Debatindlæg

Fucking løfter! Jeg har lovet min mor, at jeg ikke vil tage mit eget liv.
Jeg synes det er egoistisk, at forvente af et andet menneske, at det holder sig i liv, for en andens skyld. Eller er det?

Jeg er blevet snydt for et liv. Jeg er 31 år, og har ingen fremtid. Ingen barndom, ungdom, uddannelse eller karriere. Børn eller kæreste. Jeg har ikke haft en kæreste i mit voksenliv.

Jeg har været trukket igennem lortet af skæbnen, med diverse traumer og oplevelser, man godt kunne undvære. Midt i 20'erne begyndte mit helred for alvor at gå ned ad bakke, og nu er jeg førtidspensionist. Men jeg klarede det hele selv. Operationerne der smadrede mine hofter. Turen på psykiatrisk skadestue. Mit livs kærlighedskrise. Ingen har nogensinde holdt mig i hånden, mere end et par skidt ad gangen. Jeg har klaret alt selv.

Men nu kan jeg ikke klare mit liv mere. Jeg er blevet svag.

Vennerne smuttede, da det blev tough. Én efter én. Så jeg flyttede tilbage til fødebyen, for at søge tryghed, i det familie jeg har. Uden den store succes. Min forældre bor dog ikke lige i nærheden. Jeg har ikke haft kræfterne til, at skabe mig et nyt socialt netværk. Men de fleste på min alder, drikker sig i hegnet hver weekend, eller har familie og karriere.

Jeg er faktisk et begavet menneske. Med en IQ højere end gennemsnittet. Jeg kunne have været blevet til noget. Men resten af forudsætningerne manglede. Havde nogen holdt mig i hånden...

Men jeg er for ung til at dø. For gammel til at være ynkelig, selvskadende, suicidal. Jeg troede jeg havde fået en form for sjælefred. Det havde jeg for en kort periode.

Men så blev jeg træt. Så træt. Jeg er alene om at klare mit liv. Jeg er ikke noget for nogen, og ingen er noget for mig.
Jeg kan ikke særligt meget, og de vilde oplevelser ligger bag mig. Nu er ugens højdepunkt en tur til fysioterapeuten.

Min hverdag består i at holde huset nogenlunde pænt. Hvis nu nogen skulle komme forbi. Hvilket der ikke gør, for jeg inviterer ingen. Så går jeg tur med hunden. Og ligger i sengen. Sådan har det været længe. For jeg kan ikke andet.

Mine fremtidsudsigter er mere sygdom, yderligere handicap, større smerter, til sidst at visne ind, alene, på et hospice eller hospital. Ydmyget af livet, snydt af skæbnen.

Men jeg har lovet min mor...

Er kommet i tvivl om jeg kan holde mit løfte. Jeg er bange for at dø. Fordi jeg endnu ikke har afgjort, hvad jeg egentlig tror på. Men jeg er endnu mere bange for at leve. Eller rettere: Ikke at leve, som jeg gør nu.

Så nu ønsker jeg bare, at der kommer en kvik lille cancer forbi og tager mig med. Jeg er ikke så bange for smerter længere. Dem kender jeg allerede så godt.

Men jeg kan ikke vide mig sikker, så jeg har besluttet, at jeg sulter mig ihjel. Så kan det være, at jeg endelig får succes med noget.