Debatindlæg

Hej

Jeg står midt i det samme. Har mistet alle følelser, kan ikke finde interessen for noget længere, og kan ikke elske ... Så jeg ved, hvordan du har det :-(

Har desværre ikke en løsning, er selv lige blevet henvist videre til distriktspsykiatrien ...

Er det overfor din kæreste eller alle?

Jeg har det kun overfor min kæreste, eller det tror jeg. Det er ihvertfald det jeg mærker mest :(

Jeg håber nogengange at tager valget, og går fra mig for så behøver jeg ikke spekulere mere :( og på den ene side er jeg bare Tom og føler ikke vi skal være sammen, men på den anden side har jeg heller ikke lyst til at give slip :( vi havde det SÅ godt jo :(

Har virkelig brug for råd eller nogle der kan fortælle mig om det er normalt? :(

Er så KED af det :(

Hej

Jeg går rundt og har det på samme måde som dig.
Har fuldstøndig mistet følelsen for min mand, men også overfor andre. føler slet ingen ting.

Det er også svært at elske andre, når man ikke elsker sig selv.

Hej M1991
Det må være rigtig hårdt! Jeg står lidt i samme situation, bare på den modsatte side.
Min kæreste har en svær depression, og har i den forbindelse fået "slukket" for alle sine følelser - dette betyder at han ikke kan have mig i sit liv for tiden. Det er rigtig rigtig hårdt, og det påvirker mig selvfølgelig meget, men jeg er godt klar over at det ikke er hans skyld. Ligesom dette ikke er din skyld. Vi kæmper - godt nok hver for sig for tiden, da vi for en periode er flyttet fra hinanden, men jeg tror på at det er en kamp der er værd at tage for begge parter.
Du lyder til at have været meget glad for din kæreste, så mon ikke det kommer igen? :)
Held og lykke i hvert fald

Jeg tillader mig lige at copy-paste et indlæg, jeg lige har skrevet i en anden tråd:

Hej!

Jeg kan fuldstændigt genkende din situation - det er som at læse om mig selv!

Jeg fik erklæret depression for næsten to måneder siden og er startet på Citalopram, får 40 mg i dag. Jeg gik til lægen pga. ekstremt tankemylder angående mit kæresteforhold (vi har boet sammen i fem år). Disse tanker havde jeg aldrig mødt før, og jeg brugte al min vågne tid på at tænke over vores forhold, fordele og ulemper, ligesom jeg mere og mere fantaserede om og drømte mig ind i nye forhold til gamle bekendtskaber, fremmede på gaden osv. Min kæreste havde slet ikke ændret sig til det negative, hun var så sød og dejlig som hun altid havde været, mens jeg konfronterede hende med, at jeg synes hun skulle tage sig sammen og være en bedre kæreste - jeg gav hende endda et ultimatum, inden jeg gik til lægen: Gør noget ved måden du behandler mig på, eller jeg er skredet! Hun forstod slet ingenting af, hvad jeg mente, hvilket jeg godt forstår i dag!

Til sagen: Jeg har selv mistet de umiddelbare følelser for min kæreste, hvilket er rigtig ubehageligt. Jeg har ikke lyst til nærhed, ser ikke frem til at hun kommer hjem/komme hjem til hende, har ingen tiltrækning osv. Det er så ubehageligt! Jeg ved nu, efter mine timers research på nettet og snak med professionelle, at de manglende følelser er et tydeligt tegn på depression. Desuden har jeg mistet glæden ved alle de ting, jeg før satte pris på. Jeg gør tingene på en mekanisk måde, men er ikke drevet af entusiasme. Derudover har jeg læst at antidepressiver kan forstærke denne ikke-følsomhed, også kaldet anhedoni, da disse højner serotonin-niveauet i hjernen, men samtidigt dæmper dopaminen, hvilket udløses i kærlighedslivet. Dette betyder dog ikke, at du skal holde dig fra medicin, da du lader til at have brug for den, men at du blot skal vide, at dette kan være en bivirkning, mens du behandles.

Mit råd: Snak MEGET åbent med din kæreste omkring dette! Han skal vide, at dine følelser er døde pga. din depression, og at du vil gøre alt for, at du kan blive behandlet, så I kan få det godt igen! Kommunikation er alfa omega, ellers overlever I formentlig ikke. I mit forhold holder vi ud, idet vi er bevidste om depressionens og medicinens indvirkning. Se at komme i behandling med medicin og kognitiv psykolog, det skulle være den bedste kombi. Du siger, at du har haft det dejligt med din kæreste førhen, og tro mig, du vil få den følelse tilbage, når du engang er rask igen. Det er det håb, jeg støtter mig til, da jeg ved, at mange har den erfaring!

Læs eksempelvis denne interessante blog om depression og forhold: http://www.storiedmind.com/anger/the-longing-to-leave-1/

Og denne artikel - særlig kommentarerne til denne - om antidepressiver og forhold: http://depression.about.com/b/2009/04/17/can-ssris-make-you-fall-out-of-love.htm

God kamp, arbejd med dig selv, styrk dig selv og glæd dig til dit nye liv med din kæreste, der forhåbentlig - hvis han elsker dig - vil holde denne mørke tid ud og se frem til fornyet energi for jer begge!

Udelad venligst de ting i svaret, som ikke passer på dig ;)

Hej med jer.
Jeg har læst debatten. Står næsten selv i samme situation, vil høre om nogle af jer vil fortælle, hvordan det går med jeres følelsesliv nu?? Mvh jos88

hej jos88.

jeg har stået i samme situation og her er min ''historie'':
mine følelser for min kæreste forsvandt, og jeg blev sindssygt meget i tvivl om forholdet. herefter begyndte jeg at interessere mig mere for andre fyre, og fandt små fejl og mangler ved min kæreste som jeg aldrig havde skænket en tanke før. Jeg gad ham ikke rigtig, var rigtig ked af det og fortvivlet. syntes han var irriterende..
jeg begyndte så på citalopram, og siden da, har mine følelser ændret sig fra bekymrende, til mere ligegyldige. jeg kan ikke mærke at jeg elsker min kæreste, selvom jeg nu har fået medicin i et halvt år. Nærhed og intimitet kan jeg slet ikke holde ud, og det slider selvfølgelig på et forhold. Jeg er stadig meget i tvivl, men tager tingene en dag af gangen, og har besluttet at jeg ikke vil træffe en beslutning om forholdet, før jeg er ude af medicinen - da jeg håber det er en bivirkning at følelserne ligesom forsvinder..

Hej anonym02(igen)
Da du svarede mig for længe længe siden blev jeg "glad".
Jeg synes selvfølgelig at det var rigtig hårdt og syns for dig, men
Rent egoistisk blev jeg glad over ikke at være alene. Jeg kunne dog slet ikke svare da jeg havde det rigtig skidt og intet kunne overskue.
Hvordan går det med dig og din kæreste nu? Døjer du stadig med manglende følelser? Jeg gør stadig i lange perioder. Men har endnu ikke "givet op", da det er så hårdt at skulle gå fra min så dejlige kæreste. Men det er ligeså hårdt ikke at føle noget! Jeg er frustreret. Håber du eller nogen svarer.
Kh Jos88

Jeg står i præcis den samme situation... Da jeg blev syg med depression og angst var det eneste min hjerne kunne koncentrere sig om, at mit forhold ikke duede... Jeg elsker ham ikke, jeg mærker ham ikke, jeg rummer ham ikke. Dette på trods af at der er mange andre aspekter i mit liv der har fået mig udover kanten. Men jeg valgte til sidst at handle på det fordi jeg ikke følte jeg kunne gøre andet. Vi boede ikke sammen så jeg har sat forholdet på PAUSE med absolut ingen kontakt. Han er sønderknust over min beslutning, men jeg anede ikke hvad jeg ellers skulle gøre. Havde brug for at få ro på mine tanker og finde ind til MIG fremfor at kæmpe desperat efter følelser jeg ikke mærker. Det er en frygtelig følelse at være så tom indvendig og samtidig være fuldstændig fyldt op med smerte... Kender I det?
Jeg aner ikke om min beslutning er rigtig, men som tingene er ligenu er jeg helt i knæ. Jeg bliver nødt til først og fremmest at få styr på mig selv, så jeg kan få mit liv tilbage. Min prioriterede rækkefølge er:
1: Få styr på MIG
2: Blive i stand til at være den mor jeg gerne vil være igen
3: Kærligheden

Jeg har ingen forventninger men derimod et håb! Jeg håber jeg snart aner lidt lys og at jeg på et tidspunkt får mine følelser tilbage for min kæreste.... - ja og så må vi jo se om han står der endnu, for der er selvfølgelig ingen garantier.

Hej Hannah.

Dit indlæg minder meget om min situation som pårørende til verdens dejligste kone. Vi er netop blevet skilt, og det er ubeskrivelig hård, fordi det er så uvirkeligt, når den man elsker overbevisende kan sige, at man ikke er elsket mere.

Jeg håber hun kommer tilbage en dag når hun bliver rask igen. Hun gider mig på intet plan, så jeg har sagt, at jeg giver hende plads til at være hvor følelsesmæssig er nu, og er der for hende i det omfang hun har brug for mig.

Det er rigtig som du skriver, at den som har depressionen må prioritere, og først og fremmest være der for sig selv, så jeg er ikke i tvivl om det er sådan. Men selvom man læser og læser om depression, og rationel kan forstå hvad der sker for den syge, så er det følelsesmæssig en indre kamp at acceptere.

Jeg ønsker dig og din kæreste al det bedste i fremtiden.

Peter.

er der nogle af jer som kan komme med nogle updates, på hvordan det er gået siden hen, så andre i samme situation kan bruge det som guideline evt.?

Følelsen du har, kan måske skyldes, at din depression får dig til at ville isolere dig. Jeg har været bipolar forholdsvis længe, er 100 % stabil, men oplever stadig små skjulte svingninger, der giver samme følelse.

Min erfaring er, at man skal lade sig kramme noget mere. Og tal med din kæreste om det. Det virker for min kone og mig, når det sjældent sker, at jeg oplever det samme.