Debatindlæg

Jeg fik for over 1 år siden diagnosen Bi-polar og jeg synes mit liv er gået i stå, og har det sidste stykke tid mere eller mindre konstant været træt af alt og har overvejet om der overhoved er en mening med mit liv, jeg har svært ved at udtrykke mig mundtligt, så jeg skrev ned hvordan jeg har det.

Hvordan har jeg det:

I perioder har jeg massere af energi, og kan/vil alt, til tider tror jeg at folk synes jeg er irriterende fordi jeg er lidt for hyperaktiv/overgearet. Jeg taler utrolig meget i disse perioder men bliver også nemt aggressiv/irriteret på folk og det er ofte jeg ikke kan sove, så jeg får meget lidt søvn.

Jeg er utrolig impulsiv og gør ofte ting uden at tænke over konsekvenserne af dem, når jeg så får en af mine dårlige perioder får jeg det utrolig skidt med de ting jeg har gjort.

Andre tidspunkter er jeg angst, deprimeret og træt af livet, og vil helst bare være for mig selv, jeg får svært ved at gå udenfor døren, og føler alle folk kigger på mig. Hvis folk siger eller reagerer på en måde som jeg forstår som negativ tror jeg at de ikke kan lide mig eller er sure på mig.

I de perioder hvor jeg har masser af energi lover jeg mig selv en helt masse, og tror på at alt bliver godt, men når jeg så kommer ind i en dårlig periode igen så smider jeg det hele på gulvet.

Når jeg har det dårligt sover jeg alt for meget og er konstant træt/udmattet og jeg bliver ofte ked af det uden nogen egentlig grund, af og til begynder jeg at græde uden at vide hvorfor.

Når jeg har det skidt bliver min reaktionshastighed når folk snakker til mig meget langsom, og jeg har ofte svært ved at finde ord og udtrykke mig.

Når jeg har en dårlig periode har jeg svært ved at følge med i skolen, og føler jeg har svært ved at lære ting som ikke burde være svære.

Jeg har det med at begynde at spise en masse usund mad når jeg får det dårligt, og det har gennem mange år bidraget til mine vægtproblemer.

Jeg kan ikke længere se meningen med livet, jeg har flere gange tænkt over om det ikke ville være nemmere at bare sætte en stopper for det, og samtidig er jeg i konstante smerter pga min ryg, nogle dage er værre end andre.
Jeg ved med mig selv at jeg ikke kan varetage et fuldtids job da jeg er alt for ustabil og utilregnelig, men jeg forsøger så godt jeg kan at skjule dette, både ved at lyve for mig selv men også for andre.

Jeg skal lade op for at kunne holde ud at være sammen med andre folk, og bagefter føler jeg mig fuldstændig slidt ned og har brug for at være alene i flere dage i træk og bliver meget afvisende overfor folk.

Folk tror ofte det går bedre med mig fordi nu fik jeg min studentereksamen, hvad de ikke ved er at jeg fik den med en fraværsprocent på over 50% og ved flere gange at komme med undskyldninger og løgne overfor studievejlederne og lærerne for ikke at blive smidt ud.

Nu er jeg så gået igang som Datamatiker og har fundet ud af jeg ikke kan følge med, både pga fravær men også fordi interessen bare ikke er der, jeg er på revalidering og ved at jeg vil blive smidt af den hvis jeg fortæller min social rådgiver hvad der foregår, hvilket så vil bringe mig i en situation hvor jeg nok ryger på kontanthjælp og bliver smidt i alverdens arbejdsprøvninger som jeg ved jeg ikke kan håndtere og vil resultere i flere nederlag og ødelægge mit selvværd endnu mere.
Jeg har også sagt til mine forældre at jeg så vil søge en elevplads til efteråret og derved komme videre, men jeg tror rent ud sagt ikke på det kan lade sig gøre heller, jeg er simpelthen for ustabil til at noget firma vil acceptere mine op og nedture.
Jeg føler mig ikke som et helt menneske og er nået dertil nu hvor jeg er blevet 30 år at jeg ikke tror på jeg nogensinde opnår noget med mit liv.

Jeg har en kæmpe vrede indeni mig som jeg forsøger så godt som muligt at holde skjult for andre folk, men det resulterer ofte i at jeg sidder og græder for mig selv eller ødelægger ting i hjemmet for at komme af med vreden. Af og til går det også ud over folk