Debatindlæg

Hej Netas

For at få en sober og seriøs debat om emnet er det først og fremmest vigtigt – efter min mening – at man undgår at bruge udtrykket ”lykkepiller”. Jeg tror, at dette forfærdelige udtryk er med til at afspore debatten.

Helt enkelt, så handler det ikke om lykke. Det handler om en alvorlig sygdom ved navn depression. Og det handler om den medicin, der bruges mod denne alvorlige sygdom, og den medicin kaldes antidepressiv medicin.

Hvis vi nu sammenligner med en anden alvorlig sygdom, f.eks. kræft, og medicinsk behandling mod kræft i form af kemoterapi, så tror ikke, at nogen ville finde på at kalde kemoterapi for lykkemedicin. Kemoterapi kan i bedste fald kurere kræft, men man bliver ikke automatisk lykkelig af at være fri for kræft.

Antidepressiv medicin kan i de fleste tilfælde kurere en depression, men man bliver ikke automatisk lykkelig af at blive rask − og faktisk heller ikke et godt menneske, hvis man ikke var det fra starten!

Kan du se min pointe?

Jeg vil tro, at det er den omfattende brug af ordet ”lykkepiller”, der gør, at nogle tror, at der findes et misbrug af antidepressiv medicin. Sådan som jeg ser på det, så vil ingen ved deres fulde fem finde på at tage antidepressiv medicin, hvis ikke det var nødvendigt. For der er ingen gevinst ved at tage pillerne, hvis ikke man har brug for dem.

Husk også, at antidepressiv medicin har en række belastende bivirkninger. Hvorfor skulle mennesker gå og døje med bivirkninger, hvis det ikke var strengt nødvendigt?

Ovenstående var nok ikke, hvad du havde forventet ;o)

Jeg kan forstå på dig, at du er utilfreds med din mor, og at du giver din mors medicinering skylden for de ting ved din mor, som du er utilfreds med. Men antidepressiv medicin gør ikke mennesker til bedre mennesker, end de var i forvejen.

Noget helt andet er, at det forekommer utroligt og temmelig uhyggeligt, at så mange hundrede tusinde mennesker, alene her i Danmark, har behov for antidepressiv medicin.

Sådan som jeg ser på det, så tror jeg det voldsomme antal skyldes, for det første at mange menneskers livsbetingelser reelt er blevet dårligere (dårligere madvarer, høj belastning med miljøskadelig kemi, indendørs arbejde uden mulighed for tilstrækkeligt med dagslys, stress og støj, arbejdsløshed m.m.) og for det andet tror jeg, at en del lettere depressioner kunne behandles bedre med medicinfri behandling. Det er i hvert fald hvad eksperterne sige: De lettere depressioner skal helst ikke behandles med medicin, hvorimod medicin kan være nødvendig og faktisk redde liv ved de svære depressioner.

Problemet med den afsporede debat er, at mange svært depressive er betænkelige ved at tage (livsnødvendig) antidepressiv medicin. Når så mange mennesker i medierne vrængende kalder deres medicin for ”lykkepiller”, så føler de sig set ned på og ringeagtet, hvis de er nødt til at tage medicinen.

Desuden ser man gang på gang, at påvirkning fra medier eller fra pårørende får mennesker til at droppe livsvigtig antidepressiv medicin ganske pludseligt. At tage en såkaldt ”kold tyrker” kan være virkeligt skadeligt for hjernen.

Det er det virkelige problem!

At der tilsyneladende er lettere depressive, der ved forkert rådgivning får antidepressiv medicin, løses formodentlig, når de pågældende finder ud af, at medicinen ikke hjælper dem, og at den har bivirkninger.

Men et egentlig misbrug af antidepressiv medicin forekommer formentlig ikke, da der ikke er nogen gevinst ved at tage antidepressiv medicin, hvis man ikke har gavn af det.

Mange hilsner

Irsten

Hej Irsten
Mit fokus, i fobindelse med antoidepressiver, er at disse kan lige så vel som andet, misbruges, til at undgå at tage ansvar.
Jeg kender en del til antidepressiver, men lykkepiller er blot en anden betegnelse.
Lad nu det ligge.
For at dulme smerten kan antideressiver få hjernen til at blive mere sløv, og denne sløvende virkning vil så aftage når man stopper dosis.
Problemerne, er blot blevet endnu større i mellemtiden, fordi man ikke opfanger dem
Deri ligger en forkælelse, fordi man bliver forskånet for at tage tingene så alvorligt, og dermed gøre noget ved dem.
Det jeg anfægter, er ikke virkningen, men måden de i min mors tilfælde bliver brugt på, netop som en flugt.
Det minder for mig lidt om narkomani.
De tager ikke narko for at blive lykkelige, men for ikke at mærke sig selv.
Dette finder jeg højest egoistisk og upassende.
Jeg håber du kan komme med en lidt mere vedkommende synsvinkel.
Men ellers fint indlæg.

Vh
Netas

Hej Netas

Du ønskede en debat om brug og misbrug af antidepressiv medicin, tilsyneladende med udgangspunkt i din mors situation.

Men vi Depnet-brugere kender jo ikke din mor. Det er da meget muligt, at der findes mennesker, for hvem antidepressiv medicin har den virkning, du beskriver. Folk er forskellige, depressioner er forskellige, og virkningen af antidepressiv medicin er derfor meget forskellig.

Men sådan som jeg kender mennesker med tendens til depression, er der tale om folk, der stiller (alt) for høje krav til sig selv. Krav, der til sidst får dem til at bryde sammen.

Og når de så indvilliger i at tage antidepressiv medicin, så er det for at kunne blive sig selv igen, så de igen kan leve op til deres ansvar: passe arbejde og familie osv.

Når antidepressiv medicin virker optimalt, er medicinen i stand til at gøre den depressive fuldstændig rask, så vedkommende får sine følelser igen. De totalt fraværende følelser er jo et af den svære depressions forfærdeligste symptomer. At leve med en sådan lammende tomhed er forfærdeligt!

Når antidepressiv medicins virkning slår igennem, kommer man til at MÆRKE SINE FØLELSER IGEN i fuldt omfang. Jeg ved det, jeg har prøvet det!

Ovenstående står jo i skærende kontrast til din påstand om, at antidepressiv medicin sløver eller dulmer følelserne og dermed kan bruges som en flugt fra virkeligheden.

Den opfattelse står du tilsyneladende ikke helt alene med. Jeg har set andre udtrykke det samme, og hver gang har jeg undret mig.

Mit bud på en forklaring på den fejlagtige opfattelse er, som nævnt, at det ubegribeligt forfejlede udtryk ”lykkepiller” fører mennesker uden personlig og konkret erfaring med antidepressiv medicin på vildspor.

Hvis du – og andre med en lignende opfattelse – mener, at antidepressiv medicin er dope, er det klart, at I når til denne slutning, hvis I vel at mærke ikke har nogen oplevelse af, at medicinen hjælper jeres pårørende, så de bliver sig selv igen.

En anden forklaring på påstanden om, at antidepressiv medicin skulle sløve og dulme følelserne, kunne faktisk være, at medicinen enten gives til folk uden depression, eller også at den gives i forkert dosis.

Jeg har faktisk engang oplevet, at antidepressiv medicin FORVÆRREDE en i forvejen eksisterende depression.

Sagen er, at for lidt og for meget fordærver alting. Antidepressiv medicin skal gives i en dosis, der er lige netop tilpas. Hvis man får en for lille dosis, hjælper det ikke, og får man en for stor dosis, er virkningen ikke til at skelne fra den tilstand, medicinen skal kurere!

Men jeg kan altså ikke forestille mig, at der er folk i massevis, der er villige til at leve med en medicinpåført depression i årevis. Jeg udholdt det i nogle uger, hvorefter jeg droppede medicinen og blev mig selv igen i løbet af en uge.

Og for nu at vende tilbage til din mors situation:

Er det tænkeligt, at hun – uden at vide det – i årevis har levet med en medicinforårsaget depression?

Hvis det er sådan, det forholder sig, tror jeg bare ikke, at der er noget, du kan gøre. Din tilgang til din mors problem virker konfronterende, og langtfra solidarisk.

Mange hilsner

Kameliadamen

Hej "Irsten".
Jeg har som tdl. epileptiker, prøvet adskillige slags medicin, der sløvede. En del af disse går som "stemningsstabiliserende", som også bruges som "antidepressiver".
Jeg har en kæreste der i forbindelse med en stress-relateret sygemelding, blev enormt sløvet af medicinen, og derfor til sidst sad inde i sin egen lille osteklokke.
Da medicineringen ophørt, blev hun ganske gradvist sig slev igen. Men måtte igennem en lang svær periode, med abstinenser.
At min mor tager "antidepressiver", og jeg tager afstand fra dette er klart.
Fordi min erfaring er at min mor, sad i sin egen døs og ikke handlede, fordi hun jo ikke kunne mærke de faresignaler som mordforsøg, overfald, og dyre-mishandling, samt hærværk af hjemmet, normalt giver.

Fordi denne form for forskånelse for virkeligheden fordrejer den opfattelse, som "patienten", får af de givne situationer, synes jeg det bedst kan sammenlignes med en struds, der stikker hovedet ned i sandet, og gemmer sig, og er "lykkelig", fordi den ikke ved hvad der sker omkring den.

Bagefter kan den æg være spist, eller den selv, blive angrebet.
Men udgangpunktet er ikke "min mor", eller "en andens mor".
Udgangspunktet er at mange antidepressiver, kan være vanedannede, og afhængighedsskabende.
Derudover er den dokumenteret effekt, relativ, beskeden, samt at bivirkningerne, som ofte er sløvende, og nogle må slet ikke køre bil, ikke er en god cocktail for kroppen.
Som pårørende, virker det bare som om at kaptajnen på taitanic har valgt at drikke sig, fuld, så han kan dø lykkeligt, istedet, for at prøve at navigere!

Prøv om du kan forholde dig mere konkret, i din argumentation, den bliver hurtigt lidt flyvsk,

Bedste hilsner
Netas

Hej Netas

Når du synes, at min argumentation er ”flyvsk”, så er det nok, fordi du har lagt dig fast på én bestemt opfattelse af antidepressiv medicin og ikke er parat til at få rokket ved den – uanset hvordan tingene i virkeligheden er!

Du skriver, at du som tidligere epileptiker har erfaring med medicin. Ja, men vel ikke med antidepressiv medicin? Jeg har aldrig nogen sinde hørt, at man bruger antidepressiv medicin til epileptikere. Derimod har jeg ofte hørt, at depressive får epilepsi-medicin som ”stemningsstabiliserende”.

Dine erfaringer med epilepsimedicin siger jo intet som helst om antidepressiv medicin.

Du fortæller om din kæreste, at hun – så vidt jeg forstår − har fået antidepressiv medicin i forbindelse med stress.

I begge tilfælde – både i dit tilfælde (hvis der er tale om, at du har fået antidepressiv medicin for din epilepsi) og i din kærestes tilfælde − er der tale om, at ikke-depressive har fået antidepressiv medicin. Det lyder ikke godt. Det er klart, at man kan blive syg af at få medicin, der er beregnet på noget andet!

Fornemmelsen af at miste sine følelser og at være i en osteklokke er ganske almindelige symptomer på depression.

Både du selv og din kæreste har altså fået symptomer på depression af at tage depressionsmedicin! Og det er klart, at I blev jer selv igen, da I holdt op med at tage medicin, der ikke var beregnet til jeres situation.

Man kan altså blive depressiv af at få antidepressiv medicin, hvis man ikke har brug for det. Sådan er virkeligheden.

Du har lagt dig fast på en opfattelse, der går ud på, at antidepressiv ALTID har en sløvende og lykkebringende virkning, så folk kan blive fri for at forholde sig til virkeligheden og dens problemer.

Men som jeg før har påpeget, så er dette en misforståelse, og jeg giver det forfejlede udtryk ”lykkepiller” en stor del af skylden for denne forfejlede opfattelse.

Antidepressiv medicin givet til depressive har den virkning (når det virker optimalt), at de pågældende kommer ud af osteklokken og får deres følelser igen i fuldt omfang.

Hvis antidepressiv medicin ikke virker efter et vist antal uger, men tværtimod sløver eller skaber en osteklokke-fornemmelse, så er årsagen enten, at den pågældende person slet ikke har en depression, eller at medicinen gives i en forkert dosis.

Og så er det, at jeg foreslog, at din mor, der i årevis har gået og taget antidepressiv medicin, uden at være blevet rask, faktisk har en medicin-forårsaget depression, eftersom hun ikke er blevet rask, men tværtimod er sløv.

Lykkelig tror jeg bestemt ikke, at hun er. Det er ikke rart at have det, som din mor har det. Jeg ved det, jeg har prøvet det, men kun i få uger, indtil jeg droppede den antidepressive medicin, som skabte problemet.

Mange hilsner

Irsten

P.S. For en sikkerheds skyld vil jeg lige sige, at det ikke altid er en løsning at trappe ud af den antidepressive medicin. Problemet kan jo også være, at dosis ikke er tilstrækkelig stor, eller at man har brug for en medicin, der virker på et andet signalstof også. Inden en eventuel udtrapning bør man altid tale med sin behandler.

Jeg må indrømme at jeg ikke rigtig ser hvor svaret på selve tråden befinder sig. Men jeg skal gerne gentage spørgsmålet, og prøve at præcisere det en smule.
Det undrer mig at du helt har undladt, at kommentere på selve kernen af sagen. Netop det at forældre til børn, tager "antidepressiver", og medicinen i nogle tilfælde, slører opfattelsen af og evnen til at bedømme forskellige situationer.
Der er mig bekendt en lang række af "antidepressiver" med en rød trekant, hvor du altså ikke må køre bil, fordi det er sløvende.
Jeg kan blot erfare, forhvordan min kærestes, og mors personlighed ændrede sig da de begyndte på "antidepressiver".
I begge tilfælde blev de sløve, og reagerede ikke på konfrontationer, eller problematikker, men blev mere ligeglade.
Det er i sig selv et ret stærkt signal, for mig om at der må være noget sløvende i visse "antidepressiver".
Tilbage til spørgsmålet. - Hvornår er medicinen en reel løsning, hvis man mister sin dømmekraft, og bliver ligeglad ?
Resultatet er at min mor idag tager "antidepressiver", på 16 år.
Det har betydet at hun ikke tager ved lære af noget som helst, og at det der gør ondt, aldrig rigtig når ind til hende.
Så jeg ved ikke hvorfor du går rundt som katten om den varme grød, men tager ikke rigtig fat på spørgsmålet.
Synes du selv at strudsen er en sympatisk fugl ?
Jeg synes den er meget egoistisk

Jeg tænker at hvis det er flugt man ønsker, så er der rigtig mange bedre muligheder at vælge end "lykkepiller", da der ingen rus eller glæde er i dem.

Jeg tænker også, at ja måske virker de sløvende på sanserne i det her tilfælde, men næppe så sløvende at personen er blevet unåelig for menneskelig kontakt.

Hun har gået i terapi i 30 år skriver du, men har I nogensinde været i terapi sammen?

Jeg tænker jo at der er mange ting der ville have godt af at blive sagt - hvor der er en terapeut tilstede som forhindrer at samtalen kører ind i de sædvanlige riller som I sikkert kender ud og ind begge to.

Hej Netas

Antidepressiv medicin forandrer IKKE personligheden. Men en person, som er fejlagtigt eller forkert medicineret med antidepressiv medicin, kan få symptomer på depression, f.eks. blive sløv eller have en fornemmelse af at befinde sig i en osteklokke.

Og nej, antidepressiv medicin har ikke en bestemt generel virkning, som er den samme, uanset om man er depressionsfri eller depressiv.

Antidepressiv medicin har en SPECIFIK virkning, der afhænger af, om patienten har gavn af at få forstærket virkningen de signalstoffer, som medicinen forstærker virkningen af. Hvis patienten har rigeligt af disse signalstoffer i forvejen, vil virkningen af antidepressiv ofte være symptomer, der ikke er til at skelne fra symptomer på depression!

Når antidepressiv medicin virker optimalt, vil virkningen være, at personen bliver sig selv igen, som vedkommende var før depressionen, herunder får sin koncentrationsevne og alle sine følelser tilbage i fuldt omfang. Der vil således ikke være problemer med at køre bil.

Men det nytter jo ikke noget, at jeg skriver ovenstående, hvis du ikke VIL forstå!

Må du trods alt leve lykkeligt i din uvidenhed ;o)

Mange hilsner

Irsten

Enten A fortæller du mig, at det jeg erfarer er frokert.
Eller B, fortæller du mig at der er noget i vejen med medicineringen.
I begge tilfælde er det forstår jeg ikke din behandlingen af emnet.
Det korte og det lange er at det er svært som pårørende, at se en person skifte så meget karakter alt efter hvad medicin vedkommende tager, og om vedkommende overhovedet tager det.
Men igen- Du overser pointen i mit skriveri, jeg skal nok spare mig.
Men tak for en masse informative indlæg.
Jeg er ikke sikker på jeg lige kunne se konteksten, men lad det nu ligge.

Bedste ønsker,
Netas

Hele ideen med at tage medicin er at den gavner.
Men er der et stort generelt, problem, men f.eks. min søster der har været voldsomt syg igennem mange år, løser forældre det jo ikke ved selv at tage noget medicin, så man ikke opfatter problemerne så tydelige.
Terapi, er nyttesløst, for den medicin min mør tager, gør at hun ikke kan nåes, ikke i længere tid.
Siger jeg tingene som de er, ender det bare med at hun så drikker sig fuld om aftenen, for at glemme det, til næste dag.
Kort sagt, har jeg ikke fornemmelsen af at min mor tager sin medicin, på den "rette måde".
Det er jo et spørgsmål om at tage ansvar, og når man ikke gider det, er det jo også nemmere at lege offer.
Det er et s¨indgroet mønster hos min mor, at ingen terapeut kan lave det om.
I bedste fald kan de give op, inden de kommer for langt, med at spilde tid og kræfter på den slags egoisme.

fremtiden ser lys ud!
Netas

Hej Netas

Du kan stadig ikke se konteksten! Så prøver jeg en sidste gang:

Du vil forsøge at sige noget generelt og alment gyldigt om brugen af antidepressiv medicin på baggrund af tre tilfælde af fejlmedicinering: Hos dig selv, hos din kæreste og hos din mor.

Både du og din kæreste tog antidepressiv medicin, selv om I ikke havde sygdommen. Efter dit eget udsagn havde du epilepsi og din kæreste havde stress, men ingen af jer havde depression.

Selvfølgelig får man problemer, når man tager medicin, som er beregnet til alvorlig sygdom, uden at have denne sygdom. De problemer, som I fik, ligner i høj grad symptomer på depression. Og det er netop, hvad der sker, når man tager antidepressiv medicin uden at have en depression: Man kan få en medicinforårsaget depression.

Men var I lykkelige, mens I havde denne medicinforårsagede depression?

Din mor har i årevis taget antidepressiv medicin, uden at være blevet helbredt. Hun har stadig depressionssymptomer, så som sløvhed og manglende følelser. Dog påstår du, at hun er lykkelig.

Men når din mor stadig har symptomer på depression, så er også hun fejlmedicineret. Enten får hun en forkert dosis eller et forkert præparat. Det bedste ville være, hvis hun trappede ganske langsomt og forsigtigt ud over lang tid. Det er muligt, at hun i så fald ville blive rask. Lykkelig er hun i hvert fald ikke, når hun har det sådan. Jeg vil tro, at din mor får en umådelig dårlig rådgivning.

Kan du ikke godt forstå, at man ikke kan uddrage nogen generel og almen gyldig sandhed ud af tre tilfælde af fejlmedicinering?

Jeg kan ikke forestille mig, at der findes misbrug af antidepressiv medicin. For hvem vil finde sig i at have en medicinskabt depression?

Mange hilsner

Irsten

Jamen Irsten, så har du jo fundet løsningen, på de fleste narkomaners, og alkoholikeres problemer.
Du kan jo udkonkurrere flere misbrugseksperter.
Det fremgår at du mener at misbruget slet ikke finder sted.
Jamen det er jo fint,- Så har vi jo ingen grund til at tænke på at oprette selvhjælpsgrupper til børn af alkoholikere osv. Så er det jo simpelthen, bare deres fantasi - ikke sandt ?
GET REAL! PLEASE !!!

Hej Netas

Du ville diskutere brug og misbrug af antidepressiv medicin på grundlag af tre tilfælde af fejlbehandling med antidepressiv medicin.

Det forekommer mig indlysende, at man ikke kan sige noget som helst meningsfyldt om antidepressiv medicins virkning på grundlag af erfaringer fra fejlmedicinering.

Du fortæller ikke, om du faktisk oplevede LYKKE, da du var fejlmedicineret med antidepressiv medicin. Meget af din argumentation bygger jo ellers på, at folk skulle opleve lykke ved at have typiske depressionssymptomer så som sløvhed, mangel på følelser og osteklokkefornemmelse – symptomer som er ganske almindelige ved fejlmedicinering med antidepressiv medicin.

Jeg gætter på, at du syntes, at det var ekstremt ubehageligt!

Hvordan i alverden kan du så tro, at andre mennesker finder lykke ved at misbruge antidepressiv medicin?

Et misbrug finder kun sted, hvis der er en gevinst!

Hvor ser du, at jeg har udtalt mig om narkomaner eller alkoholikere? Den måde at debattere på er simpelthen for langt ude!

Mange hilsner

Irsten

P.S. Måske skal jeg sige, at også jeg undrer mig over, at så mange mennesker i Danmark er nødt til at tage antidepressiv medicin. Og heller ikke jeg tror, at ALLE disse mennesker bliver godt hjulpet af medicinen. Det var bare den eneste løsning, de kunne finde. Men at påstå, at de er lykkelige, og at de misbruger medicinen, er efter min mening det rene nonsens!

Irsten.
Jeg synes det er fint du prøver at behandle problematikken omkring lykkepillerne, med fagudtryk,
Det er helt fint. Jeg synes også det er rigtigt at man ikke kan dømme alle andre på baggrund af 3 eksempler.
Men at sige det slet ikke kan give anledning til mistanke om at nogle mennesker hellere tager noget medicin, der får dem til at føle velbehag, på den ene eller anden måde, end at handle i forhold til de problemer som de selv og deres adfærd er en del af, synes jeg er mærkeligt.
Blot fordi jeg ikke har 50 tilfælde.
Jeg stiller nogle åbne spørgsmål på baggrund af mine erfaringer.
Det forekommer mig mærkeligt at du slet ikke kan forholde dig til det.
Det virker på mig som ol du selv føler dig ramt.
Har jeg ret ?
Bedste hilsner
Netas

Irsten.
Jeg synes det er fint du prøver at behandle problematikken omkring lykkepillerne, med fagudtryk,
Det er helt fint. Jeg synes også det er rigtigt at man ikke kan dømme alle andre på baggrund af 3 eksempler.
Men at sige det slet ikke kan give anledning til mistanke om at nogle mennesker hellere tager noget medicin, der får dem til at føle velbehag, på den ene eller anden måde, end at handle i forhold til de problemer som de selv og deres adfærd er en del af, synes jeg er mærkeligt.
Blot fordi jeg ikke har 50 tilfælde.
Jeg stiller nogle åbne spørgsmål på baggrund af mine erfaringer.
Det forekommer mig mærkeligt at du slet ikke kan forholde dig til det.
Det virker på mig som ol du selv føler dig ramt.
Har jeg ret ?
Bedste hilsner
Netas

Jeg ved ikke om dette giver mening for dig, men det gav i hvert fald mening for mig, så jeg deler det lige :)

http://www.dr.dk/tv/se/mor-er-den-vaerste-i-verden/mor-er-den-vaerste-i-verden/

Hej Skovtrold, godt indspark. Jeg så indslaget.
Godt og vedkommende.
Mange af de ting der bliver sagt, handler om en mors evne til at agere mor, og vise følelser, vel at mærke, moder-følelser.
Dog er den enkle problemstilling, om at vælge til, også betyder nogle gange at vælge fra, et resultat, af en gennemført dys-funktionalitet, i forældre-evnen.
I nærværende sag, handler det blot om at forældre der udvikler narcissisme, bruger deres børn, til deres behov, og hvor børn, og mand ikke rækker, kommer medicinen behændigt frem.
Denne konstellation forhindrer ganske enkelt moderen, eller faderen i at skulle tage ansvar.
At misforstå med vilje, er også en god genvej til at afvise en uønsket problemstilling.
Men spændende indslag.

Vh.
Netas