Debatindlæg

Hej,
Dette indlæg bliver nok en anelse langt, men der er bare en masse jeg må ud med.

Jeg er virkelig frustreret og i vildrede pga. min kæreste, som jeg har været sammen med de sidste 6 måneder. Vi har haft et ret godt forhold, taget i betragtning af at det er et lang distance forhold. Han bor i KBH, jeg i Jylland. I løbet af vores forhold har jeg dog observeret forskellige ting omkring ham, som har kunnet indikere depression. Det er aldrig noget vi har snakket om, men jeg ved, at han har problemer og at han ser en psykolog. Men hvorfor og hvordan, aner jeg ikke. Han er ikke så åben omkring det. I hvert fald har jeg flere gange oplevet, at han pludselig skifter humør ud af det blå, og han ved ikke hvorfor. Han bliver irriteret og vred, hvilket fører til, at han føler sig stresset. Det gør, at han begynder at trække sig væk fra mig, selvom han siger, at det gør han bestemt ikke. Han er bare stresset. Når jeg så har spurgt ham om, hvad der stresser ham, kan han ikke sætte ord på det. Han lider desuden af søvnproblemer, hovedpine og problemer med sine øjne. Og jeg har også observeret, at han har tendens til at blive angst/halv paranoid og usikker på sig selv. Jeg ved, at han har haft et traumatiseret liv, hvilket nok også gør at han har svært ved at binde sig. Men han er en fantastisk fyr, som har gjort alt for at jeg kan være glad, og siger hvad han mener... Og vi har så mange ting tilfælles. Selvom vi kun har været sammen i 6 måneder, føles det bare som om, han har kendt mig for altid.

Jeg har ikke rigtig tænkt over disse ting, før nu... Eller for 3 uger siden, hvor der opstod et tillidsproblem i vores forhold. Han havde, uden min viden, kiggede igennem min tlf, mens han var på besøg her. Her finder han nogle beskeder fra min eks. Disse beskeder indholder ingen former for flirten eller noget som helst andet, og ærligt talt, så havde jeg glemt de var der. Da han tog hjem igen, begyndte han at opføre sig underligt og trække sig væk fra mig.. Jeg konfronterede ham med dette, og han siger, at han bare er stresset og ikke har lyst til at tale om det. Dog insisterer jeg på, at han fortæller mig, hvad der er galt. Han spørger om jeg snakker med min eks, og jeg siger (dum som jeg er): nej ikke rigtigt. Det udmunder jo selvfølgelig i at jeg havde løjet. Han bliver utrolig sur, og siger at han ikke kan være sammen med en der lyver... Vi diskutere lidt, og han lægger på. Den næste dag er han stadigvæk meget vred, og jeg siger, at vi da kan løse det her, hvis vi elsker hinanden. For han er den eneste jeg ønsker at være sammen med! I hvert fald siger han, at han ringer til mig på et tidspunkt...

Nu sidder jeg her, 3½ uge senere og har ikke fået noget som helst opkald! Jeg savner ham så inderligt, og jeg er så bekymret. Vi smsede sammen for 2½ uge siden, hvor han skrev, at han var ked af at han fik mig til at føle som jeg gør (blev virkelig ked af det, og har ikke prøvet noget lignende at blive ignoreret på den måde, uden at vide om det er mig der er problemet, eller noget helt andet.) Han siger, han har brug for tid alene, fordi alt går ham på. Vreden han har overfor mig kan han heller ikke styre nu, og hvis vi snakker sammen vil det bare blive værre, fordi alt bare irritere ham. Desuden siger han, at arbejde, penge og kvinder ingen betydning har nu. Men han har stadigvæk mange følelser for mig - han kan bare ikke overskue de følelser nu, og samtidig med, hvordan han har det med sig selv. Han vil at jeg skal finde noget, som kan gøre mig glad, og hvis jeg synes det er værd at vente på, så skal jeg vente. For han skal nok ringe. Men jeg kan ikke være glad! Ikke uden ham, som han også fik af vide. Men jeg skrev til ham, at jeg ville give ham den tid, han har behov for, fordi jeg elsker og respekterer ham. Jeg er bare så bange for at han glemmer mig! Men mest af alt, er jeg så bekymret for ham. Jeg skriver nu og da beskeder til ham, og fortæller at jeg er der for ham til hver en tid, og han er den eneste, jeg har lyst til at være sa