Debatindlæg

Hej.
Jeg skriver herinde i håb om, at nogle måske kan komme med et godt råd.

Sagen er den, at min kæreste igennem 3 år fik konstateret en depression for godt et år siden, som han desværre var arveligt disponeret til at kunne få. Han kom derfor på antidepressive, men det var ikke en særlig høj dosering, da man ikke vidste hvor slemt det var. Derefter tog vi ud og rejste i 2,5 måned, hvilket jeg nu ved sikkert var forkert, da det ikke var det, der skulle have været prioteret på det tidspunkt. Han havde det godt på rejsen, men da vi kom hjem, begyndte han til psykolog. Jeg flyttede til Århus, og han til KBH, da hans drømmestudie var derovre. Planen havde helet tiden været århus sammen, så det kom lidt ud af det blå. Vi besøgte hinanden meget, og hver gang vi skulle fra hinanden græd han, fordi det var svært. For godt 3 mdr siden fortalte han, at han var begyndt at gå til psykiater og psykolog, og han havde fået konstateret en svær depression. Han startede på antidepressive igen og er på en høj dosering, tror jeg. Jeg vidste på daværende tidspunkt ikke meget om depression. Jeg er 22 år, og havde ikke forstand på det og han ville heller ikke rigtig tale om det, da han er flov og ked af det. Men når vi var sammen, kunne jeg intet mærke på ham. Han var glad og han sagde, at det hjalp meget at være sammen med mig, hvilket hans forældre også bemærkede.
4 dage efter valgte han dog at slå op med mig. Ud af den blå luft. Han kunne ikke rigtig forklare hvorfor,men han havde svært ved at "indrømme", at det var pga. hans nuværende tilstand og han mente, at han ikke så nogen fremtid for os. Det pudsige er dog, at han igennem det seneste halve år, uprovokeret har snakket om vores fremtid sammen, og han glæder sig til den. Altså han har lagt planer. Uden at det skal lyde forkert, har han altid været den i forholdet, der har været mest forelsket, i hvert fald udtrykt den bedst, og ikke skjult den overfor venner eller familie. Og vi var glade sammen og hinandens tætteste. Derfor kan jeg ikke få det hele til at hænge sammen. Vi er jævnaldrende, og jeg har kendt ham siden vi var 9 år, og jeg håber så inderligt, at den person, han er lige nu, er midlertidig og ikke permanent. Hvad jeg prøver at sige, er at jeg nægter at tro på at vi ville være gået fra hinanden hvis ikke det var pga. depression. Hvis det var pga. manglede følelser generelt, spillede han det sidste tid utroligt godt skuespil, og det ved jeg, han ikke kunne have gjort. Det ville jeg have bemærket
Jeg kan slet ikke kende den person, jeg var kærester med, og jeg kan ikke forstå hvordan han kan ændre sig over en enkel nat?
Det der gør så ondt, er at han har fravalgt mig. Jeg kan godt forstå hvis han har brug for at være alene, og ikke rigtig kan overskue andre personer end sig selv, men jeg ved at han ses rigtig meget med hans venner stadigvæk. De ved ikke noget om hans depression, så jeg kan godt forstå hvis det er nemmere og mindre forpligtende. Han sidder også tit og drikker med hans venner,selvom han er blevet stærkt frarådet det, da dette jo kan gøre det værre.

Det blev et meget kludret indlæg, men det jeg prøver at få frem, er om der er nogle, der ved om, den måde han opfører sig på i øjeblikket er midlertidig, og om hans følelser vil vende tilbage?

Jeg tror ikke, han har nogle følelser for mig i øjeblikket. Det der er svært at forstå, er at det havde han en uge før, han slog op. Jeg tror ikke han føler noget rigtig. Jeg mødte ham en måned efter bruddet, hvor han var fuld. Han fortalte, at han var så vred for tiden, og at han havde været tæt på at komme op at slås hvilket han aldrig har prøvet før. Han sagde, han stadig elskede mig og jeg var den eneste, men at han ikke så nogen fremtid for os. Hvorfor han ikke så denne, kunne han ikke give noget svar på. Fik jeg virkelig talt ind til ham, sagde han at han bare ikke kunne overskue andre end sig selv i øjeblikket, men det var svært, at få ham til at acceptere dette og han mente også, at han ikke slog op pga depression