Debatindlæg

Hej med jer,

Jeg er helt ny her inde og har for nyligt fået konstateret min første depression, det hele er derfor nyt for mig og jeg har lidt svært ved at håndtere nogle af de situationer jeg står i - måske en af jer har et godt råd til at tackle situationen?

Jeg er ikke i tvivl om jeg tidligere i mit liv har haft små depressioner (det er dog aldrig blevet konstateret), jeg fik konstateret min første depression for cirka 4 uger siden. Jeg har siden august måned i år haft det utrolig svært og haft ekstrem elevator vægt (som svinger med 10 kg. konstant), jeg har grædt hver dag men også haft gode perioder på selve dagen som har varet 2-3 timer af gangen. Jeg har udrettet lig med nul i perioden siden august. Det eneste jeg har lyst til er, at sove men det kan jeg ikke. Jeg sover typisk mellem klokken 03 - 06.30 om natten, uanset hvor tidligt jeg står op. Nogle dage kan jeg dog sove hele tiden.

Tror hele min verden væltede som følge af, at jeg rykkede alle mine rødder op, flyttede hjemme fra for første gang, til en by hvor jeg ingen kendte og startede på et studie efter 3 års sabbatår.

Mine henvendelser til lægen føler jeg overhovedet ikke er blevet taget seriøst. Ganske forfærdeligt og nu har de sat mig på en mild form for antidepressiv og som skulle give mig ro til at sove, men det gør det ikke. Han har ikke testet mig for en depression. Forløbet var som følger: Jeg henvender mig til lægen på opfordring af onlinerådgivere hos skrivdet.dk (fordi jeg har haft selvmordstanker, her skriver vi midt oktober) og jeg fortæller ham om alle mine symptomer. Han fortæller mig han giver mig en henvisning til psykolog (som der er over et halvt års ventetid på i min by) og så kunne jeg komme igen fjorten dage efter, hvor han så ville høre hvordan det gik. Jeg undrede mig over dette da jeg fortæller ham hvor længe det har stået på, og at jeg har modtaget psykolog hjælp i over 6 år igennem TUBA, da jeg er opvokset i en alkoholisk familie. Jeg forstår ikke hvordan han kan tro, at det kunne gå væk på fjorten dage da det på det her tidspunkt har stået så slemt til i to måneder. Fjorten dage senere konstaterer han i løbet af 4 minutter, at jeg skal på medicin. Han tager ingen tests eller andet, han konkluderer det ud fra spørgsmålet til mig "Hvordan er det gået".

Jeg er meget desperat efter, at få det til at gå væk. Studiet er ikke mig, overhovedet, og jeg er meget ensom der hvor jeg bor. Jeg har fået 2 studiejobs, som jeg troede ville hjælpe mig til at få det bedre (Jeg er virkelig arbejdsom og knuselsker altid mine arbejdsplaser. Et arbejde betyder alverden for mig) men sandheden er, at jeg egentligt kun får det værre og værre.

Det hele min problematik går på er, om det er klogt at søge tilbage til det jeg ved har fungeret for mig tidligere, og som jeg er tryg ved, eller er det sygdommen som taler? Jeg har egentligt allermest lyst til at tage hjem og gøre det som jeg ved, fungerer, være i nærheden af nogle mennesker som kan klare de praktiske ting for mig, som kan give mig støtte og vejledning, for det er der ingen der kan der hvor jeg bor nu (jo via. telefonen og facetime, men jeg er utrolig ensom) men på den anden side så kan jeg ikke overskue de konsekvenser som er, i forbindelse med valget. "Hvad nu hvis jeg fortyder" og "hvad nu hvis min arbejdsplads bliver sure over.." "hvad nu hvis at jeg ikke kan få et arbejde igen fordi jeg kun har været på min arbejdsplads i to måneder" osv. osv. Hele tiden så mange spekulationer.

Jeg har brug for at vide, om der er nogen der har erfaringer med, at tage sådanne beslutninger når det hele brænder rent psykisk?