Debatindlæg
Hvor går grænsen?
Written by
Netas
18. aug 2013 12:55
Et event som flere pårørende sikkert kender til er at ens grænser bliver sat på en vanskelig prøve, når man er pårørende til mennesker, med aggressive diagnoser, lever under samme tag.
De år man gør det, give ekko mange år fremover, fordi man konstant må tilsidesætte sine egne behov.
Ikke mindst fordi mange bliver alvorligt påvirket af den syge.
Eks. Da min søster blev født skreg hun, og hun blev ved.
Hun havde store mørke render under øjnene. og et mærkeligt stirrende blik.
Hun led helt åbenlyst af en alvorlig psykisk sygdom da hun konstant skreg, og frarøvet hele familiens nattesøvn.
Hendes ansigt var uden mimik, og fuldkommen udtryksløst!
Der var ingen hjælp at hente hos de sociale myndigheder.
Jeg håber i fremtiden at pårørende får nemmere ved at få hjælp
ps
Written by
Netas
18. aug 2013 12:58
Det er således at jeg selv fik en kniv i maven af min søster under et af hendes anfald. Den var .5 mm fra at ramme milten.
Hun kunne med andre ord, være blevet morder, på 1 sek. og jeg mistet livet. Fordi hun ikke var i behandling.
Ja hun er syg, men er det så OK at stikke en anden med en køkkenkniv ?
pps;
Written by
Netas
18. aug 2013 13:05
Det skal hertil siges at mine forældre er af den slags der hellere fejer problemerne ind under gulvtæppet end gør noget ved det.
Derfor blev min søsters vanvid affærdiget hos mine forældre, med at "vi måtte finde uad af det".
Der er ingen tvivl om at deres mangel på velvilje også har spillet en væsentlig rolle.
Da det så endelig kom at min søster skulle i behandling, spillede hun skuespil, lægen faldt for det. - Sagde min mor - Jeg tror nu der er noget hun ikke fortæller.
. . .
Men pårørende, og syge har hver deres side af problemet, og jeg håber at der kan sættes mere fokus på hvordan man kan sørge for det ikke fører for vidt.