Det er svært at finde rundt i følelseslivet.
Written by
maja76
31. aug 2013 11:25
Endelig fandt jeg et sted hvor jeg kan lufte mine tanker. Jeg fik i 09. en svær depression, og har til trods for medicin stadig perioder med "sortsyn". Jeg er dog ved at finde mine ben igen. Jeg har forandret mig meget og har været tvunget til at ændre min dagligdag, mit forhold til familie og det er nødvendigt for mig at være meget ærlig, både over for mig selv men også over for omverdenen. Jeg er nu velfungerende og i gang med uddannelse. Problemet er at jeg nu er meget i tvivl om mine følelser for min mand. Jeg er kommet frem til at jeg nok ikke føler nogen kærlighed for ham mere. Jeg har svært ved at finde rundt i mine følelser, men samtidig kan jeg ikke blive ved med at holde det for mig selv. En af mine tanker er at det nogen gange ville være nemmere at være alene om ansvar og beslutninger, men er det så udtryk for min til tider store trang til isolation? Jeg synes det er svært at være inde i mit hoved lige nu.
Et svar
Written by
irsten
1. sep 2013 08:21
Hej Maja
Det lyder godt, at du har fået det bedre, og at du har fundet ud af, at der er ting i dagligdagen, som har skullet ændres, så de passer bedre til dig.
Jeg har selv haft mange depressioner, og jeg kan godt huske, at der efter hver depression kom en periode, hvor mange ting skulle bearbejdes mentalt og følelsesmæssigt.
Den slags tager tid, og når man er kommet i gang med sit normale liv med arbejde/studium, kan det være svært at finde tid til det.
Desuden kræver denne bearbejdningsproces som regel, at man har meget tid for sig selv. Og det kan jo også være svært, når man er i et parforhold.
Kan dine evt. manglende følelser for din mand ikke skyldes, at du − ganske naturligt − længes efter mere tid til at filosofere i enrum?
På den anden side siger man jo, at et parforhold kræver, at man tager sig tid til at ”dyrke det” og holde det ved lige.
Det er jo modstridende krav, som ikke er til at holde ud. Og så er det klart, at der kommer tanker om, at det ville være lettere at være alene.
Selv blev jeg i moden alder klar over, at jeg er et såkaldt særligt sensitivt menneske (HSP, highly sensitive person)
Hvis man er det, kræver det meget at leve op til de almindelige normer i samfundet, hvor der hele tiden er meget støj og mange indtryk, og hvor det bliver anset for unormalt at isolere sig. Det krævede så meget af mig, at jeg ustandselig fik svære depressioner.
I mit tilfælde var der også andre årsager til depressionerne, men tingene blev først bedre, da jeg virkelig gav mig selv lov til at være, som jeg er, i stedet for at prøve at lave mig selv om. Og det bedste er, at andre mennesker sagtens kan forstå det, når man siger: ”Lige nu magter jeg ikke mere. Jeg har brug for at være for mig selv, så jeg kan hvile lidt ud.”
Det gode er jo, at man så kan vende tilbage til selskabet med fornyede kræfter ;o)
Nu aner jeg selvfølgelig ingenting om, hvorvidt du evt. kan være en HSP. Men ca. en femtedel af befolkningen er HSP. Du kan jo prøve at læse lidt om HSP:
http://www.hsp-foreningen.dk/hvad-er-hsp/
Sagen er, at du sagtens vil kunne forene din trang til at filosofere i enrum med et parforhold. Det kræver bare, at din mand forstår og respekterer dit behov for tid alene. Og for at det kan ske, er det nødvendigt, at du selv respekterer dit behov og ikke betragter det som noget unormalt.
I øvrigt har jeg selv haft stor glæde af at skrive dagbog. Jeg skriver stort set hver dag. Når man skriver på computeren, fylder det jo ikke op, i fysisk forstand, og det er nemt at bruge søgefunktionen til at finde frem til vigtige pointer.
Nu håber jeg, at jeg ved hjælp af ovenstående strøtanker har været med til at bringe dig lidt videre.
God søndag
Irsten