke kan gøre for den (midlertidige) ændring i dit hoved, der tynger lige nu.

Håber, du har/får en god psykolog, som kan hjælpe dig igennem det:0)

Jeg står på nøjagtig samme måde. Jeg har det lidt som om jeg står midt i en andens liv, og kan overhovedet ikke føle noget for min kæreste. Mine tanker kører rundt.. Jeg kan ikke engang huske følelsen af at være glad for ham. :( Jeg føler mig så led overfor ham, for hans følelser overfor mig er jo de samme, og jeg kan vitterligt ikke give en forklaring på,hvorfor jeg har det som jeg har. Jeg vil heller ikke slå op, hvis det her blot er symptom på en depression?

Hej Axoloti

Ved din kæreste ikke, at du har en depression?

Hvis du ikke har fortalt det til ham, så synes jeg, at du skulle gøre det hurtigst muligt. Du vinder ikke noget ved at prøve at skjule den for ham.

Så kan du samtidige bede ham læse noget kortfattet og brugbart om depression. Det vil gøre din situation meget lettere, når du ”kun” har sygdommen at slås med. Det er mere end rigeligt for de fleste. At skulle gå rundt og have dårlig samvittighed over at være syg er en byrde, som kun gør depressionen værre!

Jeg kan anbefale de kortfattede artikler, der ligger på www.netdoktor.dk, og som er skrevet af den anerkendte psykiater Poul Videbech

Specielt vil jeg fremhæve følgende citat:

”Nogle deprimerede føler sig kede af det eller triste til mode, mens andre har svært ved at føle noget overhovedet. Det er, som om deres følelser er lammede.”

Når man har det på den måde, kan forholdet til partneren faktisk blive en belastning på grund af de manglende følelser. Desværre er det sådan, at mange depressive vælger at blive skilt af den grund.

Og her har Poul Videbech et godt råd: Træf aldrig vigtige beslutninger under en depression. Sådanne beslutninger kan vise sig at være helt forkerte.

Vi kan desværre kun vanskeligt lave aktive links her på Depnet, så din kæreste må bøvle med at skrive net-adressen til Videbechs artikel af, men den er nu ikke så vanskelig:

http://www.netdoktor.dk/sygdomme/fakta/depression.htm

Videbech har også en liste med 14 gode råd til pårørende, og den kan din kæreste finde på følgende adresse:

http://www.netdoktor.dk/tema/sorg_krise/hvordankanjeghjaelpe.htm

Jeg kan især godt lide råd nr. 2, hvor der står, at man skal huske på, at depression er en sygdom, man kan komme sig af, og råd nr. 14, hvor der står: Læs råd nr. 2 igen!

Hvad du end gør, så træf ikke vigtige beslutninger under en depression. De kan vise sig at være forkerte!

God bedring

Irsten

Hej Irsten. Mange tak for dit svar! Mit problem er, at jeg tidligere har haft en depression, men hvor mine symptomer var en del anderledes, og mine følelser for min kæreste var som de plejede eller endda stærkere fordi han var mit holdepunkt. Jeg er desuden i tvivl om hvad der har ført til hvad; er mine følelser for min kæreste simpelthen forsvundet, og er sorgen over det grunden til mine depressive symptomer, eller omvendt er mine manglende følelser et symptom på depression? (Hønen eller ægget spørgsmål) Det er en rigtig god idé det her med ikke at træffe store beslutninger under depression. Det jeg frygter er helt ærligt, at jeg ikke elsker min kæreste længere, og det gør mig trist. Jeg håber jo ligefrem på at jeg har en depression! Og at følelserne vil vende tilbage igen... :/

Jeg tror ikke, at du ville have så meget angst, hvis ikke du elskede din kæreste! Opstarten af medicinen kan godt gøre én lidt underlig...man kan få sådan lidt uvirkelighedsfølelse og være helt "tom". Når nu du har haft det "tomt" omkring jeres barn, kan det være, at du ubevidst har afløst den følelse med din kæreste nu? Måske er du simpelthen blevet så bange for, at du også skulle miste følelser for ham, at du faktisk har fået det sådan?
Har så ofte hørt om nye mødre, der har haft det som dig i starten....er ikke selv mor, men kunne forestille mig, at det er så overvældende at skulle "dele" følelserne op mellem barn og kæreste...PLUS en depression oveni...jeg tror ikke, at der er noget som helst underligt ved dine følelser...jeg tror det hele er angst for at miste! Og angst følger jo tit med depression....
Jeg får faktisk selv samme følelse omkring min kæreste ind i mellem...hvor jeg egentlig er så bange for, at jeg skal miste følelserne, at jeg provokerer de tanker så meget, at jeg faktisk tror de er reelle...hvis det giver mening!?

Jeg er sikker på, at dine følelser kommer tilbage...du er bare overvældet...

Kære marijosse

Jeg kan ikke beskrive hvilken lettelse det er, at læse dit indlæg. jeg er dybt ulykkelig af samme årsag som dig.

For 4 år siden fik jeg et barn, sammen med min mand. jeg havde ingen følelser for barnet, og jeg er sikker på jeg havde en fødselsdepression. Jeg talte med min sundhedsplejerske om det, og hun sagde at det var helt normalt. - derfor gjorde jeg ikke noget ved det. Men følelserne for mit barn kom først flere år efter.
Jeg har været sammen med min mand i 6 år. Jeg har på samme måde som dig, næsten ligget søvnløs ved tanken om at miste ham - og har altid følt at jeg har holdt mere af ham end nogen anden. Han plejer at være mit stabile punkt, og jeg har kunne få følelsen af at være nyforelsket selvom vi efterhånden har været sammen i mange år. Han er en fantastisk far til vores to børn, og sætter altid sig selv i 2. række.

I det sidste halve års tid, har jeg haft det rigtig svært. jeg har ikke kunnet sove om natten, og en sort sky har plantet sig over min verden. angst har også fyldt en del, og den eneste ro i min verden har været min mand.

For en måneds tid siden, fortalte jeg min mand, at jeg var kommet til at flirte med en af hans venner for 2 år siden (jeg var enormt beruset) jeg har haft SÅ dårlig samvittighed over det, da jeg ikke synes det er noget man gør, og der var absolut INTET i det, men det har ligget som en dårlig samvittighed lige siden.
Da jeg fortalte min mand det, blev han utroligt ked af det og såret, hvilket jeg godt forstår. jeg var SÅ bange for at han ville gå fra mig. Heldigvis blev vi gode venner om aftenen og fik talt om det.

Næste morgen, var der bare noget i vejen.. og jeg var så bange for det havde noget med min mand at gøre, og det havde det. jeg kunne ikke mærke mine følelser for ham længere, de var bare væk.
Jeg blev fuldstændig forvirret og angst, og begyndte at prøve at finde ud af hvorfor jeg manglede følelserne, for det gav ingen mening for mig.
Var det fordi jeg var vild med en anden? eller var det det ene eller andet? JEg begyndte at kunne se alle hans fejl som jeg aldrig havde set på den måde, hans stemme begyndte at lyde anderledes. Jeg kan nikke genkendende til alle de ting du skriver, og det er SÅ forfærdeligt.

Det er som at føle en form for sorg, da man på en eller anden måde har mistet en person, selvom personen er lige ved siden af :(

Jeg er startet på antidepressiv medicin, og har været i gang i ca en måned, og går til psykolog. Alle siger at jeg nok skal få min mand igen, men mine manglende følelser virker så ægte, at jeg ofte tvivler om det ER depressionen.


Håber du kan bruge mit indlæg til noget, det er så hårdt at være fjern fra den man elsker.

Hej Alle! Tusind tak for svar... Og undskyld jeg først svare nu. Der har været mange ting det sidste stykke tid.

Anonym000 vores historier ligner jo hinanden helt vildt!!! Vil rigtig gerne snakke med dig. Hvordan har du det i øjeblikket? Mange tanker en ligesindet:)

Hej marijosse og jer andre!
Ved dette er et gammelt indlæg, men jeg gør mig et håb om at nogle svarer. Jeg står i den samme situation, med ikke at kunne mærke følelser for den mand, som man ellers bare synes er perfekt. Jeg føler mig helt Tom indeni og har det helt på samme måde, som trådstarters første indlæg. Er der nogen af jer der idag kan fortælle mig, hvordan jeres historier er endt?? Kh en frustreret...