Kærestesorg og depression
Written by
m_justesen
8. jan 2014 16:24
Hej derude
Jeg har brug for hjælp og råd. Jeg har været sygemeldt siden marts 2013 med angst, depression og stress alt sammen udløst af ledighed (og min barndom - har dog altid kunne fungere indtil jeg blev ledig).
Der skete så nogle ting i sommers med min kæreste, som gjorde at han langsomt udviklede en depression. (Tingene havde ikke noget med mig at gøre eller min sygdom) Så desto bedre jeg fik det, desto værre fik han det.
Det endte så med, at han her d. 26/12-2013 valgte at flytte efter 4 års samliv, da han ikke kunne holde til at være sammen med nogen længere og han vidste ikke længere om han elskede mig. For alle jer som kender til depression, ved I også, som jeg gør, at denne følelse er normal når man har en depression. Men det nægtede han at høre på, han ville bare væk. (Han havde på en måned flyttede to gange før, men denne gang med hans ting og det hele).
Siden har jeg intet hørt fra ham. Jeg har skrevet en enkelt gang pga. noget med lejligheden, hvor han svarede meget kort via sms. Ellers ikke et ord.
Hele situationen har fået mig gevaldigt ned i kulkælderen. Jeg går i genoptræningspraktik i 25 timer om ugen, og det kan jeg ikke længere holde til. Jeg har det skidt hele tiden og tårerne er der konstant. Jeg vil blive tvunget raskmeldt her d. 7 feb 2014, så jeg er rigtig meget i panik. Jeg blev syg pga. ledighed og nu står jeg til ledighed igen. Og er helt alene. Mine forældre og søster forstår ikke, hvordan jeg har det, da de ikke er følsomme som jeg.
Jeg har ikke noget netværk ellers, da de forsvandt da jeg blev syg. Ikke mange forstår hvad det gør ved en, når man har en depression og stress. Så de forsvandt langsomt alle sammen.
Så nu sidder jeg her helt alene med min sorg og aner ikke hvordan jeg skal få mig samlet op igen. Kommunen er kolde i røven og tvangsraskmelder mig selvom dette er sket. Jeg går til psykolog, men det tager jo tid. Tid jeg ikke har - d. 7 feb er jo lige om hjørnet!
Jeg har gjort mig klar, at min forhold til min kæreste er ovre. For selvom han ombestemmer sig, skal han først have behandling og komme ovenpå igen inden jeg muligvis kan klare at være sammen igen. Derudover har han også bare såret mig så meget, at jeg simpelthen ikke ved om jeg kan tilgive det - også selvom jeg ved, at det er depressionen der har fået ham til at opføre sig, som han har gjort. Det ændre bare ikke ved de følelser af svigt, som er inden i mig.
Er der nogen der har nogle råd eller erfaringer, som de vil dele? Føler mig virkelig alene og er utrolig ked af det. Så hvad end I kan byde ind med, så ville det være dejligt.
Venlig hilsen
Maria
Du er ikke alene om det.
Written by
Vickz
8. jan 2014 19:49
Hej Maria. Jeg tror vi begge står i samme situation... Jeg har dog ikke fået udløst en depression da min kæreste er gået fra mig, det er fra for tiden, men jeg bliver gevaldigt påvirket når han er "inde og ude" og min "sygdom" bliver endnu værre når han forlader mig og svigter mig og ikke vil være der.(ikke at det er det der sker i din situation) Men jeg kender din følelse SÅ meget. Jeg er ekspert i at føle mig alene og ensom og råber efter hjælp men ingen høre mig...
Jeg tror på det hjælper at snakke sig igennem tingene og specielt med nogle der har det ligesom dig selv. Fx mig..
Kender til alt det med at tabe sig selv.... Store kram fra mig
Dejligt at vide
Written by
m_justesen
8. jan 2014 23:26
Hej Vickz
Det er rigtig dejligt at vide, at jeg ikke er alene, for føler det meget i denne situation. Har ikke rigtig nogen at tale med, så det er virkelig skønt, at jeg fandt dette sted.
Min depression blev heller ikke udløst af, at han gik. Den var der til at begynde med, men jeg havde fået det meget bedre og var egentlig klar til raskmelding efter endt genoptræningspraktik.
Nu føler jeg bare, at det hele er uoverskueligt. Det du beskriver er nøjagtigt hvad der skete med mig - at han var inde og ud og at min sygdom også blev værre ved usikkerheden og svigten. Han flyttede to gange tidligere (han har som sagt selv depression, så kunne ikke overkomme være sammen med andre, så flyttede først to dage og derefter 4 dage inden det endelige brud). Dette skete over en periode på to måneder, hvor jeg gik og ikke vidste om jeg var "købt eller solgt". Det var en frygtelig følelse!
Juleaften var vi herhjemme, fordi han ikke orkede at være nogen steder og der var helt stille. Juleaften i stilhed! Det var virkelig skidt. Den 25 december sagde jeg så, at jeg simpelthen ikke kunne have juleferie sammen med ham i 14 dage, hvis den skulle foregå i stilhed. For to måneder siden talte vi sammen hele tiden - altså virkelig konstant! Og pludselig intet - juleaften og intet.....ingen samtale, ingen gaver, ingen hygge, ingenting. Efter jeg havde sagt til ham, at han altså i det mindste skulle tale lidt til mig, gik det også godt i 1½ dag og den 26 december kl. 23.00 sagde han så til mig, at han ikke kunne længere. Han kunne ikke holde til at være i lejligheden, han kunne ikke holde til at være sammen med mig, eller tale til mig. Han sagde, at han hele tiden havde lyst til at flygte og at han troede, at han kun elskede mig som en god veninde og ikke som en kæreste.
Det var som et spark i maven, for for to måneder siden var vi begge fuldkommen enige om, at vi skulle tilbringe resten af livet sammen - og nu var jeg så kun en veninde.
Så han sov på sofaen, og pakkede dagen efter hans tøj og gik. Jeg blev så vred og såret og havde bare fået nok! Så jeg stilte alle hans ting ud på gulvet i stuen og bad ham have dem flyttet inden dagen var omme. Jeg var bare så såret og kunne slet ikke forstå noget. Jeg forstår stadig ikke noget! Han flyttede dog det kun ned i kælderen, da han ikke kunne få depotrum i ferien.
Jeg sagde til ham, at han godt måtte lade det stå indtil han fandt sig en ny lejlighed. Men nu er der alligevel gået 14 dage og hans ting er der stadig og jeg har intet hørt fra ham om, hvornår han flytter sine ting. Jeg ved, at han ikke en gang har skiftet postadresse. Det undre mig og jeg har ikke lyst til at bede ham om, at fjerne sine ting for det er også bare meget definitivt. Når han først gør det, så er det helt ovre. Det er jeg ikke klar til endnu.
Jeg ved virkelig ikke, hvordan jeg skal komme videre og i gang. Bliver som sagt raskmeldt d. 7 februar og det er bare lige om hjørnet. Bliver raskmeldt til ledighed, og der er ikke mange der vil ansætte en, som har været sygemeldt med stress og depression to gange og ledig resten af tiden - i alt 4 år!! Er meget i panik, må jeg indrømme. Kan ikke rigtig se en fremtid. Må trække en kanin ud af ærmet. Skal bare lige finde kaninen først :-)
Tak fordi du delte :-) Det betyder rigtig meget!
Knus Maria