Er jeg afhængig af ritalin?
Written by
lpede
3. dec 2013 15:36
Jeg er en kvinde på 40. Jeg har lige fået flexjob 20 timer om ugen. Hurra! Jeg har dårlig ryg, samt en diffus diagnose på "personlighedsforstyrelse". Jeg har været middel til svært deprimeret siden jeg var 10-12 år. Først som 25 årig kommer jeg i "behandling. Gruppeterapi i 2 år. Derefter kommer jeg først i kontakt med systemet da jeg er 33 år. P1 i små 14 dage. Her får jeg et skema på 10 spørgsmål og VUPTI har jeg ADHD/ADD. Det er så siden blevet ændret, men min recept på ritalin har jeg stadig. For at kunne holde koncentrationen og have energi til 4 timers arbejde er jeg nødt til at tage ritalinen med 2 timers mellemrum fra kl. 6 om morgenen til ihvertfald kl. 12. Dvs. 20 mg. 4-5 gange om dagen. Når Ritalinen ophører med at virke bliver jeg træt - meget træt, kan ikke finde ordene og bliver forvirret. Trætheden led jeg også af FØR jeg begyndte på Ritalin. Den opstod ca. 1 år før, sjovt nok meget samtidigt med at jeg havde kyssesyge. Men min læge sværger på, at det ikke er fra kyssesygen, min træthed stammer. Der er taget masser af blodprøver og sukkerprøver. Det er psykisk - eller er det? jeg er heldig at være i en fase, hvor min depression ikke er dominerende. Men nu synes jeg, at min træthed spænder ben for mig.
Jeg har haft rigtig god gavn af ritalinen og jeg tror en del af min forbedring måske skyldes den (Jeg får også citalopram). Men er jeg nu blevet "afhængig"???
Har andre erfaring med Ritalin?
Kronisk træthedssyndrom
Written by
sfrydenborg
4. dec 2013 23:40
Har du nogensinde læst om kronisk træthedssyndrom? Jeg har læst, at det nogen gange starter efter en infektionssygdom? Det er desværre ikke en specielt kendt diagnose og den er meget forskellig fra person til person. Men det er da værd at undersøge :)
Søvnapnø - evt. forværret af Ritalin!
Written by
irsten
5. dec 2013 10:45
Hej lpede
Jeg har været i samme situation som dig, forstået på den måde, at jeg led af voldsom træthed, men ikke kunne få en forklaring. For mit vedkommende var det også problematisk, fordi jeg var for træt til at arbejde. Jeg endte med at få førtidspension, faktisk helt uden at komme i arbejdsprøvning. Men jeg ved, at det er blevet langt sværere at få tilkendt pension i dag.
Umiddelbart vil jeg sige, at der ikke er noget at sige til, at du bliver voldsomt træt, når du har holdt dig kunstigt oppe på Ritalin. Jeg ved selvfølgelig godt, at masser af mennesker tager den slags mod ADHD, men Ritalin var jo engang kendt som ferietabletter, og så vidt jeg ved, var det almindeligt kendt dengang, at man fik en efterreaktion med træthed, efter at man havde brugt dem.
I øvrigt synes jeg, at det er helt ”ude i hegnet”, at du er nødt til at bruge medicin for at kunne klare dit fleksjob – medicin, som du bagefter bliver så dårlig af, at du ikke kan have ret meget ud af din fritid. Det kan altså ikke være meningen med fleksjob – om så fædrelandet er nok så meget i krise!
Men du skriver jo, at du også var træt, før du begyndte at tage Ritalin.
Kronisk træthedssyndrom er et godt bud på en forklaring, især når du fortæller, at du har haft en infektionssygdom. Men desværre er de fleste læger ret skeptiske over for diagnosen. Der er jo en hel række sygdomme, som lægerne betegner som de nye sygdomme: fibromyalgi, kronisk træthedssyndrom, piskesmæld, irriteret tyktarm m. m. De fleste læger mener, at de er psykisk betingede. Det er ikke rart at komme til at fejle den slags, for så havner man desværre i ”ingenmandsland”.
Jeg vil give dig endnu et forslag: Søvnapnø, altså den sygdom, hvor vejrtrækningen indimellem stopper under søvnen. Det viste sig efter mange år på førtidspension, at det er det, jeg fejler.
Der findes flere forskellige former for søvnapnø, og der er en form med navnet central søvnapnø, der kan skyldes medicinbrug. Jeg siger ikke, at det er Ritalinen, der er skyld i det, for du var jo træt inden. Men Ritalinen kan muligvis forværre tilstanden, hvis det er søvnapnø, du har.
Hvis det er søvnapnø, du har, vil det allernemmest kunne påvises, hvis du sover sammen med en, der holder lidt øje med, om du har pauser i vejrtrækningen. Hvis det er umuligt, fordi du bor alene, er et såkaldt pulsoximeter en god løsning. Det er en slags armbånd, som man spænder på med velcrolukning, og det måler puls og iltindholdet i blodet natten igennem. Næste dag kan lægen aflæse det. Lægen må kunne låne dig et pulsoximeter.
Det var bare et forslag.
Mange hilsner
Irsten