Debatindlæg

Synes det er meget skræmmende, at man kan hylde sterilisering og det hvide snit ved tvang. Det lyder som noget nazisterne hyldede... ikke noget der hører hjemme i 2013.

Mon ikke du er hadefuld overfor din familie, at du vil foreslå ALT, for at rode op i din egen fortid igen og igen. Du er jo nærmest besat af, at finde på straffe-forslag til de psykisk syge, og fortælle om dine oplevelser.

Der er ingen der tvinger dig sammen med din familie i dag. Så slip dem og dit had, ellers tror du ender ensom og meget forbitret.

Når ord ikke længere rækker, må der handling til!
Psykiatriske tilfælde der gør deres omgivelser til de sande ofre for deres lidelse, skal ikke selv have lov til at bestemme om de skal tage deres medicin.
Eksemplet med "mig og min Mor" er slående, og langt fra enestående.
Det vigtigste er at der skal ske en afstemning mellem, hvad den syge ønsker og det omgivelserne ønsker!
Gør man for mange pårørende til ofre med PTSD, kan det kun ende galt, da der altid vil være flere pårørende end patienter!

Nu hvor du igen kaster med sten mod din fortid ,tænker jeg gør dig fri og bliv voksen ,du ved hvad der har skadet dig så må det være muligt at beabejde det,og komme videre inden du skader dine omgivelser

Det er ikke ondt ment ,bare et kærligt spark

Britte
Jamen jeg skader skam ikke mine omgivelser! Jeg forsøger at lade folk med psykiatriske diagnoser som afreagere på deres omgivelser, forstå at de smitter dem!
Jeg reagere ikke på mine omgivelser andet end jeg ikke har kontakt til dem længerer.
!!
Men jeg har desværre stadig PTSD og Epilepsi! Det kan jeg jo ikek ligefrem være ligeglad med, for det er hver dag!!

Du skriver om det samme dag ud og dag ind Netas. Lev nu livet i stedet for at skrive grimt om din familie, og jamre dig igen og igen.

Når nogen prøver at gøre dig opmærksom på dine issues, enten sletter du deres indlæg, eller skriver, at det er fordi du har ramt dem lige spot on, og så reagerer de overfor dig, fordi du har ramt deres ømme punkt.

Som JHN så rigtigt skriver i din dagbog fra i dag, så lever du for meget i fortiden, kom ind i nutiden, og lad være med at kradse i de gamle sår, -du kan intet ændre på fortiden.

-og det at du har PTSD og epilepsi er ingen undskyldning for, at du kan skal brokke, remse op og ned af stolper hver dag herinde. Mange lever med sygdomme hver dag, uden at de skal beklage deres nød. Du skriver din familie belastede dig så meget, at du må leve med følgerne af deres egoisme hver dag... vil du leve resten af dit liv i en Jammerdal, eller vil du smide en anden skive på anlægget, og så tro på, at vi godt kender til dit syn på folk med Borderline etc. så det er der ikke brug for du skriver om hele tiden.

Jeg synes det må gøre indtryk på dig når en gammel bruger som JHN der (iflg. min opfatttelse) er vellidt af alle på DepNet skriver til dig, og giver dig et råd om, at sadle om.

Du laver ikke andet end at brokke dig og slette de indlæg der ikke passer ind i din verden. (inkl. mine)

Vågn op og tag ansvar og stop med at skyde skylden på alle andre. Du vælger selv hvad DU vil udsættes for. Du agerer som et offer konstant.
Hvis din familie belaster sig så tag afstand fra dem fysisk og psykisk... Det betyder også at lade være med at tude herinde om det samme igen og igen.

Folk har den diagnose de har... de kan ikke styre sig... hvis de kunne ville de jo ikke have den diagnose de har.

Hvad med at starte et nyt emne? Hvordan man kommer VIDERE og slipper fortiden!

Ved tvang og overgreb fjerner man nuancer, også dem der ikke burde have været fjernet, og det er ikke bare nuancer, det er mennesker, individer, skæbner med følelser, drømme og håb som alle mulige andre.

Og som jeg har skrevet før, de pårørende skal altså også selv kunne sige fra, det hører med til at være psykisk rask som voksen at man kan sige fra og sætte grænser.

Børn kan ikke dette, og har du været udsat for traumatiserende svigt i opvæksten, hvilket meget tyder på, så er det dér du skal søge, - og ikke i hvordan man burde kunne ”udrydde” alle dem der ikke lige er som flertallet og på en eller anden måde virker besværlige.

Der er i forvejen alt for mange mentale og menneskelige overgreb i det her samfund, husk det er ikke legoklodser eller personnumre der er tale om, det er levende individer.

Mange ”psykisk syge” er både intelligente og sensitive udover gennemsnittet, dette kan man så fjerne medicinsk osv. sådan at nogle ting bliver nemmere og andre går tabt, men at gøre det imod personens ønske skal der være meget tungtvejende årsager til.

Tænk hvis alle med en af de lidt tungere diagnoser skulle tvangssteriliseres og tvangsmedicineres?

Det er da helt ude i hampen, mange af disse mennesker har store kvaliteter, udover deres problemer, det er bare ofte ikke noget der kan bruges til at tjene penge og være ”velfungerende” i det her samfund.

Teresa og Freden, i har ligesom 90 % af alle andre der har kommenteret mine indlæg, kun læst historien, og ikke læst pointen.
Skovtrolden har ret i at der kan være kvaliteter der går tabt.
Læser man mit indlæg, skriver jeg også at det var umuligt at praktisere så sterilisering og andet foregår hensigtsmæssigt.

En ting jeg hæfter mig ved er den store iver der er for at få det til at lyde som om jeg har et problem med fortiden.

Det jeg har et problem med, er at jeg kan se i alt for mange sammenhænge at de tunge diagnoser koster alt for mange kræfter, hvis man ikke behandler dem fra starten.

Alle ønsker jo at kunne være der for hinanden, dette umulig gøres hvis den syge ikke selv vil deltage i behandlingen.
På linje med en misbruger der ikke vil afvænnes.
Hvorfor tror i der er så mange børn af folk som er narkomaner der får det svært senere i livet?

Misbrugere og Alvorligt psykisk syge har det til fælles at de kun og KUN kan tænke på sig selv.

Kan det så være rimeligt at det er dem der skal sætte dagsordenen for de raske ??

Hensyn er en ting, men deltager den syge ikke selv i at blive rask, så er det ikke kun den syge, men alle de pårørende han / hun trækker med ned!.

Hvis du mener, at 90% af dem der kommenterer ikke fatter pointen, så er det måske din formulering der halter... ;-) Eller også kan du bare ikke selv gennemskue dit problem?

Selverkendelse er vel erkendelse af at man har et problem. Eller erkendelse af hvad problemet er.
Jeg har ikke nævnt mig selv i denne diskussion, og har ikke selv en behandlingskrævende diagnose der går ud over andre!
Sandheden er ilde hørt, og netop derfor de fleste afviser det, og prøver at sende bolden tilbage.
Men nej - jeg taber ikke imod den !!;)

Jeg har / havde angst, Zwicka skrev hun var depressiv med evasive træk, så her kan sandheden ikke være ilde hørt, da ingen af os, har haft en sygdom med udadreagerende adfærd. Måske kan jeg bare ikke lide, at du gør folk herinde kede af det, med de postulater du kommer med omkring deres sygdom.

Heldigvis kan jeg se, at der er en kvinde på Facebook ved navn Lisbeth, der har nosser nok til, at stå frem med sin IRL identitet, og klage til Depressionsforeningen på deres side, over din prisning af tvangsbehandling og lobotomi.

Jeg fastslår en gang for alle, at der ikke var tilstrækkelig med bevisførelse for at det hvide snit var fornuftigt til at man kunne opretholde praksis,
Desuden skadede man mere end gavnede.
Jeg mener blot at ved at indføre mere tvang når der er grundlag for det vil øge muligheden for at begrænse skaden hos dem der er hårdest ramt, og ikke mindst deres pårørende!

Alle vil være enig med mit i at tvang kan være en nødvendighed.
Spørgsmålet ; Hvornår?

Uanset hvem der klager, så har de ikke læst hvad jeg har skrevet hvis de mener jeg hylder lobotomi!

Jeg spørgsmål ved hvonår er det nødvendigt at tage hensynet til de pårørende?
Og deri ligger spørgsmålet, hvornår er tvang nødvendigt!
Noget de fleste indenfor psykiatrien ville interessere sig for.
Såvel patienter som personale!
Så drop bitcheriet og kom til sagen !

Helt personligt, så har jeg blandt andet en af de "tungere" diagnoser, - og jeg kan altså godt tænke på andre end mig selv, - faktisk har det taget mig årtier at lære netop også at tænke på mig selv, varetage mine behov og sætte de nødvendige grænser, jeg er slet ikke færdig mht. dét.....
Jeg er også glad for at jeg ikke bliver tvunget til at indtage medicin der fratager mig min naturlige livsgnist og selvopretholdelse (been there done that - det var som at danse med døden selv), og jeg ville føle sådan noget som fx tvangssterilisering som et fuldstændig sindssygt overgreb, da jeg har ligeså mange bløde værdier og empatiske ressourcer som "normen".
Er du mon selv psykisk syg eller depressiv, siden du færdes på denne side?

Lad mig først lige starte med at sige, at det at jeg siger det var noget af det rigtige, er ikke det samme som at sige det var "DET rigtige".
Jeg pårørende til en meget psykisk syg søster, hvis adfærd og fordi hun ikke ville i behandling, har givet mig PTSD i et omfang så jeg er på førtidspension idag.
Uden at komme nærmere ind på det er min psykisk syge søster ansvarlig for at jeg har PTSD og udviklede epilepsi, fordi hun nægtede at få behandling. Hun har det idag bedre, efter hun endelig er startet i behandling. Men jeg har taget den store del af skraldet, som jeg skal kæmpe med idag.

Ja der er måske én der har det godt men hvad med alle dem det går ud over ?

Jeg ville da ønske at min søster var røget i bæltet på en lukket afdeling så jeg ikke konstant skulle være på vagt, overfor hvornår hun fik sine voldelige anfald!

Så kunne jeg have taget min uddannelse færdig uden at skulle flytte på hotel og arbejde fordi jeg ikke var i sikkerhed derhjemme!

Min mor var gået helt ned pga. af det. Min mor blev ofte overfaldet. Der blev kastet kogende vand, smadret, ting.
Jeg fandt en dag min mor liggende i foster stilling, efter at være blevet overhældt med kogende vand.

Det var mere eller mindre hverdag fordi min søster ikke ville i behandling!

Jeg vil aldrig se min søster igen, da jeg aldrig kommer til at kunne tilgive hvad hun har gjort, hverken mig min mor, eller for den sags skyld min far. Hun lavede brændemærker i bilen med cigaretskoder, kastede med alt omkring sig, var ved at slå mig i hovedet med en tung fjernbetjening. 2 år efter min epilepsi operation!
Ingen tvivl om at hun har villet mig til livs. !
Hvis alternativet var at hun skulle ligge fast spændt og tvangsmedicineres så hellere det, end vi andre skulle skades!

Dette var aldrig kommet så langt, hvis ikke det havde været fordi min søster selv havde lov til at bestemme hvor vidt hun skulle i behandling.!

Fordi man har en tung diagnose er ikke det samme som at skal behandles dårligere, men at det kan blive nødvendigt med mere tvang hvis man er til fare for andre !
Hvad ville man da ellers gøre hvis en person udgjorde en trussel for almen sikkerhed ?
Han ville da ryge i spjældet !
Jeg håber i vil tage denne debat til jer uden at føle jer ramt
!

Jeg bliver altså ved med at tænke, at dine forældre kunne og burde have sat nogle bedre grænser, - man må da kunne få hjælp hvis en person virkelig opfører sig sådan, men måske har de været for konfliktsky mht. at søge hjælp udefra (og den fås på mange måder, også andre end tvang og medicin - især hvis man sætter ind i tide), og det er så desværre gået for meget udover dig lyder det til.

Ok så føler vi os ikke ramt, men det er jo lidt svært at vide hvem det gælder og hvem det ikke gælder, love og regler - som foreslåes - har det jo med at ramme temmelig skånselsløst og firkantet.

Du har ret mine forældre havde det overordnede ansvar. Men da det ikke bare er noget man gør når man sender sit barn i tvang ville det være rart med nogen der kunne hjælpe en igennem processen istedet for at hindre den!
Selv en anbefaling om indlæggelse fra den pågældende psykolog blev ikke taget ad notam.

Reglerne ville kun blive brugt når andre var i fare for at blive skadet af den syge.
Det er uanset hvad nødvendigt at begrænse skaden, ved at sørge for omgivelserne ikke bliver kørt i sænk af den syge !
Dernæst kan man benytte de tiltag der skal til for at fastholde den syge i en behandling!

"Reglerne ville kun blive brugt når andre var i fare for at blive skadet af den syge. "

Men de regler er der jo allerede.
https://www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=134497

"1) udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred eller
2) øver hærværk af ikke ubetydeligt omfang."

Som man har kunnet følge med i er Danmark et af de lande hvor tvang i forhold til fastspænding af folk indlagt på de lukkede afdelinger er højt, og uanset de gode viljer hjælper intet.

Fordi man selv har dårlige erfaringer, eller ikke har været i stand til at opsøge hjælp, skal det ikke gå ud over en hel gruppe af folk. Netas dit syn på psykisk syge ligner noget man kunne finde i starten af det forrige århundrede, med en stærk opblomstring syd for grænsen nogle år senere.
Et godt eksempel er at blnade psykologer ind i en eventuel psykiatrisk behandling. Psykologer har ikke mulighed for at blande sig i den type foranstaltninger, det kræver en læge eller en psykiater.

Hej Thoeg.
Jeg tager ikke mit eget syn som udgangspunkt.
Jeg ser en behandling af aggressive diagnoser som en to trins behandling.
Det første er at sikre at ingen andre kommer til skade, og dermed begrænse den.
Det andet trin, skal være en varig evt, tvunget tilknytning til et behandlingsprogram, indtil man har mindsket skaden mest muligt!
Derefter skal behandlingen være frivillig, men først når skaden er minimeret mest muligt!!
Jeg har skam mere end et eksempel på at det ville have været en god idé inden for mine egne rækker.
!

Hej Thoeg.
Jeg tager ikke mit eget syn som udgangspunkt.
Jeg ser en behandling af aggressive diagnoser som en to trins behandling.
Det første er at sikre at ingen andre kommer til skade, og dermed begrænse den.
Det andet trin, skal være en varig evt, tvunget tilknytning til et behandlingsprogram, indtil man har mindsket skaden mest muligt!
Derefter skal behandlingen være frivillig, men først når skaden er minimeret mest muligt!!
Jeg har skam mere end et eksempel på at det ville have været en god idé inden for mine egne rækker.
!
DK har self. et af de højeste niveauer af tvang, fordi der ikke forebygges tilstrækkeligt!

Jeg er en meget stor beundrer af Skovtrolden, som på fin vis får belyst problematikkernes "anden" side, samt deres nuancer.

Det første jeg studser over er den omfattende magtanvendelse du mener skal bruges.
Det er jeg helt uforstående over for.
Al både forskning som praksis viser at en anerkendende og accepteret behandling nok er det eneste som reelt kan virke på os.
Alt andet kan dybest set kun "passivisere" mennesker som har det svært.

Hvis det endelig er relevant at tale om hvad man burde stille op, så var det måske en god ide at begynde med at skaffe sengepladser nok, og garantere behandlingsmuligheder, heriiblandt terapi af forskellig slags, samt psykologhjælp.
For det er jo en kendsgerning at det sådan set ikke er de sindslidende som udgør det store problem, men derimod at de ikke kan få en behandling/behandling når eller hvis de skal bruge den.

Så er det i min verden helt forkert at begynde at øve vold (for det er det jo) på mennesker som i forvejen har det svært meds livet.


Til det med at nogle begynder at skrive om dig personligt osv.
Så vil jeg sige at det er egentlig også min tanke at du tager udgangspunkt i dig selv og din familie.
Jeg skal ikke gentage hvad Skovtrolden allerede har skrevet om det her..


Det jeg kan foreslå dig at gøre, er at tage udgangspunkt i din egen situation.
Du får sandsynligvis ikke meget ud af at lægge skylden for din sygdom over på andre (din familie), hvor rigtig det end måtte være.
Den eneste du reelt kan lave noget som helst om på er nemlig dig selv.
Vi kan råde, skændes med, eller kritisere andre, men aldrig få dem til at gøre andet end det de selv beslutter sig for.

Du er egentlig en klog og tænksom fætter, og mange af de ting du har skrevet om i tidligere indlæg også, har jeg syntes som udgangspunkt har været super spændende, og egentlig ofte også ting vi er nødt til at forholde os til.

Men hver gang du får fat i bolden, så stopper du spillet ved at lægge en form for ansvar fra dig, netop ved at klandre familien, og så blive ved det.
Det virker næsten som om du lægger ansvaret for dit liv fra dig..
Og her taler jeg om det ansvar det er at prøve at bevæge sig i retning af det gode/bedre liv.
Du stigmatiserer nærmest dig selv, ved at konstatere at familien har ødelagt dit liv for dig.

Det er kun min egen opfattelse, men tænk over det alligevel.
For når du engang når så langt som til at indse det, så tror jeg at du har rigtig gode muligheder for at ændre rigtig meget til det bedre..

Held og lykke og med venlig hilsen.

Kære Bipolix. Du belyser fint de menneskelige omkostninger der er i forbindelse med tvang, men det er intet mod den pris omgivelserne betaler.
Jeg tænker bare på de mennesker som er pårørende. Deres omkostninger bliver jo fatale, hvis de ender med ikke at kunne passe deres arbejde fordi den syge tager så meget energi. Havner man først der, så ser det for alvor sort ud.
Når jeg tager udgangspunkt i min egen situation, er det fordi jeg kan se med alt tydelighed at en ubehandlet og niklegeret diagnose er en tikkende bombe.
Mine forældre der havde ansvaret for min søsters adhd gjorde intet selv efter et ekstremt tilfælde, som et mordforsøg er.

Der bærer de som myndige ansvaret for at handle. Den handling de foretog var at forsøge en indlæggelse på Hillrød Psykiatrisk afdeling, hvor hun blev afvist fordi hun "kun" var til fare for andre.

Min søsters diagnose har altid været forklejnet, som søskende vanskeligheder, hvilket jo på den måde fratog mine forældre for deres ansvar.

Når man burer en kriminel inde, sker det jo dels som straf, men først og fremmest fordi vedkommende er til fare for os andre.

Han / hun får sikkert en række psykiske symptomer, og får det dårligt,
Men fokus er at familie / venner og andre pårørende tit og ofte må finde sig i at sluge alt for mange kameler fra den syge.
Malou Stella fra kanal 4, er det perfekte eksempel. Hun ville ikke tage sin medicin, fordi det ikke passede hende.
Følgerne af den tvang, den syge måtte lide, er intet mod den tilstand af konstant angst og beredskab som omgivelserne må leve i. Konstant opmærksom og på vagt over for det næste anfald!
Er det mere rimeligt ?

Derfor synes jeg det er et luksus problem om den syge må sluge nogle kameler, i form af piller, og fiksering, hvis det kun er for en kortere, periode. . . Det vigtige er her at pointere at disse tiltag ikke er behandling. Men en midlertidig løsning, indtil behandlingen starter.

Når en kriminel bliver prøveløsladt, er det jo netop med opsyn for at sikre han / hun ikke forsætter med at være til fare!

På samme måde skal psykisk syge, med svære diagnoser tilknyttes at fast og lovpligtigt behandlingsforløb, ellers må man ty til andre metoder!

Jeg ved det lyder hårdt. Men ikke alle står til at redde!
Prøv at tage Breivik, Hitler, eller Gøring. Skulle de have været til psykolog efter man fik buret dem inde ?

Det er omgivelserne der skal kunne stille kravene, ikke kun den syge.
Omgivelsernes accept af den syges adfærd, er i sig selv en fejl. Fordi denne accept er med til at tillade at den forsætter.


Jeg giver hverken nogen eller noget skylden.
Jeg siger blot at min epilepsi, PTSD mavesår, og høje blodtryk samt førtidspension er resultatet af mine forældre ikke tog ansvar for at tvinge min søster i behandling.
Det er blot et faktum.
Havde hun været i behandling, havde jeg hverken udviklet epilepsi, hjerteproblemer, eller for den sags skyld ptsd!
Da mine forældre i den periode var de myndige var det derfor også deres ansvar at gøre noget.
Idag har jeg lånt et større beløb som jeg gennem handler i aktiemarkedet forsøger at afhjælpe min afhængighed, af det offentlige.
Men jeg havde slet ikke haft dette problem, hvis det ikke havde været for min mor, far og søster.