Debatindlæg

Jeg har været depressiv siden jeg var omkring 15. Ikke konstant, forstås, men i perioder med snigende, glidende overgange.

Jeg har fået mit liv ganske ødelagt, da jeg har måttet droppe uddannelse og job på grund af manglende energi, og fordi min depression er snigende fik jeg først en diagnose i en alder af 34.
Alle de år med skam og skyldfølelse og folk der mente at jeg "bare skulle prøve at tage mig sammen lidt mere"...

Da jeg endelig fik min diagnose var lettelsen enorm, selvom det var skræmmende.
Jeg var faktisk syg. Jeg havde faktisk en kemisk ubalance i hjernen. Det var faktisk ikke min skyld.

Jeg fik medicin, skiftede medicin, og i løbet af et års sygemelding begyndte jeg at blive rask igen.
Og jeg var rask.

Men nu er den der igen...
Jeg kan gendkende tegnene. Min energi er helt væk, jeg flyder udenfor verden, dagene går, og alt er ligegyldigt.

Jeg ved ikke om jeg kan igen.
Jeg ved ikke, om jeg kan vågne op igen, og om det overhovedet er det værd.
Jeg ved ikke, om resten af mit liv skal være sådan her.

Skal jeg falde fra hinanden hver tredje år? Er det dét værd at kæmpe, når jeg bare skal vente på næste gang.

Jeg er træt nu. Jeg har lyst til at gå i seng igen og bare sove.