Debatindlæg

Hej Perfekt

Min erfaring med depressioner er, at de fleste depressive søger en forklaring på deres tilstand, og at de som regel mener at have fundet lige præcis det, der er årsagen.

I dit tilfælde fokuserer du på din alder. Det er jo meget naturligt, når man er til en begravelse, at man begynder at tænke på, at man selv skal dø. Men normalt er sådanne tanker jo ikke noget, man bliver syg af.

Jeg tror, at der tit er flere medvirkende årsager til en depression, f.eks. manglen på lys her i den mørke vintertid, evt. kombineret med en mangeltilstand, f.eks. på D-vitamin eller jern eller måske B-vitaminer, kombineret med en eller anden belastning i form af spekulationer eller stress.

Noget af det værste er, når disse kværnende spekulationer tager magten fra én. Efter min erfaring er det depressionen, der er årsag til sådanne ødelæggende tanker og ikke tankerne, der er årsag til depressionen. Men det er klart, at hvis de kværnende tanker får lov at fortsætte uhindret, så virker de forværrende på depressionen.

Da jeg havde min 2. depression som 27-årig, husker jeg, at jeg også begyndte at spekulere over døden og alderen. Senere, da jeg var blevet rask, opfattede jeg disse tanker som en del af depressionen, for de forsvandt, da jeg kom mig.

Jeg forstår godt din tankegang: Hvis årsagen til depressionen er din alder, så er det svært at gøre noget ved depressionen. Men sådan tror jeg altså ikke, at det forholder sig.

Dog lægger jeg mærke til, at du har brugernavnet Perfekt. Det får mig til at tænke på, at du måske stiller meget høje krav til dig selv. Hvis man altid stiller (alt) for høje krav til sig selv, kan man ikke undgå at lide nederlag indimellem, og nederlag tærer på livskraften.

Jeg synes, at det lyder godt, at du har fået en tid hos din læge. Husk at blive grundigt undersøgt (blodprøver), sådan at det kan blive tjekket, om der er fysiske/biologiske årsager til din tilstand, f.eks. en mangeltilstand eller lavt stofskifte.

Måske vil det være en god ide, hvis du får psykologhjælp. Jeg tænker blandt andet på, at du måske skal lære at lade være med at stille alt for høje krav til dig selv.

God bedring

Irsten

Tak for svaret Irsten,

Lige ang. mit brugernavn er det ikke p.g.a jeg gerne vil være perfekt, men blot fordi jeg hedder Per :-)

Det kender jeg godt til, jeg tænker det er en slags "midtvejskrise" - jeg har det som om jeg pludselig har nået op på toppen af bjerget, og så kan jeg se ned... og hvad ser jeg, den uendelige horisont? det evige liv? alle mine muligheder? - nej jeg ser afgrunden, afslutningen, livets endeligt, var det bare dét.....
Så siger folk jeg er da så ung og kan nå en masse endnu, men dybest set kan jeg vel i bedste fald bare se frem til at blive gammel.

Og ja netop, det mest skræmmende er at man KAN ikke flygte fra alder, jeg kan føle det ligefrem angstfremprovokerende klaustrofobisk, visheden om at jeg intet kan gøre.

Selvfølgelig kan man putte liv og indhold i årene efter bedste evne, men man kan s..... ikke forhindre at de går.

Tid er så mærkelig.

Jeg tænker jo lidt at begravelsen du skriver om, har prikket hul på alle de her ting i dig, det vil sandsynligvis blive nemmere at bære efterhånden som man "vænner" sig til det, jeg har gode perioder hvor jeg trøster mig med at jeg ikke kan gøre noget uanset hvad, og dårlige stunder hvor jeg nærmest føler afmagtens rædsel, men jeg går ikke og ruger over det hele tiden, men det ligger nok alligevel meget som en sky på min himmel jo.

Tak for svaret Skovtrold. Har desværre først set det nu :-)

Jeg kan fortælle om mig selv, og da min jævnaldrende kusine døde .
Det tog mig 8 måneder at arbejde mig igennem sorgen. Da jeg var I det, troede jeg jo nærmest aldrig, at det vil få en ende. Men ved at læse det hendes mand havde skrevet om hende, og ved at kigge på dødsannoncen, stort set hver eneste dag, fik jeg langsomt tudet sorgen ud af mit system. Den lå der ligesom en tyngde, de fleste morgner, men lettede så, efter tudeturen.

Hun blev 51år, og jeg ser det I tilbageblikket som en eksistentiel krise. Og ikke nødvendigvis en depression.

Men at finde nogen at snakke med det om, kan være meget helende.
Hvad er det du har mistet, I forbindelse med dødsfaldet ?

Håber du får den hjælp du har brug for.
Kærlig hilsen
Kvindemin