Debatindlæg

På forhånd, undskyld for at det bliver så langt!

Min kæreste er psykisk syg. Han er ikke blevet diagnosticeret endnu, men han tror selv, at han er maniodepressiv. Han har været indlagt på psykiatrisk hospital de sidste 4 måneder. Han blev udskrevet for en uge siden og fik lov at tage hjem. Dette kan jeg mærke på ham, at han ikke var klar til, da han igen er på vej til at få det endnu værre. Det gør virkelig ondt på mig at se ham have det så dårligt! Jeg lærte ham at kende for 9 måneder siden, hvor han var den mest sociale og smilende mand i hele forsamlingen. Dette ændrede sig pludselig til det modsatte. Han var før fuld af overskud! Nu er han træt hele dagen, hvis han fx skal hjælpe med at lave morgenmad på psykiatrisk. Jeg forsøger at være forstående - det er bare svært! Over for ham viser jeg ikke, at jeg har det hårdt, da jeg ved, at det på ingen måder vil hjælpe på hans situation, hvis han samtidig skal tage sig af, at han har en kæreste der stiller krav.

Jeg føler bare gang på gang at jeg bliver skuffet. Han vil så gerne gøre alt så godt - han har rigtig gode intentioner, man han kan bare ikke føre dem ud i livet. Hans sygdom kommer altid i vejen på den ene eller anden måde. Hver gang han har planlagt, at ham og jeg skal noget (fx i biografen, ud at spise, udflugt, … ), ender hans sygdom med at tage over, og han har en dårlig dag. Jeg er træt og ked af at det skal være sådan - specielt fordi han stort set aldrig aflyser de aftaler (som er lige så ’krævende’), som han har med sin ven.
Jeg gør meget for at virke overbærende og som om, at det ikke går mig på, da jeg ved, at han ikke kan klare krav-situationer. Jeg er begyndt at sige til mig selv, hver gang han kommer med en ide til noget vi skal lave sammen, at jeg ikke må sætte mine forventninger op til at det bliver til noget. For gang på gang bliver det ”aflyst” pga. hans sygdom.

Seksuelt går det heller ikke godt mellem os, da jeg før tændte på, at han var manden, der vidste hvad han ville have - og også viste det i sengen. Nu er han blevet så ”svag”, at jeg slet ikke tænder på ham længere på samme måde. Dog elsker jeg ham virkelig, og jeg ved, at han bare skal igennem perioden. Men nu har perioden stået på i snart et halvt år (ud af de 9 måneder, jeg har kendt ham), og det går mig virkelig på!

Jeg vil så gerne være der for ham! Det gør bare så ondt, hver gang han afviser mig, fordi han har brug for alene tid. Jeg ved godt, at han ikke afviser ”mig” som sådan, men at han afviser alle.
Men som det ser ud lige nu, får jeg intet ud af forholdet - ikke andet end bekymring, afvisninger og brudte løfter. Jeg ved godt, at det ikke er min kærestes skyld, men at det skyldes sygdommen, men det er bare stadig hårdt for mig. Når jeg er sammen med ham, kan jeg fornemme, at han virkelig kæmper for at vise mig, at han elsker mig og vil have mig hos sig. Jeg har bare brug for mere bekræftelse og kærlighed end det - og det giver mig så dårlig samvittighed at ytre dette behov højt, da jeg jo ved, at han virkelig gør hvad han kan, og at det er sygdommen, der begrænser ham..

Hans sygdom er efterhånden ved at få mig med i faldet - jeg kan mærke, at jeg ikke har samme energiniveau længere - da jeg bruger en del af energien på at tænke på min kæreste og hans problemer. Og jeg er ikke sikker på, at jeg kan holde til det meget længere.. Jeg har bare ikke lyst til at forlade ham, da jeg jo elsker ham og derudover ville det jo være at sparke til en, der i forvejen ligger ned, hvis jeg forlader ham, mens han har det så dårligt.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.