Debatindlæg

Hej fbh

Jeg mener, at der er masser af læsestof om depressioner, varighed, forløb m.m. rundt omkring på nettet. Men du har selvfølgelig ret i, at der er store forskelle, og af den grund kan man ikke præcist forudsige, hvordan det vil gå den enkelte.

Hvis jeg var dig, ville jeg prøve at læse, hvad der står om forløbet på de forskellige Internetsider om depression. Prøv at søge via www.google.dk. Når du søger, kan du tilføje ord som ”varighed” eller ”forløb”, ud over ”deprssion”.

Men jeg vil meget gerne bidrage med mine erfaringer. Jeg har haft mange depressioner, og jeg har både erfaringer med forløb, hvor det antidepressive middel virkede optimalt, og forløb, hvor det slet ikke virkede. De depressioner, jeg har haft, var af kategorien svær – i hvert fald de fleste af dem.

De gange, hvor medicinen virkede optimalt, gik der ca. 4 uger, før virkningen satte ind. Herefter mærkede jeg ikke mere til depressionen. Men de gange, hvor depressionen var forårsaget af stress eller andre vanskelige livsomstændigheder, kom der en lang periode (flere måneder) hvor jeg i og for sig var depressionsfri, men ikke parat til arbejde endnu. Jeg plejer at sige, at det er en periode, hvor man bearbejder det, der er sket, og prøver på at ændre noget (vaner og værdier) med henblik på at nedsætte belastningen, så der ikke mere kommer depressioner. Desværre må jeg sige, at jeg ikke har haft det store held med denne nyorientering, for der er kommet mange depressioner ;o(

Det er vigtigt, at man IKKE holder op med at tage det antidepressive middel straks, hvor den positive effekt sætter ind. Det kan være fatalt. Da jeg var helt ung, begik jeg den fejl. Det var min allerførste depression, og den var meget svær. Men da vendingen skete, kom den med overvældende kraft. I den periode mødte jeg en mand, som jeg blev forelsket i. Da han så, at jeg tog antidepressiv medicin, sagde han straks: ”Den slags skal man ikke gå og tage, og du virker i hvert fald ikke depressiv, så der er slet ikke nogen grund til, at du skal tage den slags!”

Han talte så overbevisende, at jeg straks holdt op, med det resultat, at depressionen kom tilbage for fuld styrke. Min daværende læge havde henvist mig til en psykiater, men psykiateren var bortrejst i lange perioder, så derfor var jeg havnet i et ingenmandsland, uden anden vejledning end en kæreste, som jeg var meget forelsket i.

Jeg vil tro, at den fejl, som jeg dengang begik, er meget almindelig. Mange ikke-sundhedsfagligt uddannede vil sige: ”Nu har medicinen jo virket, og så er der vel ingen grund til at blive ved med at tage den!”

Jeg lærte på den hårde måde, at man er nødt til at fortsætte med at tage det antidepressive middel 6-12 måneder, efter at den positive virkning er sat ind, og at man derefter kan trappe ganske langsomt og forsigtigt ud, hvis det er den første depression. Hvis det er den anden depression, skal man nok fortsætte med det antidepressive middel i 2-3 år, og har man haft endnu flere depressioner, kan det komme på tale at fortsætte med medicinen livet ud.

Dengang sagde lægerne, at et antidepressivt middel tager symptomerne (hvis det virker optimalt), men at depressionen så at sige stadigvæk er der nedenunder, uden at man kan mærke den, hvis bare man tager medicinen. Den forklaring har jeg ikke set de seneste år. Jeg tror ikke, at lægerne ved, hvad der foregår. De ved bare, at man skal forsætte med det antidepressive middel i et antal måneder, efter at den positive virkning er sat ind.

Det er den eneste gang, hvor jeg har oplevet tilbagefald, efter at den positive virkning var sat ind, og det skyldtes som sagt, at jeg var holdt op med at tage medicinen. Jeg har ikke oplevet stemningsskift eller nedture, når først virkningen var sat ind. Derimod har jeg mærket, at det ville være forkert at presse mig selv til at yde en hel masse. Selv om jeg havde det virkelig godt, var det vigtigt, at jeg brugte en hel del tid på at komme mig, lære at lytte til min krop og reagere på dens signaler.

Nå, der kunne åbenbart ikke stå så meget, som jeg havde regnet med i spalten. Men mit indlæg var nu ikke ret meget længere. Her kommer det sidste:


Jeg følte, at jeg manglede en form for robusthed, men at denne manglende robusthed også var et gode, fordi jeg via denne tilstand kunne lære at lade være med at overskide grænserne for, hvad der var sundt at udsætte mig selv for.

Det var (en del af) mine erfaringer. Men andre har sikkert helt andre erfaringer.

Mange hilsner

Irsten

Hvor er det irriterende, at vi ikke kan gå tilbage og rette slåfejl i et indlæg, når det er lagt på.

De fleste ser vel igennem fingre md småfejl, men man kommer jo til at virke ufrivillig komisk, når man glemmer et r og derfor kommer til at skrive "overskide" i stedet for "overskride"! Jeg beklager meget slåfejlene.

Irsten